Danmark lukker generalkonsulat i Rusland

DIPLOMATI: Udenrigsministeriet lukker generalkonsulatet i Skt. Petersborg og flytter dets opgaver til ambassaden i Moskva. 

Det danske generalkonsulat i Skt. Petersborg lukker ved udgangen af 2017.

Det meddeler Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse. 

Formålet med lukningen er at samle Danmarks diplomati i Rusland omkring ambassaden i Moskva, fortæller Udenrigsministeriet:

"Vi vurderer, at vi samlet set kan tilbyde virksomhederne det, de efterspørger, med en styrket indsats fra ambassaden i Moskva. Det hænger også sammen med, at vi generelt vægter myndighedssamarbejde højt og i stigende grad yder politisk-kommerciel rådgivning, der handler om indsigt i lovgivning, regulering og politiske processer. Den type opgaver er ambassaden i Moskva rigtig godt rustet til at varetage."

Konsulen fortsætter
Den danske generalkonsul i Skt. Petersborg, Jens Thomsen, skal i det næste år sikre en så glidende overgangsperiode som muligt:

"Generalkonsul Jens Thomsen forbliver i Rusland indtil medio 2018. Han vil dels sørge for lukningen af konsulatet i Skt. Petersborg, dels sørge for den rette overdragelse af opgaver til ambassaden i Moskva, så danske interesser varetages bedst muligt også i overgangsfasen," oplyser Udenrigsministeriet. 

Generalkonsulatet i Skt. Petersborg blev etableret i 1993 og har siden primært varetaget dansk erhvervslivs interesser i Rusland. Den opgave tilfalder fra 1. januar ambassaden i Moskva.

Efter lukningen i Skt. Petersborg vil Danmark have 12 generalkonsulater i forskellige betydningsfulde byer verden over. De har alle erhvervsinteresser og kulturelle opgaver som vigtigste funktion, men de bistår også nødstedte danskere i områderne.

Udenrigsministeriet oplyser samtidig, at det danske handelskontor i Atlanta i USA lukker ved udgangen af 2017. 

Forrige artikel Penkowa fratages doktorgrad efter resultatfusk Penkowa fratages doktorgrad efter resultatfusk Næste artikel Fire ud af ti lokalpolitikere oplever chikane eller trusler Fire ud af ti lokalpolitikere oplever chikane eller trusler
”Vi siger ikke, det er sandt”

”Vi siger ikke, det er sandt”

MEDIER: Det russiske statsmedie Sputnik ser ikke noget problem i, at de ligesom Jyllands-Posten bragte en falsk historie om knivbevæbnede migranter.