Carolina M. Maier: Tør Ellemann tage konsekvensen, hvis Støjberg er skyldig?

KOMMENTAR: Tør Jakob Ellemann-Jensen tage "den etisk rigtige konsekvens" og fyre Inger Støjberg som Venstres næstformand, hvis Instrukskommissionen konkluderer, at hun brød loven med åbne øjne? Det bør han, skriver Carolina Magdalene Maier. 

Allerede efter de første dages afhøringer i Instrukskommissionen, som skal forsøge at komme til bunds i sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks om adskillelse af asylpar fra begyndelsen af 2016, står Støjberg belastet tilbage.

Blandt andet har den forhenværende direktør for Udlændingestyrelsen fortalt til kommissionen, at det ikke blev gjort mundtligt klart, at der kunne være undtagelser til adskillelsen, sådan som Støjberg ellers har påstået.

Støjberg selv tager tilsyneladende begivenhederne med ophøjet ro. På sin egen Facebook-side står hun ved sin tidligere vinkling af sagen, som er, at den udelukkende drejer sig om, hvor anstødeligt det er, at ”mindreårige piger … var blevet gift med ældre mænd”.

Ja, ikke nok med det. I samme Facebook-opslag skriver hun ligefrem, at det eneste, der i dag plager hende, er, ”at ikke alle de mindreårige piger blev adskilt fra deres ældre mænd … fordi internationale konventioner forbød det”.

Støjberg fortsætter med andre ord sin værdikrig. Hun nævner ikke, at der for nogle af parrenes vedkommende var en forholdsvis lille aldersforskel. Eller at nogle havde børn sammen. Eller at Danmark rent faktisk har forpligtet sig på at følge Menneskerettighedskonventionen.

Få kan være uenige i tåbeligheden i, at Støjberg stadig forsøger at fremføre sagen som en fortælling om incest og misrøgt af mindreårige. Enhver, der på en ideologisk baggrund undsiger, at et potentielt konventionsbrud er alvorligt, må siges at udvise disrespekt for retsstatens principper. I Støjbergs eget parti er der da også påfaldende stilhed om sagen.

At Støjberg befinder sig i en yders penibel situation, er der næppe tvivl om. Men miseren er jo ikke alene Støjbergs. Den er også hendes daværende kollegaers – ikke mindst dem, med ministertaburetter under måsen.

Søren Pind har på Twitter erklæret, at Justitsministeriet, som han stod i spidsen for hin forgangne tid, da sagen begyndte at rulle, gav klart svar til Udlændinge- og Integrationsministeriet om, at alle sager skulle behandles individuelt. Hvorfor gjorde han så intet dengang? Andet end at tie, altså.  

Hvorfor holdt den daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, hånden under sin minister, endda ved at udtrykke, at han havde fuld tillid til hende?

Det korte svar er vel, at det ville have kostet regeringsmagten, herunder ministertaburetten. Man kan naturligvis spekulere i, at hele Støjberg-sagen og udfordringen med at stå inde for den kan have været en af årsagerne til Pinds selvvalgte og meget pludselige exit fra ministerjobbet i efteråret 2018.

For det er jo retteligt fra et etisk og demokratisk perspektiv enhver politisk magthavers opgave at råbe op, hvis man opdager, at ens allierede misbruger sin magt – ja endog med al sandsynlighed lyver for folkestyret. I det tilfælde bør man råbe vagt i gevær.

Når man som folketingsmedlem underskriver Grundloven, så skriver man under på, at ens mandat er personligt. Det vil sige, at et folketingsmedlem til enhver tid har ret til at erklære sin egen holdning, selv om den er i strid med hans eller hendes parti.

Vi har altså dels et problem med den etiske og demokratiske legitimitet. Først og fremmest hos Støjberg selv, som efter alt at dømme ikke alene bevidst overså en vurdering om, at systematisk adskillelse af asylparrene var ulovlig.

Hun skulle også, ifølge en mail hvis afsender ikke er navngivet, have udtalt ”den risiko løber jeg gerne”, da hun blev advaret om den ulovlige systematiske adskillelse. Men vi har også et problem med legitimiteten hos daværende ministerkollegaer, som holdt hånden under deres kollega ved ganske enkelt ikke at råbe op.

Det er jo intet nybrud, at politikere klamrer sig til taburetten eller regeringsmagten for enhver pris. Men det er ikke desto mindre, i min optik, i direkte strid med den oprindelige – og oprigtige – funktion, en minister har.

Ordet minister betyder jo ”tjener”. En minister er altså folkets tjener – det folk, der har valgt ham eller hende. Derfor bør enhver minister – særligt en statsminister – gøre sin demokratiske pligt og råbe højt, når der foregår noget, som kompromitterer retsstatens principper.

Et relevant spørgsmål bliver, hvad der sker, hvis Instrukskommissionen konkluderer, at Støjberg bevidst begik konventionsbrud. Hvad vil Jakob Ellemann-Jensen så gøre? Vil han forsvare sin næstformand? Eller vil han tage den etisk rigtige konsekvens og fratage hende næstformandsskabet og hendes ordførerskaber? Tør han? Lad os håbe det.

Man kan måske ligefrem forestille sig, at sagens udfald – såfremt den taler Støjberg imod – ville være en belejlig anledning for Ellemann-Jensen til at skille sig af med en næstformand, som nok er populær blandt Venstres medlemmer, men som ideologisk ligger langt væk fra hans eget liberale hjerte. 

Og her rammer vi så det næste problem: Nemlig den demokratiske legitimitet i befolkningen: For sandheden er jo, at uagtet det faktum, at Støjberg som minister blev mistænkt for at lyve, uagtet at hun klarede sig usigeligt dårligt i samråd efter samråd, blandt andet ved at skifte forklaring flere gange undervejs, hvilket Jakob Nielsen har beskrevet fremragende her, ja så var hun enormt populær blandt danskerne. Igen og igen krøb hun til tops i målingerne over de mest populære ministre.

Vi kan altså ikke nøjes med at rette skytset mod Støjberg, Løkke og Pind. Vi bliver også nødt til at forholde os til, at det alt andet lige gør det nemmere for Støjberg at knejse med nakken, når en stor del af de danske borgere syn(t)es, hun var virkelig dygtig til sit arbejde på trods af, at det stod tydeligt for enhver, at der var ugler i mosen.

Det samme billede tegnede sig ved Folketingsvalget i 2019. Her fik Støjberg godt 28.000 personlige stemmer – kun overgået af Mette Frederiksen, Lars Løkke og Pernille Skipper. Hun er kort sagt lynende populær i befolkningen. Samtidig med at hun med stor sandsynlighed bevidst har administreret i strid med Menneskerettighedskonventionen.

Det er et kæmpe demokratisk problem. Hvorfor stemmer vi borgere på politikere, som ikke holder sig klokkeklart inden for loven? Hvorfor er enkeltsager og den ideologiske fortælling, de glaseres med af politikerne, vigtigere for borgerne end retsstatens principper?

Burde en oplyst og myndig befolkning i et demokratisk folkestyre ikke altid sætte retsstatsprincipper før værdipolitiske holdninger? Det vil jeg påstå. Men det kræver en kontinuerlig indsats for at sikre den demokratiske dannelse i befolkningen. Det er ikke sådan, at når vi er færdige i folkeskolen, så har vi styr på både etik og princip.

Hal Koch sagde at demokratiet skal fornyes i hvert slægtsled. Det er en god ledetråd, for det viser os, at der er behov for, at vi ikke bare underviser børn i folkeskolen i retsstatens principper. Der er brug for kontinuerligt fokus på, hvorfor det er afgørende vigtigt, at vi aldrig må give slip på principperne – i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne, på universitetet og erhvervsuddannelserne, i folkeoplysningen, på folkeuniversiteterne og efteruddannelserne.

For det er et paradoks, at en minister kan administrere så tydeligt på kant eller ligefremt i strid med den nok væsentligste internationale konvention – Menneskerettighedskonvention – samtidig med at så mange danskere bakker op om hende.

Det er nemt at se til USA og ryste på hovedet. Vi bliver også nødt til at se os selv i spejlet. Vi bryder os ikke om at høre det, men måske har den danske befolkning brug for at blive rusket lidt i, når det kommer til at stå fast på de retsstatslige principper.

Spørgsmålet er, hvor opdraget skal komme fra? Fra politikerne, som jo med al tydelighed, det viser Støjberg-sagen, kan profitere af en ukritisk befolkning? Eller fra folket selv, men med hvilke redskaber, hvis ikke politikerne har sørget for at stille dem til rådighed for folket?

Jeg har ikke svaret på spørgsmålet. Men jeg ved, at den dag, vi har politikere, som bruger mere tid og energi på at sikre og udvikle befolkningens demokratiske fundament og kendskab til retsstatens principper end på at køre ideologisk værdikrig på enkeltsager, så begynder jeg at mærke lidt håb indeni.

-----

Carolina Magdalene Maier (født 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Jonas Herby: Staten er nødt til at betale borgerne for at blive coronatestet Jonas Herby: Staten er nødt til at betale borgerne for at blive coronatestet Næste artikel Mikkel Vedby: Arven fra 11. september spøger under coronakrisen Mikkel Vedby: Arven fra 11. september spøger under coronakrisen
EU-ønske om mindsteløn vokser efter corona

EU-ønske om mindsteløn vokser efter corona

ANALYSE: Den corona-relaterede stigende arbejdsløshed og økonomiske krise i Europa vil give mere – ikke mindre – social- og beskæftigelsespolitik fra EU, tegner det til.