Analyse af 
Martin Breum

Breum: Rusland vil afbryde samarbejdet med Vesten i Arktis

Den russiske præsident Vladimir Putins minister for Arktis vil droppe alle alliancer med Vesten i Arktis. Arktisk Råd er glemt, og nye partnere skal findes i Asien. Det kan få alvorlige konsekvenser, lyder analysen fra Martin Breum.

Ved Arktisk Råds ministermøde i Reykjavik i Island i maj 2021 overdrog Islands udenrigsminister Gudlaugur Thor Thordarson (t.h.) formandshammeren til Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov (t.v.). Dengang var alting fryd, gammen og dialog i Arktisk Råd.
Ved Arktisk Råds ministermøde i Reykjavik i Island i maj 2021 overdrog Islands udenrigsminister Gudlaugur Thor Thordarson (t.h.) formandshammeren til Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov (t.v.). Dengang var alting fryd, gammen og dialog i Arktisk Råd. Foto: Icelandic Ministry for Foreign Affairs/Gunnar Vigfússon

For få dage siden fik vi et dystert indblik i, hvordan Arktis måske vil se ud efter den russiske præsident Vladimir Putins krig i Ukraine.

Ruslands Minister for Udvikling af Arktis og Ruslands fjernøstlige provinser, Aleksey Olegovich Chekunkov, beskrev den 30. august på det russiske mediehus RBCs hjemmeside en verden, hvor Rusland ikke længere samarbejder med Vesten i Arktis.

Chekunkov anbefaler ikke bare en udskiftning af Ruslands vestlige partnere i Arktis med kinesiske, indiske og andre østlige venner. Han ønsker et egentligt brud med 300 års russisk fokus mod vest; et altfavnende paradigmeskifte mod øst baseret på den kinesiske krigsfilosof Sun Tzu.

Det gælder om at have tålmodighed, lange tidshorisonter, en fast kurs og om at bygge på egne styrker. Chekunkov tænker her især på Ruslands arktiske reserver af olie, gas, guld, zink, sjældne jordartsmetaller, diamanter, fisk og andre råstoffer men også på hvede og andre russiske eksportvarer længere sydpå.

Læs også

“Rusland har alt, hvad der skal til for at klare vanskelighederne og opnå høje økonomiske vækstrater, følge med den teknologiske udvikling og indtage sin rette plads i en foranderlig verden. Vores “drejning mod Øst” skal ske ikke bare ved at skifte partnere, med ved at skifte paradigme. Vi kan udnytte vores styrker og øge vores eksportindtjening fra vores naturressourcer. Vi kan stimulere vores økonomi og øge livskvaliteten for befolkningen gennem store investeringer i byfornyelse og infrastruktur. Vi skal koncentrere investeringerne på uddannelse, så vi sikrer fremtiden,” skriver Chekunkov i sin kronik.

Paradigmeskifte for det russiske nord

Chekunkov vil forfølge de asiatiske tigerøkonomiers model “over generationer” - og det er på høje tid, mener han.

“Ti af Ruslands 15 største handelspartnere har indført sanktioner, der rammer 40 procent af vores handel. Halvdelen af vores guld og valutareserver - 300 milliarder dollars - er fastfrosne. Russiske banker er blevet afkoblet fra det internationale betalingssystem. Russisk industri er afskåret fra den teknologi, der skal bruges til at producere tusinder af ton varer fra papir til satellitter. Himlen er lukket for vores flyvemaskiner, grænserne er lukket for fragt og for russerne selv,” lyder det fra den arktiske minister.

Ruslands landmasse udgør halvdelen af hele den arktiske region, og vendingen mod øst er for længst i gang: Vestlige olie- og teknologikoncerner trækker sig ud af arbejdet på gas-terminalerne på Yamal-halvøen; de største industriprojekter i Arktis nogensinde. Kina er allerede den største udenlandske investor i disse mega-projekter, og Chekunkov vil videre: Flere kinesiske og indiske partnere og et fuldt udviklet asiatisk udviklingsmønster. Et fuldstændigt paradigmeskifte for det russiske nord. 

Permanent pause?

Måske dækker Chekunkovs kronik over en dybere angst for fremtiden. Han indrømmer blankt, at de vestlige sanktioner bider hårdt. Det skaber eksempelvis dybe vanskeligheder for logistikken i det russiske nord, at alle vestlige containere er trukket ud.

Læs også

Men hans melding åbner for en mørkere fremtid, der allerede anedes, da de syv vestlige regeringer i Arktis efter Rusland invasion i Ukraine satte samarbejdet med Rusland i Arktisk Råd og andre arktiske fora “på pause”, som det hed.

Arktisk Råd har siden 1996 været det primære rum for forhandlinger om Arktis mellem Rusland og de syv vestlige nationer i Arktis og de arktiske folkeslag. Rådet har to gange været indstillet til Nobels Fredspris.

Vanskelig fælles indsats

Arktisk Råd har sikret, at Rusland i de seneste 25 år er blevet inddraget i klima- og miljøovervågning, forebyggelse af oliekatastrofer, redningsarbejde til søs, sikring af forskeres ret til at krydse grænser, indsatser til gavn for dem, der bor i Arktis.

Rusland har taget del i en vanskelig og langsommelig men fælles indsats til sikring af bæredygtig udvikling i Arktis midt i verdens voldsomste klimaforandringer og et heftigt boom i råstofudvindingen, fiskeriet og andre industrier.

