Danmark er symbolet på, hvorfor COP'erne år efter år fejler

Ser man igen blot på Uganda understøtter danske finansielle institutioner lige nu de selskaber, der arbejder hårdt på at låse Uganda i en fossil afhængighed ved at lave hundredvis af olieboringer samt opføre verdens længste opvarmede olierørsledning (EACOP).

For Danmark ville det være den nemmeste beslutning at vende de pengestrømme ved at forbyde flere lån til og investeringer i nye fossile projekter.

At den danske regeringen siger, at den kæmper for fossil udfasning, men stadig tillader vores finansielle institutioner at fremme og tjene penge på olien, gennemsyrer blot klimaforhandlingerne med endnu mere hykleri. 

Danmarks modvillighed til at sætte tal og handling bag sine ord ændrer magtdynamikken på COP.

COP'erne vil blive ved med at fejle, hvis greenwashing, ubetalt klimagæld og oliestater med magten til at diktere forhandlingerne forbliver normalen.

Caroline Bessermann

Danmark og de rige landes manglende betalingsvillighed gav i år muligheden for, at olielandene kunne udnytte forhandlingernes stilstand til at hive verden baglæns ved at forplumre sidste års COP's formulering om, at verdens lande skal transitionere væk fra olie, gas og kul.

På den måde er Danmark med til at give magten til de olielande, som Lars Aagaard selv er ude og kritisere.  

Og selvom olielandenes handlinger er forkastelige, bliver al snakken om deres svigt gjort til endnu en afledende ansvarsfralæggelse fra dansk side, der skal fjerne fokus fra, at heller ikke vi fører Paris-kompatibel politik.

Den danske regering peger igen fingre af andre, mens den selv stadig udvikler nye olie- og gasprojekter i Nordsøen.

Og sammen med det tyndslidte uddaterede 70 procent mål og grøn trepart med dens pinligt lave CO2-afgift skal hele Danmarks greenwashing-manøvre forsøge at dække over, at Danmark har tænkt sig at fortsætte sin massive dyreproduktion, vride alle dråber af olie og gas op ad Nordsøen og lade klimapolitikken forblive i det dødvande, det har været gældende siden SVM-regeringens tiltræden.

Og når den internationale udvikling lader sig inspirere af Danmark med aftaler om uholdbare klimakreditter, et katastrofalt lavt ambitionsniveau og en tekst, der emmer af indflydelse fra de de mest udledende sektorers lobbyorganisationer, taber ikke bare danskere men hele verdens befolkning på manøvren.  

COP'erne vil blive ved med at fejle, hvis greenwashing, ubetalt klimagæld og oliestater med magten til at diktere forhandlingerne forbliver normalen. Men alligevel har jeg tro på COP30, for der findes en nøgle til fremskridt. Men det er bare hverken Uganda eller Kina, der har den – det er Danmark.