Camilla Søe revser tørklædeforbuddet: Ellemann og Pape burde stille sig forrest i frihedskampen

Lad det være sagt meget klart: Jeg bryder mig ikke om, at pigebørn pakkes ind og dækkes til – hverken af religiøse hensyn, eller fordi deres bare maver kan virke forstyrrende på teenagedrenge i folkeskoleklassen.

Selvom de to debatter umiddelbart virker usammenlignelige, er det både tankevækkende og frustrerende, at pigers kroppe igen er genstand for debat og regulering – eller i hvert fald forsøget på det.

Debatten om tørklædet blev i sidste uge genantændt, efter at en kommission nedsat af regeringen anbefalede at forbyde tørklæder i grundskolen.

Kommissionen havde til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan vi som samfund kan støtte minoritetskvinder, så de kan nyde de samme frihedsrettigheder som de fleste etnisk danske kvinder.

Frygten for at miste vælgere til Danmarksdemokraterne er reel, idet valgforskning ganske tydeligt peger på vælgervandringer fra blandt andre Socialdemokratiet og hen over midten til Inger Støjbergs nye parti.

Et forbud vil være et indgreb i familiens ret til selvbestemmelse, og det vil sætte pigerne og især skolerne i en svær situation

Camilla Søe

Selvom store dele af partiprogrammet stadig står hen i det uvisse, er det helt sikkert, at Støjberg er stram på udlændingeområdet. Men jeg er bekymret for, at regeringen vil se forslaget som en snuptagsløsning på et problem, der kræver, at mange forskellige værktøjer tages i brug. Hvis løsningerne var nemme og debatten enkel, så havde man for længst skaffet sig af med problemet.

I samme ombæring undrer jeg mig over tavsheden fra mit eget parti, Venstre, og Konservative, der ovenikøbet har annonceret formand Søren Pape Poulsens kandidatur til statsministerposten. To regeringsbejlende partier er naturligvis nødt til at melde klart ud i et så fundamentalt, værdimæssigt spørgsmål om familiens og individets rettigheder. 

At ville støtte minoritetskvinder er en agtværdig kamp, men man løser ikke tvang med ny tvang. Når man kommer med forslag som disse, bliver man nødt til at stille sig selv to meget vigtige spørgsmål.

Det første spørgsmål er, hvor stort omfanget af problemet egentlig er. Det betyder ikke, at vi ikke skal hjælpe, hvis der kun er tale om en lille samfundsmæssig gruppe, men det kan give et fingerpeg om, hvor meget effekt, der vil komme ud af et givent forslag.

Derfor undrer det mig også, at anbefalingerne har afsæt i holdninger og ikke evidens. Det undrer mig, at man ikke baserer anbefalingerne på forskningsbaseret data, når man kommer med den type forslag – i alle fald vil det kræve et større vidensgrundlag og dataindsamling, hvis anbefalinger skal blive til lov. Andet vil simpelthen være noget sjusk.

Et forbud vil være et indgreb i familiens ret til selvbestemmelse, og det vil sætte pigerne og især skolerne i en svær situation. Pointen med skolerne vender jeg tilbage til.