Cordua anmelder Knuth-bog: National­konservativ venstremand taler ud

ANMELDELSE: Ny bog om Marcus Knuth giver et interessant indblik i venstremandens syn på politik, hvad der drev ham ind på Christiansborg, og navnlig hvordan han fik stor indflydelse på Løkke-regeringernes omdiskuterede udlændingelovgivning.

Altingets vurdering: 4/6

Af Jarl Cordua
Politisk kommentator og radiovært

Politiske samtalebøger har ikke det bedste ry.

Ofte er de kedelige, fuld af politikerfloskler og alt for ukritiske mod de portrætterede. Formentlig ville jeg aldrig have givet mig i kast med Marcus Knuth − Ny mand på borgen af Zetland-journalisten Andreas Thorsen, hvis ikke lige opgaven om at anmelde bogen landede på mit bord.

Mine reservationer bliver heldigvis gjort til skamme. For Thorsens bog giver faktisk et meget interessant indblik i Marcus Knuths syn på politik, hvad der drev ham ind på Christiansborg, og navnlig hvordan han aktivt medvirkede i tilblivelsen og fik stor indflydelse på Løkke-regeringernes omdiskuterede udlændingelovgivning.

Lovgivning, der fratog asylansøgeres kontante værdier, der kriminaliserede IS-medlemmers rejser til Syrien og ikke mindst burkaforbuddet, der af hensyn til visse liberale venstrefolk i stedet betegnes som ”tildækningsforbuddet”.

Den interessante forhistorie 
Thorsen så rigtigt, da han valgte at skrive en interviewbog med den eneste interessante nyere venstremand. Knuth har desuden en tillokkende forhistorie som yngre adelsmand, der efter at have prøvet soldaterlivet, finansverdenen og diplomatiet (som han selv udgav en bog om forud for valget i 2015) pludselig vil prøve kræfter med politik.

Meget kan man i øvrigt sige om Knuth og især hans ofte debatskabende synspunkter, men han er bestemt ikke en mand, der hverken savner mod, vilje eller fremdrift. Man sidder i al fald tilbage med en beundring for mandens målrettethed med hensyn til at nå sine mål. Om det så er ildkamp med Taleban i Afghanistan, som diplomat under svære forhold ved den syrisk-tyrkiske grænse eller som politiker, der må betale prisen for sine synspunkter, når venner vender ham ryggen.

Thorsen har åbenlyst og forståeligt svært ved at undgå fascination af Knuths familiehistorie, der blandt andet tæller en berømt forfattermor fra den litterært begavede Stangerup-familie.

Dertil kommer de adelige Knuth’er fra Lolland med flere skeletter i skabet. Dem forholder Knuth sig også til, uden at han vil holdes ansvarlig for deres fejltrin. Han er nemlig ikke den første politiker i familien.

Farfaderen blev som alt for mange danske adelige i 30’erne lidt for fascineret af nazismen og blev opstillet som folketingskandidat for DNSAP. Det har arvingerne så måttet døje med siden. Så er der trods alt mere hæder at hente hos Knuths tiptipoldefar, der var udenrigsminister for en kort bemærkning og medlem af den grundlovgivende forsamling i 1848.

I bogen gøres han fejlagtigt til Knuths tipoldefar. Den hæder går imidlertid til Socialdemokratiets grundlægger Louis Pio, hvis datter Sylvia siden giftede sig med Knuths oldefar. I bogen er der et morsomt intermezzo med nutidens socialdemokrater, der hjerteligt driller tipoldebarnet med, at han som venstremand er blevet lokket på afveje.

Alt dette blot for at understrege, at Knuth sikkert kunne have fået succes med så meget andet uden at blive genstand for offentlig interesse for sin farverige familiebaggrund. Det letteste ville nok have været at have holdt sig langt væk fra Christiansborg, men det ligger ikke til Knuth.

