Mellemfolkeligt Samvirke: Det lyder flot, men det nye klimafinansieringsmål skuffer

Tilbage står en aftale, der skal levere 300 milliarder dollars til grøn omstilling, klimatilpasning og håndtering af klimakatastrofer i det globale syd frem mod 2035.

Det beløb er tre gange så højt som den hidtidige klimafinansiering på 100 milliarder dollars. Så hvorfor er det ikke bare en bragende succes?

En svag aftale

Først og fremmest er der beløbets størrelse.

300 milliarder lyder flot, men det er langt fra det behov på 1000 milliarder dollars, som en ekspertgruppe nedsat af de seneste klimatopmøder, har vurderet er nødvendigt for at håndtere klimakrisen i de mest udsatte lande.

Derudover tager aftalen ikke højde for inflation.

Det hele har været op til fortolkning i den gamle aftale, og i den nye tekst er der endnu mere elastik i metermål.

Oliver de Mylius og Katrine Ehnhuus
Hhv. kampagneleder og seniorrådgiver, Mellemfolkeligt Samvirke

Inflationen betyder, at de 300 milliarder i 2035 reelt ikke er et meget større beløb, end de 100 milliarder vi forpligtede os på at levere tilbage i 2009.

Endelig er der spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra. De seneste år har verdens rigeste lande slået knuder på sig selv for at undslå sig forpligtelsen på 100 milliarder dollars.

Klimabistanden er taget fra udviklingsbistanden, størstedelen er givet som lån i stedet for gavebistand, og ingen har villet sætte tal på hvert enkelt lands forpligtelse.

Det hele har været op til fortolkning i den gamle aftale, og i den nye tekst er der endnu mere elastik i metermål.

Skal verdens rige lande levere 300 milliarder kroner til det globale syd? På en måde – men læser man formuleringen i FN-aftalen, skal de ”gå forrest” i at ”mobilisere 300 milliarder” fra en ”bred vifte af finansieringskilder”.

Pengene kan altså komme alle mulige steder fra, og det er en smule uklart, hvem der har ansvaret, hvis de ikke kommer som lovet.

Sagt på en anden måde: Vi står tilbage med en finansieringsaftale, som lyder af mere end den er, hvor det bliver sværere at holde nogen til ansvar, og hvor alt muligt kan tælle med, når regnskabet skal gøres op.

Flere kan være glade

Så hvorfor er der store smil og kram i Baku, da aftalen blev indgået, hvis der faktisk ikke er meget at glæde sig over Måske fordi det overhovedet lykkedes at lande en aftale efter et klimatopmøde, som flere gange var tæt på kollaps.

Derudover kan Danmark og verdens andre rige lande glæde sig. I hvert fald, hvis succeskriteriet er at beholde flest mulige af sine egne penge i lommen og fralægge sig så stor en del af ansvaret som muligt.  

Ud fra samme logik kan lande som Kina og Saudi-Arabien glæde sig over, at Vesten ikke fik held til at inkludere dem i kredsen af donorlande. I stedet kan de nøjes med at give frivillige bidrag.

Hvem er så de store tabere?

Som så mange gange før er det de fattigste og mest udsatte lande i det globale syd, der betaler den højeste pris. Det er dem, der bliver hårdest ramt af klimakrisen, og dem der lider mest under et klimafinansieringsmål, der ikke dækker behovet.

Men som altid, når det gælder klimaet, er det os alle sammen der taber, når klimaet ikke vinder.

Klimakampen er mere end COP

Klimatopmøderne er en hjørnesten i det internationale klimadiplomati og har leveret afgørende gennembrug i den globale klimapolitik med Paris-aftalen og 1,5 gradsmålet som de mest åbenlyse eksempler.

Klimakrisen venter ikke på COP30, og vi har meget arbejde foran os.

Oliver de Mylius og Katrine Ehnhuus
Hhv. kampagneleder og seniorrådgiver, Mellemfolkeligt Samvirke

Men klimatopmøderne har også budt på mange skuffelser.

Alligevel er det vigtigt at huske på, at klimakampen hverken ender eller slutter med klimatopmøderne.

Det er vigtigt, at alle verdens lande kan mødes om at håndtere klimaforandringerne. Men i et FN-system, hvor beslutninger skal træffes ved konsensus, og der er store økonomiske og politiske interesser på spil, går tingene ikke så hurtigt, som man kunne ønske.

Til gengæld understreger det behovet for at fortsætte klimakampen alle årets øvrige uger og dage. For klimakrisen venter ikke på COP30, og vi har meget arbejde foran os.