Cambridge-forsker: EU er ikke en superstat, men vi skal ud for demokratiets skyld

BREXIT: Den britiske EU-forsker Chris Bickerton er træt af, at de konservative har overtaget Brexit-positionen med myter om superstaten i Bruxelles. Det bliver godt at komme ud, mener han, men af helt andre grunde end dem, Johnson-fløjen fremfører. 

Han er måske ikke EU-forskningens svar på en enhjørning. Men blandt forskere med speciale i EU kommer man relativt hurtigt igennem listen af regulære modstandere. 

Chris Bickerton er lektor ved Cambridge University med speciale i moderne europæisk politik og det, man kalder en EU-ekspert med flere bogudgivelser om europæisk integration og unionens institutioner bag sig. 

Et alternativt leave-rationale
Han er også leaver og har siden folkeafstemningen i 2016 været en hyppig deltager i den britiske debat, hvor han har udlagt sine bevæggrunde for at bidrage med et kryds til Storbritanniens udtrædelse af unionen. Det er af samme årsag, Altinget har taget fat i Bickerton. 

Udtrædelsen er udskudt til efter et kommende parlamentsvalg, og det er fortsat uklart, hvor lang udskydelsen er, samt hvilke vilkår den kommer til at foregå under. Men selve udtrædelsen tager han ganske roligt. Hvordan kan det være, at en mand, der har beskæftiget sig så meget med den europæiske union, har lyst til at forlade den? 

”Min udlægning handler om forholdet mellem europæisk integration og demokratisk politik. Det er dette område, jeg har studeret mest, og her er jeg kommet frem til, at EU grundlæggende bare er en gruppe af regeringer. Det er ikke en superstat, der styrer de europæiske nationer. EU er drevet af ministre og regeringsledere. Den negative konsekvens af dette er, at der er en kløft mellem regeringernes forhold til sig selv og det, de har til deres borgere,” siger Bickerton på telefonen fra Cambridge og understreger, at det er et enormt problem. 

Bickerton forsøger at etablere et EU-kritisk alternativ til den position, folk som Nigel Farage og Boris Johnson har domineret Brexit-debatten med siden den heftige leave-kampagne blev iværksat i 2016.  

“I Storbritannien taler man ofte om Lexit. En venstreorienteret udgave af Brexit. Det er en idé, jeg fra tid til anden har flirtet med: Hvis Storbritannien forlod EU, ville det være i stand til at gøre ting, det ellers var forhindret i, særligt i forhold til den økonomiske politik. Det er bare ikke kernen af mit rationale,” fortæller han og beskriver, hvordan indtrædelsen i EU har øget afstandene mellem borgere og beslutningstagere.  
 
Det overflødige EU 
Demokratiet har fået et mellemled i Bruxelles, hvor britiske politikere kan tage ned og træffe beslutninger, som er enormt vigtige for befolkningerne, men som disse ingen konkret indflydelse har på. Omvendt er EU også det sted, som de nationalt folkevalgte sender aben videre til, hvis de vil finde en belejlig forklaring på deres egne fejl.

Denne blame avoidance-strategi distancerer borgerne fra politikken. Når Bickerton peger på EU som en demokratisk problematisk institution, er det ikke, fordi EU er roden til alle problemerne. 

”Men over årene er EU blevet en mekanisme til at fastholde skellet mellem borgere og politikere. Hvis vi skal løse dette problem, er det bare urealistisk for mig at gøre andet end at forlade EU, så politikerne igen vil blive holdt ansvarlige for deres beslutninger, frem for at sende ansvaret til Bruxelles. Min modstand handler ikke om specifikke politikker, men om demokratiet,” siger han og kommer ind på, hvad han betragter som en udpræget misforståelse af EU.

Det er nemlig ikke en superstat, der har frataget regeringslederne deres politiske magt, men et sted, hvor politikere tager hen og træffer beslutninger, hvorefter de fralægger sig ansvaret for dem med henvisning til det monstrøse Bruxelles’ ustoppelige kraft.  