En nationalkonservativ venstremand
At Knuth er endt som venstremand, er egentlig et af bogens underliggende mysterier, som Thorsen gør en del ud af at udforske. På side 44 får Uffe Ellemann-Jensen æren for, at Knuth meldte sig ind Venstre. På side 45 er det stadig Uffe, der altså stoppede i politik i 1998, der er Knuths politiske ledestjerne sammen med sønnen og mentoren Jakob Ellemann-Jensen og Søren Gade.

Det er tydeligvis ikke Uffe Ellemanns syn på flygtninge eller EU, som Knuth deler i dag, hvis han nogensinde har gjort det. Tværtimod er det Inger Støjbergs syn på verden, der præger ham, og sympatien er helt gengældt.

Knuth giver i bogen indtryk af, at hans tid som udlændinge- og integrationsordfører under Støjberg var lykkelige arbejdsår, hvor han sammen med sin minister havde stor politisk succes med at trække Venstre mod højre på udlændingedagsordenen i et tæt samarbejde, og Knuth vedgår gerne et værdifællesskab med Dansk Folkeparti.

Knuth erklærer sig som økonomisk liberal, hvilket placerer ham i Venstre. Stort set på alle andre områder er han nationalkonservativ, hvor lovgivning, forbud, hårde straffe og konsekvens er Knuths foretrukne politiske værktøjer. I det hele taget viser bogen om Knuth, at han ligesom sin politiske allierede Støjberg opfatter bekæmpelse af islam – eller islamisme – i alle dens former som den altoverskyggende politiske kamp, hvor alle andre hensyn må vige.

Og det er ikke så underligt, for Knuths politiske spor blev lagt, allerede da han som soldat lå i ildkamp med Taleban i Afghanistan, og hvor han undervejs flere gange oplevede selv at være i livsfare, lokale samarbejdspartner blive likvideret, kammerater miste livet og på anden vis erfarede islamismens ondskab.

Knuth mener selv, at han mere end andre har set islamismens sande ansigt, hvorfor andres synspunkter næppe gør det store indtryk, og han kører også videre i samme spor, efter at han ikke længere er udlændingeordfører. Knuth kæmper fortsat for at trække Venstre i sin retning ved i bogen at gøre sig til talsmand for, at Danmark kun bør tage kristne flygtninge og forbyde tørklæder i skolen med videre.

Et mindre kritikpunkt
Thorsen er en god interviewer, der evner at spørge ind til det væsentlige. Knuth skal have stor ros for at svare så ærligt og åbenhjertigt som muligt. At der så sikkert er nogle, der ikke helt kan få det til at stemme med at være liberal politiker, ja, det må så være sådan.

Et mindre kritikpunkt i bogen er, at Thorsen har en mærkelig vane med pludselig at skulle gøre opmærksom på sin fysiske tilstedeværelse under interviewene. For eksempel så skal vi flere gange have at vide, at der drikkes kildevand med brus. En redaktør burde have ryddet ud i den slags narrestreger.

Det skal dog ikke stå i vejen for, at det er en uomgængelig bog at læse for dem, der vil nærstudere, hvordan det mon kunne ske, at Venstre skiftede synspunkt i en række sager, der vil være med til at definere den politiske diskussion i valgperioden 2015-2019.

Marcus Knuth − Ny mand på borgen Af Andreas Thorsen, Gyldendal 240 sider

Forrige artikel David Trads: Stærk opdatering af klassisk USA-historiebog David Trads: Stærk opdatering af klassisk USA-historiebog Næste artikel Marianne Jelved: Schlüter-bog er et værdigt testamente fra Danmarks bedste statsminister Marianne Jelved: Schlüter-bog er et værdigt testamente fra Danmarks bedste statsminister
Flertal vil sætte loft over VUC-forløb

Flertal vil sætte loft over VUC-forløb

VUC: Et bredt flertal i Folketinget er enigt om, at der skal loft over, hvor længe man kan tage forløb på almen voksenuddannelse og hf-enkeltfag. Aldeles uanstændigt, mener Uddannelsesforbundet.