Christian Friis Bach: Ny bog om indvandring mangler krop og sjæl

ANMELDELSE: Christian Friis Bach er ikke begejstret for Ole Hammers nye bog om Danmarks indvandringshistorie. 

Altingets vurdering: 2/6

Af Christian Friis Bach
Tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, udviklingsminister og undergeneralsekretær i FN

Det var med store forventninger, at jeg gik i gang med at læse 'Bidrag til Danmarks indvandringshistorie' af Ole Hammer.

Jeg havde håbet at komme på en historisk rejse gennem den tid, hvor landets konger og regenter inviterede hollandske bønder til at opdyrke Amager, jødiske handelsfolk for at forbedre landets økonomi, kartoffeltyskere for at opdyrke den jyske hede eller roepolakkerne som hjælp til at rense roer på Lolland-Falster.

Jeg havde set frem til at læse om huguenotter og tyske herrnhutere. Svenskere og tyskere. Skærslibere, sigøjnere, soldater og gøglere. Jeg havde også håbet at læse om, hvordan Danmark forandrede sig med de ungarske flygtninge, de vietnamesiske bådflygtninge og med de mange, som kom fra Balkan. De bliver alle nævnt. Men det er desværre ikke dem, bogen handler om. Den historiske, kulturelle og personlige rejse i indvandringen udebliver.

Der er historiske betragtninger. Ole Hammer minder os om, at Danmark var et udvandringsland i sidste halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet og skriver, at det først er fra 1982, at indvandringen til Danmark er større end udvandringen. Vi hører om den sproglige forandring, der er sket fra fremmedarbejdere og gæstearbejdere til nydanskere og etniske minoriteter. Men vi hører ikke meget om den historiske, kulturelle eller økonomiske forandring, Danmark har oplevet med indvandringen.

En rejse i lovgivning
Ole Hammer har i stedet skrevet en bog, som rettelig burde hedde Indvandringspolitikkens historie eller opremsning. Det er primært en rejse i lovgivning. Vi kommer tilbage til den første forordning i 1828, der skulle regulere indvandringen, fremmedloven fra 1875, næringsloven fra 1890, og til loven om udlændinges adgang fra 1952, stoppet for indvandring fra 1970 (med en kortvarig åbning for kontraktarbejdere i 1973) og til det, der af nogen, blev kaldt verdens mest liberale udlændingelov fra 1983. Og så hører vi meget om stramningerne lige siden, herunder de over 100 stramninger under den seneste regering. Nu er der i stedet nogle, der kalder Danmark et af de mest restriktive lande i Europa, skriver Ole Hammer.

Det er jo ikke uvæsentligt. Men der er ikke så meget nyt i beskrivelsen af stramninger, lagkagefejringer, parallelsamfund, polariseringen og paradigmeskifte. Det er en samlet fremstilling, kunne man anføre, og der er meget indhold. Men desværre er det temmelig uorganiseret, med lange uddrag og afskrifter af lovtekster, redegørelser og analyser, med definitioner, projektbeskrivelser, og organisationsgennemgange og med kedelige statistiske kapitler. Der mangler krop og sjæl. Ole Hammer skulle ikke havet ”skrevet det”. Han skulle have ”vist det” gennem de mennesker, som er kommet til Danmark. Afskrift af lovgivningstekst eller beskrivelse af organisationer er ikke spændende læsning.

Indvandringspolitikkens historie skulle i det mindste have været kombineret med indvandringens historie. Der sniger sig indimellem en kort beskrivelse af en demonstration, en person eller en konference ind. Men Ole Hammer bevæger sig rodet og tilfældigt rundt i tid og sted. Man flakker mellem integrationsgrunduddannelsen, asylarbejdet, et digt om alderdommen og videre til medicinklubben og udsatte boligområder. Og der er kun få og spredte personlige historier. Jeg havde forventet mere. Ole Hammer har været med i det meste helt fra dengang, han var redaktør på Fremmedarbejderbladet i starten af 1970'erne til tiden i Mellemfolkeligt Samvirke, hvor jeg for 20 år siden lærte Ole Hammer at kende. Og at respektere ham. 

Mod stereotyper og polarisering 
Der er skam holdninger og meninger, og Ole Hammer kalder det selv et ”engageret historisk dokument”. Men der er for lidt historie og for lidt engagement, selv om hans stædige insisteren på betydningen af medborgerskab er overbevisende.