Som han beskriver i sin bog A Citizen’s Guide to the European Union, er Europa-Kommissionen ingen kolos, men et relativt beskedent bureaukratisk apparat med omkring 25.000 ansatte, hvilket, som han påpeger, er lidt mere end BBC’s samlede antal ansatte på cirka 19.000. Seks procent af Kommissionens udgifter går til administration, hvilket er usædvanlig lavt i sammenligning med mange nationale europæiske bureaukratier, der traditionelt ligger et sted mellem 23 og 28 procent. Så det er egentlig ikke, fordi han synes, EU er et altopslugende bureaukratisk monster. 

”Det mystiske er, at hvis du spørger nogen på gaden om EU, vil de nok forestille sig en gruppe bureaukrater i Bruxelles, der træffer beslutninger og påtvinger nationale politikere og borgere disse beslutninger. Jeg mener, det rigtige problem er, at hvis du egentlig undersøger, hvem der træffer beslutninger nede i EU, så er det ikke fremmede institutioner; det er landene selv og landenes ledere. Man bliver ikke styret af en fremmed kraft; EU er styret af nationalstaterne. Det er her, ansvarsfralæggelsesproblemet ligger. Politikerne har autoritet til at træffe beslutninger, men lader, som om de ikke har.” 

Så problemet er, at EU grundlæggende er et overflødigt organ? 

”Ja, EU er en institution, der styrer de beslutninger, som nationale regeringer har truffet. Der er en undtagelse i form af eurozonen. Hvis Storbritannien havde været medlem af eurozonen, havde skeptikerne herhjemme haft mere ret i, at EU var et sted, hvor man blev bundet på hænder og fødder,” analyserer han.

Set med danske øjne kan Bickertons holdning og holdningen til EU hos de øvrige 17,4 millioner, der stemte Brexit i 2016, fremstå en smule overdrevet. Om end den stigende opbakning til EU i Danmark i nogen grad kan tilskrives det kaos, som Brexit har ført med sig, er regulær EU-modstand et relativt marginalt synspunkt. Mens Folkebevægelsen mod EU mistede sit ene sæde i Europa-Parlamentet og Dansk Folkeparti mistede to ud af tre mandater, har støtten til EU i målingerne i mange år ligget så højt, at en udtræden aldrig har været på dagsordenen. Heller ikke selv om vi stemte nej både i 1992 og senest i 2015. Dette til trods ser Bickerton mange fællestræk mellem de to lande. 

”Storbritannien og Danmark har mange ting til fælles i forhold til den måde, de forhandlede betingelserne for indtræden i unionen i sin tid. Begge indtrædener var baseret på forbehold på nogle ens områder. Men skepticismen har ikke altid været enorm i Storbritannien. Et parti som UKIP blev dannet i starten af 1990'erne som et anti-føderalistisk parti fokuseret på EU. I lang tid var euroskepticisme ikke en særlig prominent holdning i Storbritannien. UKIP blev først populære, så snart de koblede skepticismen til blandt andet immigration og socialpolitik. EU-skepticismen har ikke altid været så stor i Storbritannien,” siger han. 

EU-tilhængernes paradoksale nationalisme 
Denne pointe bakkes op af folk som Eric Kaufmann, professor ved Birkbeck University, der sidste år udgav bogen 'Whiteshift', hvori han beskrev de demokratiske konsekvenser af lande som Storbritanniens og USA’s demografiske udvikling. Til Altinget har Kaufmann blandt andet beskrevet Brexit som en 'sublimering’: “Mange forsøgte at tale om noget andet end det, det faktisk handlede om. Vælgere bekymrer sig ikke rigtigt om EU. De bekymrer sig til gengæld om indvandring. Det, UKIP gjorde, var at binde de to ting sammen – og pludselig var folk helt oppe at køre over EU,” sagde han. 

