Carolina M. Maier: Lykkepartiet skylder vælgerne at sætte en retning

Det vil naturligvis altid være op til den enkelte borger, som vælger at sætte sit kryds ved et udelukkende demokratibaseret og politisk projekt, at tage ansvaret for dette. Jeg mener blot, at et politisk parti skylder sine vælgere at pege på en vision for det gode liv.

Det er dog samtidig klart, at den danske blokpolitik og uviljen til at gøre op med de dominerende ideologiske projekter i dansk politik – det socialistiske, det socialdemokratiske og det kapitalistiske – øger lysten til at bryde med vanen.

I den optik synes jeg, at Gades projekt er sympatisk, fordi det indeholder en nødvendig systemkritik. Vi står midt i en hidtil uset klimakrise, og det bør stå klart for enhver, at den ikke kan løses med en kapitalistisk ideologi om mere forbrug og al lid til teknologiske landvindinger.

Men den kan lige så lidt løses af et socialdemokratisk eller socialistisk håb om, at staten som primus motor finder de nødvendige svar. Der er brug for samarbejde imellem sektorerne, der er brug for at kaste både socialklassetænkning og erhvervslivsinteresser over bord til fordel for en langt mere samskabelsesorienteret og folkeligt orienteret samfundsmodel, som ikke sætter hverken stat eller marked øverst.

Her kan vi begræde, at det for tiden går Alternativet så dårligt, al den stund et af partiets slogans til folketingsvalget i 2015 stadig peger i den helt rigtige retning: Mere samfund, mindre stat.

Problemet med Lykkepartiet er, at det synes at ville erstatte ideologier eller værdier med demokratiske principper.

Men det er en fejl at tænke i enten/eller. I stedet skal vi tænke i både/og. Vi skal styrke de demokratiske principper i det danske folkestyre, men vi bør ikke kaste ideologier eller værdier ud med badevandet i samme moment.

Sat på spidsen kan man argumentere, at Lykkepartiets demokratiske principper bør ligge som fundament for alle danske partier – og så kan der bygges ovenpå med ideologier og værdier. Huset kan restaureres nu og da, måske endda rives helt ned og bygges op igen. Men fundamentet kan man ikke rokke ved.

En anden bekymring, som jeg kan have i forhold til Gade politiske projekt, er, at det virker som et overvejende individualistisk projekt. Gade sagde selv ved afsløringen af projektet på Rådhuspladsen, at et af formålene er at ændre borgernes syn på lykke fra noget, som man individuelt kan skabe, til noget, som man oplever i fællesskab.

Samtidig står i beskrivelsen af partiets fundament, at det vil skabe et lykkeligt samfund uden at blande sig i, hvad lykken er for den enkelte. Det står også beskrevet, at partiets folketingsmedlemmer skal stemme efter personlig overbevisning, når de er uenige.

Det er afgørende, at muligheden for at stemme efter personlige overbevisning findes i et demokratisk retssystem, og det står jo i den danske Grundlov, at enhver aldrig er bundet over sin egen overbevisning.

Men det er noget andet at basere et parti på, at den enkelte stemmer efter egen overbevisning. For hvor bliver da den demokratiske samtale af? Den samtale, hvor man lytter, bliver klogere, bøjer sig mod hinanden og i fællesskab forstår og fortolker en konkret sag i lyset af et fælles værdigrundlag?

I det tilfælde, at der ikke findes en fælles værdibaseret ramme, som den politiske samtale har til opgave at forsøge at holde sig indenfor, så kan den enkelte altid – og meget nemt – gribe til princippet om, at det blot er dennes personlige overbevisning, som i sidste ende skal bestemme et ret så vigtigt tryk på en knap.

Set sammen med, at partiet også på sin hjemmeside agerer for større brug af digitale løsninger ved afstemninger, folketingsdebatter, udvalgsmøder og så videre, bliver jeg meget bekymret for, at betydningen af den fysiske demokratiske samtale decimeres til en unødvendig snakkeklub.

For mig er det i netop denne samtale, at der skabes egentlig værdi, at fællesskabet står sin prøve og viser sin styrke, og at vi alle bliver klogere sammen. At sætte disse rum over styr er i min optik uforeneligt med et ønske om et styrket folkedemokrati.

Jeg ønsker Gade al mulig held og lykke med sit nye demokratiske projekt, og jeg håber, at Lykkepartiet kommer i Folketinget om ikke andet så for at ruske op i systemet og sætte ild til de principielle demokratiske debatter.

For mit eget vedkommende får partiet en vælgererklæring, men ikke min stemme. Dertil er der for meget micromanagement og for få visioner i projektet.

Jeg er politisk hjemløs og har været det, siden jeg forlod Alternativet i sensommeren 2019. Men jeg har brug for et politisk projekt, der lyser på et samfund, som jeg ønsker at leve i.

-----

Carolina Magdalene Maier (født 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.