Ole Hammer går op mod stereotyper og polarisering. Vi fokuserer mere på at skabe frygt for muslimske privatskoler, selv dem hvor religionen er stort set fraværende i undervisningen, og for lidt tid på at fejre den dansk-libanesisk gourmetrestaurant, der har fået en Michelin-stjerne. Han fremhæver, at hver gang, der er terroraktioner begået af muslimske fanatikere, spørger vi, hvad ”islam” mener, mens vi ikke spørger, hvad kristendommen mener om skoleskyderierne i USA eller hinduismen om de tamilske tigres terroraktioner. Folk fra katolsk dominerede lande omtales som borgere, mens dem fra Mellemøsten er muslimer.

Efter gennemgangen af de utallige integrationsprojekter og organisationer sidder man tilbage med en fornemmelse af, at vi har mistet noget af den organisatorisk kropskontakt, der i en periode fandtes mellem politikere og embedsmænd og flygtninge- og indvandrergrupperne. Den politiske afstand er vokset. Omvendt er Ole Hammer optimistisk, når det gælder de mange med indvandrerbaggrund, der engagerer sig i politiske partier og det almindelige danske demokrati. Flere og flere danskere født i udlandet bliver medlem af Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser. Det er er en god og positiv pointe.

Ole Hammer gør sit udgangspunkt klart fra starten: Forudsætningen for at finde løsninger er at møde indvandrerne og flygtninge med respekt. Integrationen lykkes først i det øjeblik, man bliver anerkendt på sine kompetencer og på sin personlighed som ligeværdig medborger, skriver han. Og han stiller det vigtige spørgsmål: Hvor meget forskellighed og hvilke former for forskellighed vil vi acceptere i vores samfund? Han argumenterer, at vi ikke må forvente, at ethvert nationalkendetegn udviskes efter få generationer. Det gør det heller ikke hos danskerne i Solvang i USA, Solkysten i Spanien, mindretallet i Sydslesvig eller den danske forening i Stockholm. Her er vi stolte over, at de holder fast i dansk kultur.

Jeg deler mange af Ole Hammers meninger, men det var ikke dem, jeg kom efter, da jeg åbnede bogen.

Kultur kommer aldrig i dybden
Først mod bogens slutning, efter 240 sider, kommer afsnittet om indvandrernes kulturaftryk og om den påvirkning, som indvandringen har haft på litteraturen, musikken, kunsten og medierne. Men det kommer aldrig i dybden og bliver mest en opremsning af navne, bøger, film og personligheder.

Det er lige ved at blive spændende, da Ole Hammer nævner sine små guides til København, ”Gennem den flerkulturelle by”. Men det bliver ved én side, og så vender bogen tilbage til gennemgang af lovgivningen omkring medborgerskabsprøven og statsborgerskab og lidt statistik fra en hjemmeside og gennemgang af flere projekter. Jeg efterlades ikke med en dyb forståelse af, hvordan indvandringen har påvirket os og formet os som samfund. Hvordan indvandringens historie er Danmark og danskernes historie. Jeg troede, jeg skulle læse en historisk ”guide” gennem indvandringens Danmark.

Der vil blive mere ind- og udvandring, skriver Ole Hammer. Det tror jeg, er rigtigt. Men bogen kaster ikke tilstrækkeligt nyt lys over, hvad det vil betyde. Selv i den afsluttende refleksion vender Ole Hammer tilbage til lovforslag og definitioner. Indvandringspolitikkens historie havde været et mere retvisende navn for bogen. Hvis det er dét, man er interesseret i, så skal man læse den.

Ole Hammer: 'Bidrag til Danmarks indvandringshistorie'. Turbine. 302 sider, illustreret.

Forrige artikel Anmeldelse: Livredder i Middelhavets flygtningegrav  Anmeldelse: Livredder i Middelhavets flygtningegrav Næste artikel Bundkarakter: Bitter og ensidig MeToo-bog skuffer fælt Bundkarakter: Bitter og ensidig MeToo-bog skuffer fælt
Holstein: Ellemanns reelle styrke bliver testet om få dage

Holstein: Ellemanns reelle styrke bliver testet om få dage

NY FORMAND: Jakob Ellemann-Jensen kan være godt tilfreds oven på lørdagens ekstraordinære landsmøde. Den nye V-formands vigtigste opgave bliver nu at aflive fløjkrigene, vurderer Altingets politiske kommentator.