Et parti som Dansk Folkeparti er dog et eksempel på, at denne strategi også forsøges herhjemme. Bickerton medgiver derfor, at Danmark og Storbritannien divergerer på vigtige parametre. 

”Danmark er en lille stat, og i EU har mindre stater generelt en mere positiv indstilling til EU, fordi de synes, man får mere indflydelse på vigtige beslutninger. Mindre lande som Danmark, Holland og Irland har generelt svært ved at se det appellerende i et alternativ uden for EU. I Storbritannien er ’standard-indstillingen’ nok en anden. Man har mere en fornemmelse af, at det gik fint før, så vi kan også godt klare os uden. Små stater er måske lidt mere pragmatiske,” ræsonnerer han.  

Synes du disse overvejelser er korrekte? Ville du se anderledes på EU, hvis du var dansker?  

”Nej, det ville jeg ikke. Mit argument om, hvordan demokratiet lider overlast i EU, er faktisk endnu vigtigere for små lande. Beslutninger, som i høj grad træffes i Ministerrådet, bliver ofte drevet af de større lande, og der skal de små lande bare rette ind.”  

Bokser små lande generelt ikke over deres vægtklasse i EU ved at have over-proportional repræsentation i EU’s institutioner holdt op mod befolkningstallene? 

”Jeg synes, det er paradoksalt, at den europæiske identitet ofte bliver præsenteret som en modgift til nationalismen, men retfærdiggørelsen for at være i EU bliver en light-chauvinistisk, eller i hvert fald nationalistisk, idé, nemlig, som du siger, at de små lande får chancen for at bokse i en højere vægtklasse. Bliver danskerne mere stolte af at have en prominent kommissær med en vigtig portefølje? Det ved jeg ikke, men jeg synes, de eneste relevante spørgsmål at stille er, hvad Kommissionens institutionelle rolle er, og hvorfra dens legitimitet kommer.” 

Modstand mod EU har tidligere været en klassisk venstrefløjsposition, så hvorfor er Brexit overtaget af de konservative tories?  

”For det første siger det noget om den britiske venstrefløjs desillusionering. Da Storbritannien afholdt folkeafstemning om indtrædelsen i Det Indre Marked i 1975, var Labour domineret af euroskeptikere. Labour-bevægelsen i 1970'erne var domineret af euroskeptikere. Jeg har talt med mange af mine naboer i tiden omkring folkeafstemningen i 2016. De er i 70-80-årsalderen og kan huske, da de stemte i 1975. Dengang var det at stemme nej ikke et konservativt emne, så der er uden tvivl sket noget på venstrefløjen siden dengang,” siger Bickerton.   
 
Det sociale Europa som genvej til indflydelse 
Ser man på Labour-partiets foldere og politiske kampagner op til folkeafstemningen i 1975, kan man godt følge ham. ”Let’s fight with boths hands! NO to the common market!” kan man læse på gamle løbesedler, som florerer på sociale medier for tiden. Her blev bekymringer om inflation og arbejdsløshed præsenteret som et varsel om en kommende britisk storkrise. Hvad er der sket siden dengang? 

”Jeg tror, det primært handler om venstrefløjens overbevisning om, at EU var et projekt, som handlede om at skabe et Socialt Europa,” vurderer Bickerton og henviser til den indflydelsesrige første formand for EU-Kommissionen fra 1985 til 1995, der ønskede en social søjle i EU som modspil til det indre marked. Denne vision udlagde han i øvrigt på en tale ved den årlige britiske Trade Union Congress i 1988, en tale, som er blevet kaldt afgørende i at skubbe Labour i en mere EU-positiv retning. Det er Bickerton enig i. 

”Når man dengang som venstrefløjsparti kunne se, at det var svært at vinde valg og gennemføre den politik, man gerne ville, så var EU et alternativt forum for netop dette. Der opstod en idé på venstrefløjen om, at når man ikke kunne slå Thatcher, så kunne man måske få støtte på europæisk niveau. Det er det, jeg kalder den faustianske pagt,” siger han. Faust solgte sin sjæl til djævlen i bytte for uendelig visdom og endte med bittert at måtte fortryde dette bytte. På samme måde har den britiske venstrefløj solgt den demokratiske legitimitet i håbet om at få et Socialt Europa i bytte.

