Christian Rabjerg Madsen så butikkerne dø i Ølgod. Nu vil han skabe grønne jobs i provinsen

Den grønne omstilling rummer en enorm mulighed for at skabe vækst og udvikling i provinsen. Men det kræver, at virksomhederne har adgang til kvalificeret arbejdskraft. Derfor skal det være muligt at leve gode liv i hele landet, lyder det fra indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen.  

Christian Rabjerg Madsen (S) har udnævnt sig selv til minister for sammenhængskraft. 
Christian Rabjerg Madsen (S) har udnævnt sig selv til minister for sammenhængskraft. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Mens Christian Rabjerg Madsen voksede op i den sydvestjyske stationsby Ølgod, oplevede han, hvordan et lille lokalsamfund lider under centraliseringen.

At det har betydning, når det lokale rådhus lukker som følge af en kommunesammenlægning.

At det har konsekvenser, når butikkerne gør det samme, fordi folk foretrækker at handle på nettet eller i større nabobyer. 

Eller at det udfordrer opbakningen til den lokale badmintonklub, hvor den nye indenrigs- og boligminister slog sine første fjerbolde, når gennemsnitsalderen i lokalbefolkningen stiger.

”Det her er ikke nogen forfaldsfortælling," siger Christian Rabjerg Madsen. 

Læs også

"Der er stadig et stærkt foreningsliv i Ølgod, men det er klart, at alle de der byggeklodser i et godt liv, er udfordrede. Det er afgørende for, om man har lyst til at bo et sted, at der er en bymidte, hvor man kan møde naboerne og handle ind, og at der er attraktive skoler til ens børn. De ting er under pres som en direkte konsekvens af centraliseringen."

Da Altinget møder den nyudnævnte minister, har han siddet i embedet i en lille måned. Det skal handle om, hvordan han forstår det mærkat, han klistrede i panden på sig selv, da han ved indsættelsen udnævnte sig til minister for sammenhængskraft.

Samtidig udtalte den nye bolig- og indenrigsminister, som så mange socialdemokrater før ham, at Danmark er et for lille land til ”kæmpestore forskelle”. Den erkendelse gjorde han sig tidligt, fortæller han. 

Globaliseringen er et fænomen, der giver vindere og tabere, udfordringer og potentialer. Det er et eksempel på en debat, hvor vi har været for fokuserede på de gode sider

Christian Rabjerg Madsen (S)
Indenrigs- og boligminister

”Det er klart, at når man er opvokset i en mindre sydjysk by og har set, hvordan centraliseringen har gjort, at nogle byer klart har det dårligere, end de havde det tidligere, og når man går op i, at vi har et samfund, hvor vi mødes på tværs af sociale og økonomiske klasser, så er det ekstremt spændende at være her i ministeriet,” siger boligministeren.

Fik blod på tanden 

Christian Rabjerg Madsens politiske vækkelse skete allerede i de tidlige teenageår med frivilligt arbejde i elevråd og den lokale badmintonklub.

Senere fordybede han sig i gymnasieårene i filosofi og politisk litteratur, og da han begyndte at læse statskundskab på Aarhus Universitet, lå det i kortene, at han skulle melde sig ind i studenterforeningen Frit Forum Århus, der også har fostret socialdemokratiske profiler som Dan Jørgensen og Nicolai Wammen.

Den beslutning tændte op under de politiske ambitioner.

”Jeg kom ind med firetoget fra Vestjylland til universitetet, og ugen efter fik vi et oplæg af Svend Auken. Ikke nok med at han var der og talte til os, så satte han sig også ned i stuen og fik en øl med og talte levende og engageret og var optaget af, hvordan vi så verden. Det gav kæmpe blod på tanden,” siger Christian Rabjerg Madsen.

Nu skal han erstatte Kaare Dybvad Bek, der som boligminister var vellidt blandt de vigtigste aktører og kendt for både at have et stærkt ideologisk og fagligt fundament.

Den nye boligminister beskrives omvendt som en pragmatisk, loyal og ambitiøs figur, men spørger man Christian Rabjerg Madsen er der ikke revolutioner i vente i den politiske linje.

”Jeg tror, at man skal passe på med at gøre forskellene på Kaare og mig for store. Jeg har tit diskuteret de her ting med ham, og jeg tror ikke, at vi ser så forskelligt på tingene. Vi skal skabe et land, som hænger sammen, for hvis ikke vi kender hinanden og kommer hinanden ved, så mister vi tilliden til hinanden, forståelsen for hinanden og i sidste ende opbakningen til velfærdssamfundet.”

Projektet drejer sig med andre ord stadig om at skabe gode liv på landet og en mere blandet befolkningssammensætning i de storbyer, der ifølge boligministeren er ved at ende som rigmandsenklaver, fordi en ejerlejlighed på 50 kvadratmeter "rask væk koster fire-fem millioner kroner".

Forudsætningen for, at virksomhederne har adgang til arbejdskraft, er, at det er attraktivt at bo og leve, hvor virksomhederne ligger. Det handler om flere uddannelser, bymidter og butiksliv

Christian Rabjerg Madsen (S)
Indenrigs- og boligminister

Det er et alvorligt problem, forklarer han. 

