Da Venstre lod DF få æren for udlændingepolitikken

Af Esben Schørring og Michael Jannerup
Magasinredaktør på Altinget og redaktør på Gyldendal

Hovedpersonerne var ifølge store dele af pressen og oppositionen slet ikke til stede på pressemødet i Spejlsalen, men sad ovre i Dansk Folkepartis kontorgang i Proviantgården. Det var dem og deres fortælling om et fædreland forrådt af sine egne politiske ledere og stående på afgrunden, der var den rigtige.

Uddrag
Værdikæmperne - slaget om danskernes sjæl. VK-regeringerne fra 2001-11

Mandag den 6. maj 2002 bevægede fire mænd sig ned ad Holbergsgade i det indre København. Myldretiden var ved at ebbe ud, og klokken nærmede sig seks om aftenen på det, der havde været en lun dag. Sommeren kunne ikke være mange dage væk. De fire havde kun været undervejs i få minutter, efter at de i samlet flok forlod Proviantgården ved Christiansborg, men i en videre forstand havde to af dem været på vej siden 1983, og de var nu efter næsten tyve år kommet for at gøre en ende på deres rejse.

Det var ikke mindst Politiken, der i perioden lagde spalteplads til angrebene på Haarder, og det var også her, forfatteren Carsten Jensen nu udnævnte ham til ’udstødelses- og hadminister’.

Uddrag
Værdikæmperne - slaget om danskernes sjæl. VK-regeringerne fra 2001-11

De to var præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe – begge nyvalgte folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti og fætre. Med dem var en af partiets grundlæggere, Peter Skaarup, og sidste mand var partiets politiske og økonomiske rådgiver, Anders Dandanell Skjødt. Destinationen var Holbergsgade nummer 6, hvor det nyoprettede Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration havde til huse. Her skulle de bruge de næste mange timer på de afsluttende forhandlinger om Danmarks næste udlændingelov. Det første og et af de absolut vigtigste emner i værdikampen skulle overgå fra debat til jura.