Direktør: Politikernes beslutning kan gøre os cirka 700.000 kilo tungere næste år

700.000 kilo tungere

Mere sukker: En voksen dansker indtager i dag omkring 20 kilo sukker om året. Når sukkerafgiften sænkes, vil forbruget af sukkerholdige varer erfaringsmæssigt stige.

Lad os forsigtigt antage, at forbruget stiger med fem procent, og størstedelen af det ekstra sukkerbaserede energiindtag (for eksempel 80 procent) vil blive imødegået af en reduktion i indtag af andre energiformer.

I et sådant scenarie vil det give et øget energiindtag på cirka 4,7 milliarder kalorier, hvilket vil give anledning til en samlet vægtforøgelse på cirka 600.000 kilo.

Mindre træning: Godt 800.000 danskere er i dag medlem af et fitnesscenter. Når det bliver dyrere at træne, vil folk erfaringsmæssigt skrue ned for træningen.

Vægtstigningen svarer til 350 folkevognsrugbrød fyldt med børn på vej til Burger King – eller tre gange den samlede vægt af landets folkevalgte.

Hans Uldall-Poulsen
Adm. direktør, SundInvest

Lad os som eksempel antage, at de stigende priser på træning får fem procent af medlemmerne til helt at stoppe med at træne.

Erfaringsmæssigt tager folk, der stopper med at træne, et til tre kilo på – ofte mere, hvis de i forvejen ikke er særligt aktive. Den samfundsmæssig vægtstigning vil derfor blive cirka 100.000 kilo.

Koger man tallene sammen, når man – med alle tænkelige forbehold – frem til følgende resultat: Beslutningen om at gøre sukker billigere og træning dyrere vil gøre Danmark cirka 700.000 kilo tungere næste år.

Et sådant tal kan måske være en smule svært at forholde sig til. Men det svarer til 350 folkevognsrugbrød fyldt med børn på vej til Burger King – eller tre gange den samlede vægt af landets folkevalgte.

Overvægt handler ikke om enkeltpersoner

Næste spørgsmål er så, hvor meget dette betyder i praksis.

For at besvare dette spørgsmål kan man for eksempel starte med at konstatere, at svær overvægt hvert år er årsag til omkring 12.000 tabte leveår samt en samfundsøkonomisk byrde på cirka ti milliarder kroner i form af udgifter til behandling, pleje, omsorg – og tabt arbejdsfortjeneste.

En vægtstigning på 700.000 kilo vil naturligvis øge sygdomsbyrden en smule. Men fordi vægten fordeles på mange mennesker, og fordi de alvorligste konsekvenser af overvægt knytter sig til de mere end 200 lidelser forbundet med svær overvægt, vil den samlede effekt være begrænset – både menneskeligt og økonomisk.

Men selv om konsekvensen af netop denne beslutning er begrænset, peger den på et større problem. Hvordan vi som samfund indretter de rammer, der former menneskers sundhed.

At beskatte fysisk træning er i sig selv en tvivlsom beslutning, og at øge beskatningen med "fællesskabet" som en udløsende faktor gør bestemt ikke beslutningen mindre problematisk.

Hans Uldall-Poulsen
Adm. direktør, SundInvest

Når man arbejder med forebyggelse på tværs af lande, som jeg har gjort i Danmark, Sverige, Holland og Canada, bliver det hurtigt tydeligt, at overvægt ikke handler om enkeltpersoners valg, men om de rammer vi sætter for hinanden.

Vi kommer ingen vegne, hvis ikke værdier, normer og incitamenter trækker i samme retning – for mennesker træffer ikke deres valg i et tomrum, men i den hverdag samfundet er med til at forme.

Man kunne i denne sammenhæng foranlediges til blot at bande lidt, trykke på pyt-knappen og så komme videre i teksten. Men inden man kommer dertil, vil det måske være relevant lige at smide en ekstra kævle på forargelsen bål.

Ser man nærmere på årsagen til, at prisen på fitnessabonnementer ser ud til at stige, viser det sig, at det ikke er træning som sådan, der nu bliver momsbelagt.

For det har træning faktisk været i mange år. Årsagen til prisstigningen er, at den holdtræning, som tidligere var momsfritaget, nu også bliver momsbelagt på linje med anden træning.

Problematisk at beskatte fællesskab

I et sundhedsperspektiv er det svært at finde et dårligere sted at sætte ind. Sociale fællesskaber er selve kernen i vores sundhedsmæssige infrastruktur.

De understøtter ikke alene fysisk aktivitet men er også af afgørende betydning for vores mentale trivsel.

Ensomhed vil ofte have større betydning for folks livskvalitet end kronisk sygdom, og alvorlig ensomhed har samme sundhedsmæssige effekt som at ryge 15 cigaretter om dagen.

At beskatte fysisk træning er i sig selv en yderst tvivlsom beslutning, og at øge beskatningen med "fællesskabet" som en udløsende faktor gør bestemt ikke beslutningen mindre problematisk.

Hvorvidt mennesker mødes i en kommerciel virksomhed eller i en almennyttig forening, vil næppe have den helt stor betydning for træning eller trivsel.

Hans Uldall-Poulsen
Adm. direktør, SundInvest

Nogle vil måske hævde, at de frivillige foreninger jo ikke bliver ramt af momsændringen, og at det trods alt "kun" er de kommercielle træningscentre, der står for skud. Men i sundhedsmæssigt perspektiv klinger en sådan indvending en smule hult.

Hvorvidt mennesker mødes i en kommerciel virksomhed eller i en almennyttig forening, vil næppe have den helt stor betydning for træning eller trivsel.

Det afgørende er om, at folk får adgang til et tilbud og et fællesskab, der giver mening for dem.

Et grundlæggende problem

Vi taler i øjeblikket meget om forebyggelse og investeringer i sundhed. Men hvis de ord skal have reel betydning, må vi begynde dér, hvor vores hverdag faktisk formes: I vores madvaner, vores bevægelse og vores fællesskaber.

Beslutningen om at gøre sukker billigere og fællesskabsbaseret træning dyrere er her ikke bare et politisk fodfejl. Den er et billede på et mere grundlæggende problem: Vi taler en masse om sundhed, men omsætter kun i mindre grad ord til handling.

Sundhed er vigtigt, men fordi det er så svært at sætte tal på de sundhedsmæssige konsekvenser af de beslutninger, vi træffer, ender de sundhedsmæssige effekter alt for ofte med at blive ignoreret i praksis.

Lad os få bygget et effektivt værn mod nye tiltag, der gør samfundet tungere, fællesskaberne tyndere og borgerne fattigere.

Hans Uldall-Poulsen
Adm. direktør, SundInvest

Ikke fordi vi ikke anerkender, at de er der. Men fordi vi mangler en mere klar praksis for, hvordan vi skal håndtere dem – herunder i vores økonomiske styringsmodeller.

På klimaområdet er der i dag en klar procedure for vurdering af klimamæssige konsekvenser af nye initiativer. Det er måske tid til at gøre det samme med sundheden.

Ikke som endnu et bureaukratisk lag, men som en simpel principbeslutning: At vi ikke fører politik, der gør det sværere at leve sundt eller lettere at leve usundt.

For i sidste ende er sundhed ikke kun et spørgsmål om individuelle valg.

Det er et spørgsmål om de værdier og rammer, vi bygger vores samfund på. Lad os sørge for hurtigst muligt at få opbygget et effektivt værn mod nye tiltag, der gør samfundet tungere, fællesskaberne tyndere og borgerne fattigere.