Fagbevægelsen trådte i karakter under #metoo. Men hvor er den, når den brune hjemmehjælper udskammes af toppolitikerne?

Vi har set folketingsmedlemmer generalisere over danskere med muslimsk baggrund, som om de udgjorde en samlet risiko for sammenhængskraften.

Hver gang det sker, bliver grænsen for, hvad vi accepterer, flyttet. På Socialdemokratiets egen Facebook-side kunne man for nylig læse:

“Udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark, skal have en træls tilværelse, for målet er klart: De skal ud af Danmark! Enig?”

Hvor er Movia, når chauffører med tørklæde bliver hetzet? Hvor er ISS, når rengøringspersonale og servicearbejdere omtales som en trussel mod danskheden?  

Naima Yasin

Det er en retorik, der ikke længere adskiller sig fra Dansk Folkepartis. Et sprog, der gør mennesker til problemer, som skal fjernes, ikke individer, der skal mødes med lov, ret og værdighed.

Når jeg læser sådan et opslag, kan jeg ikke lade være med at spørge, hvor visionen og menneskeligheden er blevet af? Hvad er det store politiske projekt på udlændinge- og integrationsområdet? Hvilken retning ønsker man at sætte for Danmark?

Ikke at politik skal føres som en virksomhed, men det her virker planløst og desperat.

Hvilke succesfulde integrationsprojekter vil man udvide og gøre til forbilleder? Eller mener man virkelig, at det hjælper noget at gøre livet surt for afviste asylansøgere og mennesker, der alligevel ikke kan sendes ud af landet lovligt?

Er det den menneskelighed, Socialdemokratiet ønsker at stå for nu – og sparke på dem, der står lavest på den sociale rangliste?

Når landets største parti bevidst vælger at kommunikere på den måde, er det ikke bare retorik. Det er signalpolitik, der gør mistænkeliggørelse mainstream og menneskelighed til noget, man skal forsvare.

Netop her bliver tavsheden fra fagforeninger og virksomheder rungende høj. For når de, der burde stå vagt om fællesskab og værdighed, ikke reagerer, bliver hadet en del af hverdagen.

Når fagbevægelsen vil, kan den flytte både politik og kultur.

Naima Yasin

Særligt fagbevægelsen har før vist, at den kan træde i karakter, når uretfærdighed rammer. Den stod skulder ved skulder med kvinder, da #Metoo ramte arbejdspladserne. Den tog ansvar for ukrainske medarbejdere, da krigen brød ud, og sørgede for tryghed og overenskomstdækning.

Den pressede på for bedre forhold for sundhedspersonalet under coronakrisen og har kæmpet for ligeløn og retfærdige vilkår ved de seneste overenskomstforhandlinger.

Når fagbevægelsen vil, kan den flytte både politik og kultur.

Mit største ønske er, at fagbevægelsen og virksomhederne sammen kunne planlægge en dag, hvor brune og sorte danskere symbolsk lagde arbejdet fra sig.

Ikke som protest mod samfundet, men som en stille markering af, hvor uundværlige de er for det.

En dag, hvor vi alle kan se, hvor meget omsorg, transport, rengøring, pleje, madlavning, undervisning og håndværk der bæres af mennesker, som i den offentlige debat alt for ofte omtales som problemer.

En dag uden frygt for at miste job eller statsborgerskab, men med en klar påmindelse om, at uden dem går Danmark i stå.

Og hvor er virksomhederne? Dem, der stiller sig på scenen til Diversity Awards og måler mangfoldighed i excelark, men forbliver tavse, når deres ansatte bliver udskammet i den offentlige debat.

Hvor er Movia, når chauffører med tørklæde bliver hetzet? Hvor er ISS, når rengøringspersonale og servicearbejdere omtales som en trussel mod danskheden?

Værdier, der ikke koster noget i praksis, er ikke værdier. De er pynt.

Hvis Danmark skal være et land, hvor alle mødes som ligeværdige, kræver det, at også vores største fællesskaber, fagbevægelsen og erhvervslivet, tør bruge deres stemme, når det er svært. Solidaritet er ikke kun noget, vi viser, når det er nemt.

Imens politikerne skaber fjendebilleder, vokser de virkelige problemer i det her land.

Fattigdom, ulighed og mistrivsel er reelle kriser. Over 5.000 familier søgte julehjælp det første døgn, Blå Kors åbnede for ansøgninger.

Det er virkeligheden. Det er det, vi burde løse, ikke opdigte nye fjendebilleder.

Danmark er bedre end det her, når vi vælger at være det. Vi står et afgørende sted i vores samtid, hvor vi enten følger den autoritære tendens og gør syndebukpolitikken til vores nationale stil, eller også insisterer vi på at se hinanden som hele mennesker.

Det er på tide, at vi spørger os selv, hvem vi ønsker at være. Jeg tror, at de fleste af os kan blive enige om, at ingen fortjener at blive reduceret til politiske karikaturer.

Hvis vi ikke stopper den udvikling, risikerer vi at gøre Danmark fattigere. Ikke kun på penge, men på menneskelighed.

Naima Yasin

Hverken Lotte og Carsten uden for de større byer, transpersonen Flor, personen der har brug for hjælp i sin hverdag eller Hassan fra blokken.

Jeg ved, hvilket Danmark vi skylder hinanden. Et land, hvor ingen, heller ikke brune og sorte danskere, tvinges til at bevise deres menneskelighed. Et land, hvor ingen reduceres til et dem. Et land, hvor individet er ukrænkeligt i praksis og ikke kun i teori.

Vi kan allerede mærke det nu. Kommunalvalget lugter mere af et folketingsvalg end af lokalpolitik, og stemningen bliver mere aggressiv, mere polariseret og mere desperat.

Når borgmestre taler om at rive boligområder ned i stedet for at investere i mennesker, mærker vi forråelsen. Retorikken bliver grovere, og budskaberne mere grumsede, jo tættere vi kommer på valgdagen.

Hvis vi ikke stopper den udvikling, risikerer vi at gøre Danmark fattigere. Ikke kun på penge, men på menneskelighed, samfundssind og demokratisk kultur.

Hvis vi fortsat accepterer, at nogle danskere gøres til problemer og ikke individer, mister vi både demokratiet, anstændigheden og os selv.

Alt det kan vi heldigvis være med til at modvirke.

Lad os stå fast på det frisind, vi i Danmark ellers ynder at bryste os af. For Danmark bygges ikke af frygt og fjendebilleder, men af mod, moral og mennesker.

Jeg har længe undgået at bruge mig selv i integrationsdebatten, men jeg kan ikke holde det tilbage længere. For jeg ønsker som alle andre blot at være et helt menneske med fejl, nuancer, drømme og frihed til at høre til. Men den frihed gælder ikke for alle i Danmark i dag.