”Det betyder, at de mennesker, der bor i den slags områder, ikke kommer til at spille fodbold på tværs af økonomiske klasser. Det er skidt for vores land. Det er afgørende for, at det er rart at være i Danmark, at vi møder hinanden med tillid. Det betyder, at vi får mindre kriminalitet og mindre frygt og utryghed. Det betyder, at velfærdssamfundet fungerer, og at folk har lyst til at betale skat, selvom den er ganske høj. Det betyder, at vi har et erhvervsliv, der udtænker løsninger på tværs af hierakier,” siger han.

Noget grundlæggende på spil 

Det er altså ikke hvad som helst, der er på spil, når den selverklærede minister for sammenhængskraft skal indfri de socialdemokratiske ambitioner. 

Tværtimod må man forstå, at det er hele fundamentet under velfærdssamfundet, der står og falder med, om missionen lykkes. 

”Man skal bare huske, at når man har sagt, at sammenhængskraften har betydning for vores økonomi, konkurrenceevne og velfærdssamfund, så er det selvfølgelig positivt. Men det er så også det, der er på spil, hvis vi ødelægger det. Det er ikke potentielt et spørgsmål om, at Danmark blive en lille smule dårligere eller mere utrygt. Det er nogle helt grundlæggende ting, der er på spil.”

Hvor ser du tegn på, at den sammenhængskraft er ved at gå i stykker?

"Jeg ser tegn på, at nogle debatter er blevet polariserede, fordi man har manglende forståelse for hinandens positioner," siger Christian Rabjerg Madsen.

Hans eksempel på sådan en diskussion, hvor danskerne mangler forståelsen for hinandens positioner, er i et så omfattende emne som globaliseringen, som i ministerens optik har både har stærke vindere og store tabere.

"Hvis du er en ung, fremadstormende rådgivende ingeniør, er globaliseringen ensbetydende med, at din kundegruppe, løn og mulighed for at komme ud på verdensmarkedet vokser. Du kan tage til Rom på weekendtur for 400 kroner. Alt ved globaliseringen er positivt. Hvis du bor i et område, hvor den lokale virksomhed, der tidligere gav arbejdspladser til hele byen er flyttet til Østeuropa eller Kina, så er globaliseringen entydigt dårlig,” siger Christian Rabjerg Madsen og fortsætter:

”Men vi bliver nødt til at have forståelse for, at globaliseringen hverken er entydigt god eller dårlig. Globaliseringen er et fænomen, der giver vindere og tabere, udfordringer og potentialer. Det er et eksempel på en debat, hvor vi har været for fokuserede på de gode sider og har glemt, at der også er nogle objektivt set dårlige konsekvenser for en masse mennesker.”

Et grønt eventyr

Et af de konkrete sted, hvor Christian Rabjerg Madsen lige nu har mulighed for at gøre en direkte forskel både land og by, er i de verserende planlovsforhandlinger.

Her har regeringen blandt andet lagt op til at give kommunerne mulighed for at kræve 33 procent almene boliger, der skal sikre blandede mere storbyer. Den ambition kan dog vise sig svær at levere på, fordi idéen blandt de borgerlige forligspartier er særdeles upopulær.

Derfor bløder den nye minister nu også op på positionen. 

"Jeg tror, at det er en god idé ikke at gå til forhandlinger med ultimative krav. Hvis jeg siger, hvad jeg kan leve med og ikke leve med, så er det det samme som at være ultimativ. Vi spiller ud med, hvad vi synes, og så handler det om at finde et godt kompromis," siger Christian Rabjerg Madsen. 

Regeringen har samtidig for nylig lagt op til en firedobling af produktion af vedvarende energi på land.

Den ambition skal den nye planlov tage højde for, og det kræver ifølge regeringen en "bedre balance i miljøreguleringen”, der har fået flere miljøorganisationer til at råbe vagt i gevær.

Ifølge Christian Rabjerg Madsen kan ambitionen dog - grøn bekymring eller ej - bidrage til at levere på den landdistriktsudvikling, der ved siden af de blandede byer er det andet væsentligste ben i hans projekt. 

"Den grønne omstilling repræsenterer en kæmpe mulighed for at skabe arbejdspladser udenfor de store byer. Mange af de produktionsvirksomheder, som er førende på grøn teknologi, ligger jo udenfor de store byer,” siger han og nævner industrien omkring i Esbjerg Havn, vindmølleproduktionen i Ikast-Brande og Danfoss på Als som eksempler.

Men hvis de grønne virksomheder skal kunne levere, kræver det kvalificeret arbejdskraft, og på den måde binder ministeren sløjfe om ambitionspakken. 

”Forudsætningen for, at virksomhederne har adgang til arbejdskraft, er, at det er attraktivt at bo og leve, hvor virksomhederne ligger. Det handler om flere uddannelser, bymidter og butiksliv. Når vi snakker om et Danmark i balance, er det et spørgsmål om sammenhængskraft på tværs af land og by, men det er også et spørgsmål at sikre, at der er arbejdskraft til de meget store virksomheder, der ligger udenfor vores store byer,” siger han. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Rabjerg Madsen

MF (S), politisk ordfører, fhv. indenrigs- og boligminister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2012)

0:000:00