”Og det fik de ikke engang, men nu sidder de så fast. I 2016 var der mange på venstrefløjen, der sagde, at det bedste ved EU er, at den fastlåser nogle politikker, så konservative regeringer ikke kan ændre dem. Det er det samme som at sige, at man har opgivet at regere.” 

At den britiske venstrefløj er kørt en smule fast på spørgsmålet om EU, kan man både læse i meningsmålingerne og ved at høre ledende Labour-politikeres udtalelser.

Partiets leder, Jeremy Corbyn, har placeret sig mellem to stole i britisk politiks definerende spørgsmål med udmeldinger om at ville ”forblive neutral og lade folket bestemme” i en fremtidig ekstra Brexit-afstemning, hvor han vil afstå fra at føre kampagne. På samme tid har ledende Labour-folk som John McDonnell, Emily Thornberry, Tom Watson og Nick Brown erklæret, at de vil agitere for et remain ved en eventuel fremtidig folkeafstemning.  

”Labour sidder fast, fordi de ikke vil opgive de vælgere, som har stemt for at udtræde af EU. Det forklarer helt klart deres tøven. Partiet er pro-Corbyn og anti-Brexit. Den position er uforsvarlig, og det flår partiet i stykker,” siger Bickerton.  
 
Labours medlemmer afspejler ikke arbejderne 
Som organisation kan Labour forekomme fuldstændig uoverskuelig. Men måske er det ikke så sært, at de har svært ved at placere sig på spørgsmålet om Brexit.  

”Man skal skelne mellem vælgerne og medlemmerne. Der er vælgerne, som er ret delte på området, hvor man både har brexiters og remainers fordelt på forskellige sociale grupper og klasser. Medlemstallet er på nuværende tidspunkt ret højt, det er oppe på 500.000, men er i høj grad udgjort af den urbane middelklasse: unge, intellektuelle og ret militante borgere. Disse folk afspejler ikke vælgerbasen ret godt." 

Men hvorfor er det så svært at etablere en solid venstrefløjsposition på spørgsmålet? 

”Det er svært, fordi mange af dem, der identificerer sig med venstrefløjen i Storbritannien, er fjendtligt stillede over for Brexit. I de sidste tre år har alting handlet om at stoppe Brexit. Meget få har startet en samtale om, hvordan man får det til at fungere," siger han.

På den måde mener Bickerton, at den egentlige fattigdom på den britiske venstrefløj handler om ideer.  

”Og det fører mig igen tilbage til den faustianske pagt. Hvis folk på denne del af den britiske venstrefløj blev spurgt, om det ville være anti-demokratisk at stoppe Brexit, ville de nok gå med på, at det var sandt. Men det er en form for antidemokratisme, som vil give de rigtige politikker, og så er det i orden,” siger han. 

Det gode eksempel til efterfølgelse 
Socialdemokrater rundtomkring i Europa har i nogle år ledt efter den gode vej tilbage til politisk relevans. Mens de portugisiske socialdemokraters valgsejr udlægges som et eksempel til efterfølgelse, er nordeuropæiske kritikere hurtige til at påpege, at recepten ikke kan kopieres grundet specifikke gunstige omstændigheder i Sydeuropa.  

I foråret 2018 fremviste en stolt Mette Frederiksen sin egen model i en kronik i Financial Times, hvor Socialdemokratiet har bevæget sig tættere på arbejderklassen med en mere indvandringskritisk linje og en orientering mod venstre på det fordelingspolitiske kontinuum i kampen mod ulighed. Denne udlægning sniger sig dog bekvemt uden om de parlamentarisk gunstige forhold, Socialdemokratiet i dag regerer under.  