Rusland har været godt tilfreds med Arktis Råd, der har fungeret som konsensus-apparat, hvor Rusland ikke kunne nedstemmes af et vestligt flertal. Rådet har til Ruslands udtalte fornøjelse også garanteret, at andre nationer, især Kina, blev holdt ude af den arktiske magtcirkel.

Reelt kollapset

I dag er Arktisk Råds funktion som samlingspunkt for hele Arktis reelt kollapset. Årsagen er Ruslands invasion i Ukraine, men konsekvenserne skal vi alle leve med.

De syv vestlige nationer i Arktis Råd satte i marts formelt som nævnt kun samarbejdet “på pause”. Døren kan åbnes igen; men det står ikke klart, hvad der skal til, før det sker - eller hvornår. De vestlige regeringer ved det ikke selv, og Putins folk ved det heller ikke. I mellemtiden er mere end 70 forsknings- og udviklingsprojekter i Arktisk Råds regi sat i gang igen uden Ruslands medvirken - til Ruslands udtalte vrede.

I værste fald tegner Chekunkovs kronik en ny, fast forståelse i Kreml. Måske giver samarbejdet med vesten i Arktis, som Rusland metodisk er indgået i siden 1990’erne, bare ikke længere mening i Kreml. Chekunkov nævner i sin kronik ikke Arktisk Råd med ét ord.

Rådvilde Vesten

På den vestlige side hersker rådvildheden. Jeg har i de seneste uger talt med forskere og diplomater fra flere arktiske nationer; været til workshop i Udenrigsministeriet, talt med iagttagere i Stockholm m.v. Intetsteds høres noget bud på, hvordan Arktisk Råd måske kunne heles og genopstå.

Heller ikke den tidligere amerikanske Arktis-diplomat Evan T. Bloom, der i dag arbejder ved det anerkendte Wilson Centers Polar Institute i Washington, tilbyder nogen plan. I sidste uge forsøgte han at pege fremad på nyhedssitet ArcticToday, men reelt lød hans råd blot, at de vestlige lande ikke bør skeje helt ud og stifte et nyt, alternativt Arktisk Råd uden Rusland - en tanke, der i forvejen ingen synlig opbakning har.

Finde helt nye veje

Tavlen er blank. Måske kan Arktisk Råd ad åre genopstå i en form, hvor hele Arktis taler sammen igen, men Chekunkovs kronik peger ikke i den retning.

Vi må i stedet forestille os, at de syv vestlige nationer i Arktis (de fem nordiske, USA og Canada) i fremtiden kan være tvunget til at forsøge at sikre bæredygtig, fredelig udvikling i Arktis uden den ene halvdel af Arktis. De skal i så fald finde helt nye veje, hvis Rusland skal indlemmes i fremtidens aftaler om forureningsbekæmpelse i Arktis, bæredygtigt fiskeri, beskyttede havzoner, sikkerhed til søs - for slet ikke at tale om det akutte behov for dialog om freden i Arktis, forebyggelse af militære fejl, misforståelser og sammenstød.

Vi må også forstå, at EU’s store vision om et klima-stop for olie- og gasudvinding i Arktis måske må forfølges uden Rusland, og at Rusland satser stadig hårdere på olie- og gas.

Overlappende krav

Politikerne i København og Nuuk må desuden til at fundere over, hvad den ny skillelinje i Arktis vil betyde for Danmarks og Grønlands store arktiske interessekonflikt med Moskva.

Rusland kræver retten til ressourcerne på 75 pct af havbunden i den internationale del af Det Arktiske Ocean; Danmarks og Grønlands fælles krav til havbunden overlapper Ruslands med mere end en million kvadratkilometer. Forsvarets Efterretningstjeneste har i nogle år advaret om, at også den sag kan udvikle sig uheldigt. 

Klimaforskning lider

Forskningen i klimaet i Arktis lider allerede. Den britiske professor og Nobelpristager Terry Callaghan, der har mere end 50 års prisvindende polarforskning bag sig, skrev for nylig til mig, at også han har måtte sætte sine mange samarbejder med russiske kolleger på pause - og han ved ikke, hvornår de kan genoptages.

Forskere, der vedligeholder datasæt om permafrost, havtemperaturer, is og atmosfæriske forandringer i Arktis, må fremover måske undvære data fra halvdelen af Arktis. Selv når det formelt er lovligt, tør mange russiske forskere ikke længere samarbejde med deres vestlige kolleger.

Det er skidt for klimaet, men hele afkobling er også dårligt nyt for de russere, der har haft personlig glæde af samarbejdet. Måske må de helt lukke vinduet til et vores vestlige samfundssystem. Ingen videnskabsdiplomati, igen udveksling af studerende, ingen kontakter mellem forretningsfolk, embedsmænd eller folk i uniform.

Det lille Barents-sekretariat i Kirkenes på den norske side af den norsk-russiske grænse kæmper med accept fra Oslo tappert for at holde et minimum af kontakter levende på tværs af grænsen, men det er muligvis snart blot undtagelsen, der bekræfter reglen.

 

Martin Breum er journalist og forfatter med fokus på Arktis. Han udgav i 2021 bogen “Grønland og den amerikanske forbindelse”.

E-mail Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion