Anmeldelse af 

Christian Friis Bach: Carsten Jensen er vred i sin nye debatbog. Meget vred.

ANMELDELSE: Carsten Jensen har skrevet en nervepirrende, vred og velskrevet debatbog, der magtfuldt demonstrerer, hvordan vores holdning til flygtninge har ændret sig, skriver Christian Friis Bach.

Carsten Jensen sætter livet på spidsen i sin nye debatbog om flygtninge, skriver Christian Friis Bach.
Carsten Jensen sætter livet på spidsen i sin nye debatbog om flygtninge, skriver Christian Friis Bach.Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Christian Friis BachAf Christian Friis Bach
Fhv. generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, udviklingsminister og undergeneralsekretær i FN

Man er kun kommet få sætninger ind i Carsten Jensens nye bog Hovedspringere, før man gribes af nervepirrende spænding og grundlæggende etiske og politiske dilemmaer.

Det er et flygtningelitteraturens hovedspring. Ud over kanten. Vi får med et citat fra bogen "sat livet på spidsen".

Fakta
Om Carsten Jensen:
(f. 1952) Forfatter og debattør. Carstens Jensens forfatterskab indeholder både kritiske essays, rejsebøger og store episke romaner. Han har senest udgivet Den første sten (2015) om krigen i Afghanistan. Uddannet mag.art. i litteraturvidenskab

Carsten Jensen sammenligner det sprog, der nu bruges om flygtninge, med det sprog, de tyske fangevogtere brugte om de jøder, der ankom for at blive gasset ihjel. 

Christian Friis Bach
Fhv. generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, udviklingsminister og undergeneralsekretær i FN

En magtdemonstration 
Bogen er en magtfuld demonstration af, hvordan vores sprog og holdning til flygtninge har ændret sig. Hvordan vores menneskesyn er under hastig forandring. Tidligere så vi flygtninge som mennesker i nød, til hvem vi skulle række hånden frem, men nu bliver de, ifølge Carsten Jensen, beskrevet og behandlet som u-mennesker. U-indbyggere. Det er de uønskede indbyggere. De bliver til u-borgere eller i Danmark til u-danskere. Og de kommer fra u-lande, der bliver til udenfor-lande, mens vi bor i i-lande, indenfor-lande.

Det er en bog sprængfyldt med sproglige nyskabelser og virksomme metaforer. Carsten Jensen er vred.

Det er en bog sprængfyldt med sproglige nyskabelser og virksomme metaforer.

Christian Friis Bach
Fhv. generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, udviklingsminister og undergeneralsekretær i FN

Han tager den helt til kanten og, synes jeg, ud over kanten. Carsten Jensen sammenligner det sprog, der nu bruges om flygtninge, med det sprog, de tyske fangevogtere brugte om de jøder, der ankom for at blive gasset ihjel. De kaldte jøderne for ”stykker”. Sådan mener han, vi omtaler flygtninge. Det er ”stykkerne” eller os. De bliver til tal og statistik.

Senere skriver han om, hvordan flygtningene bliver lukket inde i flygtningelejre ”hvor livet spildes”, de bliver til affald, og han omtaler dem, der taler for et totalt flygtningestop, som ”affaldsideologer” og dem, der udfører deres politik, embedsmændene i Udlændinge- og Integrationsministeriet, som ”renovationsarbejdere”.

Jensen har vreden og ondskaben i sig
Her bliver han så vred, at han selv bruger en retorik, der fordømmer, stempler og nedgør. Og glemmer sin egen pointe, nemlig at ”sproget er afstumpningens mest pålidelige redskab”. Han glemmer den ”normale anstændighed”, han kæmper for. Men det afmonteres til dels af Carsten Jensens selverkendelse. Han hævder sig ikke at være bedre end andre og siger oprigtigt, at før du frygter de andres ondskab, må du lære at frygte din egen. Carsten Jensen har vreden og lidt af ondskaben i sig.

Men Carsten Jensen er oprigtigt bange for ordene. Fordi sproget skaber handlinger, siger han, i et opgør med Flemming Rose, der mener, at ytringsfriheden, muligheden for at sige alt, netop vil modvirke vold. Carsten Jensen er uenig og kommer med eksempler på, at netop ord skaber virkelighed, ord skaber vold, ord er et fysisk våben. Og han beskriver flygtningekrisen som en krig mellem befolkninger, hvor vi ikke kender tabstallene, fordi kampen kæmpes på Middelhavet eller i ørkensandet.

Det er en stærkt politisk bog. Han beskriver paradigmeskiftet som ”arkitekttegnet umenneskelighed” og angriber ikke mindst Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Han vil have, at Danmark igen skal tage imod kvoteflygtninge – og flere end 500. Og han udfordrer den politiske enighed om nærområderne som eneste tænkbare løsning, fordi nærområdet ”har en uudtalt forudsætning, der aldrig siges højt, fordi dens absurditet så ville blive åbenlys: Mennesker kan ikke flytte sig.”