Mens S har genvundet titlen som det største arbejderparti, er de veluddannede, kosmopolitisk orienterede vælgere orienterede mod partier som SF, Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre. I et britisk topartisystem er Labour nødt til at rumme både kosmopolitter og arbejdere, og det er her, det fundamentale problem ifølge Bickerton ligger. 

”Det er umuligt at forene de to. Tag den frie bevægelighed som eksempel. Det er et emne, som har meget forskellige betydninger, afhængig af hvem du er. Det er attraktivt med et åbent arbejdsmarked, hvis du har et relativt sikkert job, hvor du ikke eksponeres for konkurrencen i de nederste lønlag. Det er meget anderledes, hvis man oplever betydningen for ens egen indkomst. Det er svært for et parti at appellere til både middelklasse-vælgerne, som synes at fri bevægelighed er en fantastisk ting, og en anden del af befolkningen, som føler, de sidder fast i ufaglærte job til lave lønninger. Det er to uforenelige interesser, og man er nødt til at udføre en form for intellektuel gymnastik for at få det til at hænge sammen.” 

Og du vil sige, at man er nødt til at vælge mellem de to vælgerbaser? 

”Ja, eller i det mindste starte forfra og begynde at genoverveje, hvad Labour handler om. Var man kynisk, kunne man sige, at det for nogle af Labours fremtrædende medlemmer i dag ikke handler om at forene folk under samme flag, men at få alle til at forene sig under ens eget flag.” 
 
Opgøret med de globale markeder 
I sin bog 'A Citizen’s Guide to the European Union' skriver Bickerton, at det at slippe fri af markedsstyrets snærende tøjler er blandt de afgørende argumenter for at træde ud af EU. Kritikere vil dog påpege, at Bickerton er kommet til at vende perspektivet på hovedet. 

Herhjemme vil EU-tilhængere pege på en konkurrencekommissær som Margrethe Vestager som eksemplet på, at EU er den eneste institution, hvor man realistisk kan samle kræfterne og stille noget op mod globale markeder, tech-giganter eller olie-selskaber. Det argument imponerer dog ikke Cambridge-professoren. 

”Kernen i mit argument er, at jeg vil have markederne under politisk kontrol. Med politisk kontrol mener jeg ikke teknokratisk kontrol, men demokratisk kontrol. Jeg har ikke et principielt problem med et EU i en udgave, hvor man stemte til det europæiske parlament og alle havde en stemme på tværs af Europa. Men det er jo totalt urealistisk, fordi vi alligevel har så klare nationale identiteter. I denne udgave af EU skulle danskeren finde sig i at blive nedstemt hver gang. Dette Europa findes ikke, folk er stadig tæt knyttede til nationalstaterne og vil gerne have nationale regeringer. Mit problem med det, du siger, er, at du har opgivet ideen om på demokratisk vis at kontrollere, hvilke mål denne europæiske magt skal have.” 

Men er vi ikke for små som nationalstater? Globaliseringen ruller uafhængigt af EU. Men gør den gensidige afhængighed mellem landene i at tackle internationale udfordringer fra finansmarkeder til tech-giganter ikke, at det bliver meget sværere at håndtere dem, hvis vi træder ud? 

”Det er her, debatten ofte ender. Jeg kan ofte blive enig med mine kolleger om analysen, når vi taler om EU, men det er ved konklusionen, vi er forskellige. De synes, vi skal sigte mod et europæisk socialdemokrati frem for at rekonstruere det på nationalt plan. For at være helt ærlig er jeg meget pragmatisk. Jeg har ingen principiel modstand mod at opnå demokratisk kontrol på europæisk niveau. Det forekommer mig bare meget mere urealistisk end det, jeg foreslår."

Forrige artikel Radio24syvs politiske redaktør går til Ekstra Bladet Radio24syvs politiske redaktør går til Ekstra Bladet Næste artikel Enhedslisten vil have ny grøn fond på finansloven Enhedslisten vil have ny grøn fond på finansloven