Kommentar af 
Nima Zamani

B.T. og TV 2 gør drabssag til fredagsunderholdning

At skaffe læsere, abonnenter og kyniske kroner ved at lefle for laveste fællesnævner skal åbenbart trumfe ét af retsstatens allerhelligste principper: at lade retten gå sin gang, skriver Nima Zamani.

B.T. og TV 2's hensynsløse mediedækning af straffesager afstedkommer også konsekvenser, der ikke umiddelbart er til at få øje på, skriver Nima Zamani.
B.T. og TV 2's hensynsløse mediedækning af straffesager afstedkommer også konsekvenser, der ikke umiddelbart er til at få øje på, skriver Nima Zamani.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Nima Zamani
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Respekt for kvinden, der ikke længere er iblandt os? Respekt for de efterladte pårørende? Hvad med respekt for en retfærdig rettergang? Eller blot respekt for retsstaten?

Nej, det hele er tilsidesat for noget, der ligner en skruppelløs jagt på clicks, annoncekroner og abonnenter.

På sin vis havde man måske ikke forventet andet af et medie som B.T., der alle dage har baseret størstedelen af deres eksistensgrundlag på at lave underholdningsjournalistik.

B.T.'s seneste adfærd i drabssagen fra Aalborg kalder på et muligt forbud mod den slags journalistik

Nima Zamani

Det er således ikke overraskende – dog stadig sørgeligt – når B.T. laver live blogs fra retten i Aalborg i forbindelse med den aktuelle sag om drabet på en 22-årig kvinde.

Rent metodisk begynder forskellen mellem deres dækning af X Factor og drabssager at være svær at få øje på.

Men live-blogging af vidneforklaringer synes faktisk at være direkte i strid med retsplejelovens formål om, at man som vidne ikke må høre andre vidners forklaringer i sagen, før man selv har afgivet forklaring.

Årsagen til dette er selvsagt, at et vidnes forklaring skal være umiddelbar, upåvirket og sandfærdig, hvilket bliver svært at efterleve, når man gennem live-dækning af andre vidners udsagn ikke kan undgå at blive bevidst eller underbevidst påvirket.

Det ville således være både logisk og tiltrængt at tage denne fortolkning af retsplejeloven i brug, når man tydeligvis har bevæget sig så langt ud af fornuftens sidespor, at man ikke længere kan finde hjem til fornuften igen.

Dermed kalder B.T.'s seneste adfærd i drabssagen fra Aalborg på et muligt forbud mod den slags journalistik.

Læs også

Det er jo svært at finde ét eneste argument for, at denne type journalistik, der i øvrigt knap nok kan kategoriseres som egentlig journalistik, skal medføre en risiko for, at princippet om en retfærdig rettergang sættes på spil.

Ondt bliver desuden værre, når TV 2 – der trods alt plejer at blive betegnet som et mere seriøst medie end B.T. – dækker drabssagen, som var det en landskamp eller Dronningens nytårstale eller taffel.

For det første er der med både løbende optakt og nedtakt til sagen fuld plade i respektløs bingo over for de pårørende.

Læg hertil, at TV 2, ved at opkalde hver udsendelse efter den dræbte kvindes navn, har sørget godt og grundigt for, at vi danskere udelukkende kommer til at huske kvinden samt familiemedlemmer, der bærer samme efternavn, for et brutalt mord.

Med både løbende optakt og nedtakt til sagen er der fuld plade i respektløs bingo over for de pårørende

Nima Zamani

For det andet er det ingenlunde TV 2's opgave løbende at vurdere alle sagens ubehagelige detaljer samt vidneudsagn og forklaringer fra den tiltalte.

Derudover afstedkommer denne type hensynsløse mediedækning af straffesager også konsekvenser, der ikke umiddelbart er til at få øje på.

Anført af de omtalte medier, vil det danske mediebillede fremadrettet komme til at minde mere og mere om foruroligende amerikanske tilstande.

At skaffe læsere, abonnenter og således kyniske kroner ved at lefle for laveste fællesnævner skal åbenbart trumfe ét af retsstatens allerhelligste principper; at lade retten gå sin gang.

Når der dannes en løbebane for, at både vidner og nævninge unægteligt kommer til at blive påvirket af den slags mediedækning, vil der også over tid opstå et marked for forsvarsadvokater, ja sågar anklagere, som har mere fokus på medietræning end juridisk og menneskelig dannelse.

Dét skal der gribes ind over for.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nima Zamani

Kommentarskribent og cand.jur.
cand.jur. (Københavns Uni.)

0:000:00