Dagens overblik: Mette Frederiksen laver grøn U-vending, og staten har indtjent flere milliarder kroner på studielån

Ny ligestillingsminister vil sætte ind over for vold og drab på kvinder med ny handleplan. “Det grønne er ikke længere sekundært” for statsministeren, der har skiftet mening om den grønne omstilling. Og staten har indtjent godt 2,8 milliarder på studielån. Få dit politiske overblik her.

Mette Frederiksen har ikke længere et forbehold for den grønne omstilling, skriver hun i en kronik i Politiken.
Mette Frederiksen har ikke længere et forbehold for den grønne omstilling, skriver hun i en kronik i Politiken.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Marie Møller Munksgaard

God formiddag, og velkommen til ugens første politiske overblik.

Det er en ny uge, og selvom den for mange står i vinterferiens tegn, er der alligevel rigeligt med politiske nyheder at komme efter.

I dagens overblik skal vi omkring den nye ligestillingsministers melding om, at hun vil lave en handleplan mod vold og drab af kvinder, støttepartiernes kritik af, at staten har tjent godt 2,8 milliarder kroner på studielån og ikke mindst den længe ventede premiere på den nye sæson af Borgen.

Men først starter vi ved Mette Frederiksen (S), der har lavet en grøn U-vending. I en kronik i Politiken skriver hun nemlig, at hun “har skiftet mening. Det grønne er ikke længere sekundært”.

Hvor statsministeren tidligere har stået fast på, at hun er rød, før hun er grøn, er det nu nye toner, der lyder fra socialdemokratiske statsminister.

Hun understreger dog, at hun altid har været optaget af “klima, biodiversitet og naturens krise”.

“Jeg ville bare ikke ofre sammenhængskraften på vejen. Jeg var oprigtigt bange for splittelse og polarisering. For uligheden,” skriver hun i kronikken i Politiken.

Hos støttepartierne glæder man sig over, at statsministeren har smidt det grønne forbehold, men både SF og Radikale Venstre fremhæver, at regeringen først og fremmest må vise sine grønne ambitioner ved forhandlingsbordet.

Tårnhøj indtjening til staten på studielån

Vi forlader Mette Frederiksens grønne ambitioner for i stedet at bevæge os over til statens tårnhøje indtjening på SU-lån.

Fra 2017 til 2021 har staten nemlig tjent omkring 2,8 milliarder kroner på renteindtægter fra studielån, skriver Information.

Det er en markant stigning i forhold til perioden fra 2011 til 2016, hvor statens renteindtægter på SU-lån var på omkring 1,5 milliarder kroner.

Ifølge Information er årsagen til de høje renteindtægter, at staten de seneste år har kunne låne penge i Nationalbanken billigere end normalt og hermed låne dem videre til studerende til fire procent i rente under studietiden.

Det er et problem, at staten profiterer på så meget på, at studerende tager SU-lån, mener støttepartierne.

“Vi vil sænke renten, da det ikke skal være en forretning for staten at gældsætte studerende,” siger Enhedslistens uddannelsesordfører Victoria Velásquez til Information.

En ny handleplan mod vold og drab på kvinder

Så er vi nået videre til en af de mærkesager, som den nye ligestillingsminister, Trine Bramsen (S), allerede har profileret sig på. Det er ikke meget mere end en uges tid siden, at hun fik titlen på sig, men allerede nu har ligestillingsministeren meldt klart ud, at hun vil gøre op med problemstillingen om vold og drab på kvinder.

“Tre partnerdrab. Et kvindemord. Det er det, vi står med her fem uger inde i 2022. Der er ikke noget, der tyder på, at det går i den rigtige retning,” siger Trine Bramsen til Politiken.

Her understreger hun ud, at det er et område, hun vil “sætte massivt ind” over for, og at der derfor skal udarbejdes en handleplan på området, som skal forebygge kvindedrab.

På Christiansborg har Radikale Venstre, SF og Enhedslisten i længere tid efterspurgt en forebyggende handleplan mod drab af kvinder.

Tre hurtige nyheder fra weekenden:

  • Hen over weekenden er den opsigtsvækkende FE-sag blevet ved med at udvikle sig. Her rettede den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) nemlig skarp kritik af statsministerens håndtering af sagen, hvor spionchef Lars Findsen sidder varetægtsfængslet, og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er sigtet for landsforræderi.
  • Hos den russiske ambassadør i Danmark lød der også skarp kritik hen over weekenden. Her understregede Vladimir Barbin, at den dansk-amerikanske militæraftale vil lede til yderligere konfrontation, siger han til Politiken.
  • En af de mere glædelige begivenheder hen over weekenden var den længe ventede premiere af DR-serien Borgen. Her vendte Birgitte Nyborg tilbage på skærmen, nu som Danmarks udenrigsminister. I Altingets nye podcast-serie “Bidt af Borgen” kan du høre tidligere udenrigsminister Lene Espersen (V) diskutere sæsonens første afsnit.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Trine Bramsen

MF (S), fhv. forsvarsminister, transportminister og minister for ligestilling
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2007)

Vladimir V. Barbin

Ruslands ambassadør til Danmark
Moskvas Statslige Institut for Internationale Relationer (MGIMO)

0:000:00