Bundkarakter: Bitter og ensidig MeToo-bog skuffer fælt

Af Nima Zamani 
Radiovært, jurist og debattør

'Den nordiske MeToo-revolution 2018 - og dens omkostninger' er titlen på Marianne Stidsens nye bog, der, ifølge bagsideteksten, skulle forestille at være den første samlede fremstilling af #MeToo i Norden.

I virkeligheden er der tale om ensidig fremstilling, hvor forfatteren gør sig skyldig i netop dét, hun anklager de venstreorienterede feminister for:

At tegne et forvrænget billede af virkeligheden.

Den opmærksomme læser vil nok bemærke, at undertegnede, ligesom forfatteren selv, er kendt for at være en ihærdig kritiker af MeToo. Jeg er således enig i Stidsens hårde kritik af sagerne om Forfatterskolen, Københavns Universitet og Det Svenske Akademi, hvor Nobelprisen i litteratur, grundet interne intriger, ikke er blevet uddelt de seneste par år.

Læseren bliver lovet en samlet fremstilling, men får udelukkende serveret en ensidig sammenfatning af tre enkeltsager, der stemmer overens med forfatterens blåøjede kritik af MeToo.

Nima Zamani
Radiovært, jurist og debattør

I de to førstnævnte sager har Marianne Stidsen utvivlsomt ret, når hun skriver, at David er blevet til Goliat, fordi et mindretal af krænkelsesparate feminister havde held med at sætte elementære principper, såsom retten til genmæle og en kritisk indstilling over for ukonkrete og anonyme personanklager, ud af spil.

Dette medførte, at Jeppe Brixvold blev fyret som rektor på Forfatterskolen. På Københavns Universitet blev en lektor, også baseret på anonyme og ukonkrete anklager, frataget retten til at undervise i et semester.

De blev med andre ord, som man oftest har set i forbindelse med MeToos hensynsløse skyggeside, dømt på forhånd.

I sagen om Det Svenske Akademi er Marianne Stidsen til gengæld ikke i stand til at adskille følelser fra virkelighed. Det vender jeg tilbage til.

Kritikken af Forfatterskolen og Københavns Universitet er der i udgangspunktet intet galt med. Men en personligt forarget Marianne Stidsen formår - ligesom de ukritisk hysteriske MeToo-tilhængere - ikke at tegne et nuanceret og retvisende billede af bevægelsen.

Unuanceret og ensidig
Det er ikke nødvendigvis et krav i et holdningsbaseret essay. Og dog. Titlen, 'Den nordiske MeToo-revolution - og dens omkostninger' lægger entydigt op til, at bogen handler om begge sider af samme sag. Den handler, til læserens store skuffelse, udelukkende om omkostningerne.

Ét eneste positivt ord om, at MeToo har sat det massive omfang af hidtil skjulte seksuelle krænkelser på dagsordenen, skal man lede uendeligt længe efter. En samlet fremstilling af MeToo-bevægelsen i Norden er ikke en samlet fremstilling, når forfatteren, gennem 181 sider, ikke prioriterer at gøre plads til en eneste anerkendelse af, at bevægelsen - fra folkeskoleniveau og helt op til erhvervslivet - trods alt har resulteret i en nødvendig samtale om seksuelle grænser.

Jo længere frem man kommer i bogen, desto tydeligere bliver årsagen til, at Marianne Stidsen virker så unuanceret og bitter. Hun har kendt Horace Engdahl privat i et kvartårhundrede. Engdahl har i mange år været en kendt skikkelse i Det Svenske Akademi. Stidsen bruger størstedelen af sin energi på at forsvare sin kammerat. Hun har ret i, at Engdal blev udsat for en fordrejet og uretfærdig behandling i de svenske MeToo-agiterende medier. De var alt for farvede og brød således med basale, etiske journalistiske principper.

Derfor ville jeg også, uden den mindste tøven, støtte Marianne Stidsen i at skrive en bog om en bevægelse, der udsatte hendes ven for et uberettiget karaktermord. Det overskyggende problem er dog, at Stidsen tager hele den nordiske MeToo-revolution som gidsel til dette formål.

Samtidig glider hun galant, og til egen argumentations fordel, forbi det faktum, at Horace Engdahl - set bort fra mediernes hetz imod ham - bestemt også havde sin andel i skandalerne i Det Svenske Akademi. Da han, sammen med resten af Akademiet, formåede at få fjernet sekretæren, Sara Danius, udtalte han, at mænd nok bare er bedre til magtkampe. Derudover var han mere eller mindre afvisende overfor den meget nærliggende mulighed, at den nu voldtægtsdømte kulturpersonlighed, Jean-Claude Arnault, som var årsagen til hele virakken omkring Akademiet, skulle have begået voldtægt.

Falsk varedeklaration 
Således ender det hele i en omgang falsk varedeklaration, hvor forfatteren, af bare personlig indignation - i en bog, der skulle forestille at være en samlet fremstilling af MeToo - ikke evner at levne ét eneste positivt ord om bevægelsen.

Kritikken af MeToo er berettiget nok, men det må siges at være det eneste lyspunkt i Marianne Stidsens essay. Både titlen på forsiden og teksten på bagsiden lyver om bogens indhold. Læseren bliver lovet en samlet fremstilling, men får udelukkende serveret en ensidig sammenfatning af tre enkeltsager, der stemmer overens med forfatterens blåøjede kritik af MeToo.

Essayet bidrager desuden ikke med noget nyt i forhold til de MeToo-kritiske artikler og debatindlæg, der for længst er blevet skrevet. Fremstillingen minder dermed om en doven omgang copy/paste af allerede hørte pointer.

Spørgsmålet er herefter, om Stidsen skal krediteres for trods alt at have modet til at kritisere MeToo-bevægelsen. Det kan jeg personligt skrive under på fører til mange slag samt forsøg på eksklusion. Men her i kølvandet på MeToo, hvor syv ud af ti artikler i den danske presse, er negativt indstillet over for bevægelsen, er det ikke længere modigt, men derimod på mode at kritisere MeToo.

'Den nordiske MeToo-revolution - og dens omkostninger' får ét ud af seks A'er.

Den skal trods alt krediteres for dens eksistens.

Marianne Stidsen: 'Den nordiske MeToo-revolution - og dens omkostninger', 181 sider, U Press