(Anmeldelsen fortsætter under billedet)


Carsten Jensen angriber både S og DF i sin nye debatbog (Foto: Ritzau/Scanpix)

Han holder os stædigt fast for vores ansvar for flygtningestrømmene og for krigene i Afghanistan, Irak, Syrien. Og han angriber det danske demokrati, der er blevet en ”højborg for højrepopulismen” og befængt af ”livsangstens, indadvendthedens, harmonidyrkelsens, selvgodhedens og selvtilstrækkelighedens virus”. Carsten Jensen er vred. Meget vred.

Bag vreden er der håb
Men bogen er meget mere end vrede og politik. Det er samtidig en rundvisning i litteraturen om flygtninge og de store forandringer i verden. Fra Viet Thanh Nguyen og Mohsin Hamid til Doris Lessing til Robert D. Kaplan. Det handler om tabte liv. Liv som i Zygmunt Baumans bog ”Wasted Lives” aldrig får lov til at blive levet som de skulle leves. De spildes. Fordi døren bliver lukket. Her rummer bogen dybt eksistentialistiske spørgsmål, som når Carsten Jensen citerer Jenny Erpenbeck: ”Hvor går mennesker hen, når de ikke ved, hvor de skal gå hen?”

Bogen er en rundtur i malerkunsten og især i ét maleri. Vi har, skriver han, helt som statisterne på maleriet af Pieter Bruegel, hvor Ikaros falder i havet, mistet vores evne til indlevelse. Et maleri, der bruges til at udfolde fortællingen om, hvordan vi vender blikket væk og fornægter andres lidelse. ”Og så indtræder det øjeblik, hvor Ikaros må drukne alene i en verden, der har vendt ryggen til.”

Et historisk hukommelsestab har påført os en manglende sans for tilværelsens tragiske dimensioner, mener Carsten Jensen. Og tager os tilbage til Det Gamle Testamente og budskabet om, at vi ”selv har været fremmede i Egypten.” Det kan gå os alle galt, og derfor må vi leve i en gensidig hjælpsomheds forpligtelse.

Men ud over vreden er også håb. Carsten Jensen skriver om almindelige anstændigheder og hylder ”hverdagsdemokraterne”, der rækker hånden frem til flygtninge, der kommer til Danmark. Og som han konkluderer efter en enkelt sejr i Flygtningenævnet: ”jeg tror, det stadig er menneskeligheden, der er normen, og umenneskeligheden, oftest i institutionaliseret form, der er undtagelsen.” De hvide busser kører stadig, skriver han med henvisning til de bustransporter, der mod Anden Verdenskrigs slutning reddede fanger ud af koncentrationslejrene.  

Personlige skæbner over for umenneskelig politik
Det er en bog med mennesker og skæbner, som Carsten Jensen har talt med og engageret sig i. Det er Zabi, Zekrya, Mustafa, Deewa, Saleh, Mohammed, Nafiso, og det er historien om de danskere, som hjælper dem. Det er historien om ”at vente på ubestemt tid, nagende uvished, bureaukratisk uforståelige samtaler, møder, der altid ender uden afgørelser, et eksistentielt ingenmandsland, der er lige så invaliderende for sjælen, som en krigszone kan være det for kroppen.”

Det er der, bogen bliver stærkest. De personlige skæbner, der stilles op mod en umenneskelig politik. Og man oplever Carsten Jensen som politisk aktivist i lufthavnen for at blokere for udvisningerne af flygtninge, der har fået inddraget deres opholdstilladelse. Og om den skrøbelighed og afmagt, han føler. Den genkender jeg selv. Det er en hård verden at engagere sig i. Jeg ender med beundring over Carsten Jensens store personlige engagement.

Det er en vred og velskrevet bog, med korte intensive og energiske kapitler. Et hovedspring, hvor man ender på dybt vand. Men man ender også klogere. Og engageret.

For som Carsten Jensen slutter: ”Det begynder med en fremstrakt hånd. Den fremstrakte hånd er den eneste meningsfulde gestus, der er tilbage på en skrumpende, overfyldt og truet klode. Det er kun med fremstrakte hænder, vi lærer kunsten at modstå tyngdelovens fristelse, der uundgåeligt vil styrte os ned i barbariet. Alene falder vi. Sammen springer vi.”

Læs bogen. Spring.

Carsten Jensen: Hovedspringere, 176 sider, vejl. pris 150 kr., Politikens Forlag

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carsten Jensen

Forfatter, debattør
mag.art. i litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1981)

Christian Friis Bach

MF (R), stifter, Warfair
cand.agro. (KVL 1992), ph.d. international økonomi (KVL 1996)

0:000:00