Danmark på upopulær piratjagt

Et krigsskib fra det danske søværn bliver i november endnu en gang sendt syd på for at jage pirater og beskytte danske og internationale handelsskibe i farvandene ud for Afrika. Denne gang i Guineabugten ud for Vestafrika.

Umiddelbart kunne opgaven lyde meget som den opgave det danske søværn løste i mere end seks år, da man i flere omgange fra august 2008 til omkring årsskiftet 2014/2015 jagede pirater i Det Indiske Ocean og Adenbugten ud for Somalia på Afrikas østkyst.

En fregat, en helikopter og en besætning i sommeruniformer suppleret af et maritimt indsatshold fra Frømandskorpset på mission i typisk 5-6 måneder. Lige som sidste gang.

På papiret er det også rigtigt nok. Den 17. august 2008 var støtteskibet Absalon det første skib til at sætte kursen syd på på et knapt seks måneder langt togt. Til november sendes Absalons søsterskib Esbern Snare sandsynligvis af sted på et fem måneder langt togt.

Vil ikke have fremmede krigsskibe
Der er imidlertid en række store forskelle på dengang og nu. Det er nemlig en anden region med en helt anden indstilling til europæisk piratjagt, som Esbern Snare og besætning kommer ned til.

Mens Somalia bad det internationale samfund om hjælp til at bekæmpe pirateri, så vil landene i Vestafrika helst ikke have fremmede krigsskibe til at patruljere. Slet ikke i deres territorialfarvande.

Jessica Larsen
Postdoc, Dansk Institut for Internationale Studier

Eksempelvis er den juridiske og praktiske kontekst anderledes end det var tilfældet i forbindelse med piratjagten i Det Indiske Ocean og Adenbugten. Der er nemlig tale om 18-20 suveræne kyststater langs Guineabugten.

”Mens Somalia bad det internationale samfund om hjælp til at bekæmpe pirateri, så vil landene i Vestafrika helst ikke have fremmede krigsskibe til at patruljere. Slet ikke i deres territorialfarvande,” understreger Jessica Larsen, postdoc ved Dansk Institut for Internationale Studier og ekspert i netop maritim sikkerhed og pirateri ved Afrikas Horn, i det Indiske Ocean og i Guineabugten.

FN's havretskonvention definerer et lands territorialfarvand som havområdet ud til 12 sømil (22 kilometer) ud fra landets kystlinje.

Har hængt i bremsen
Særligt ét land er udgangspunkt for piraternes aktiviteter.

”Pirateriet udgår i overvejende grad fra Nigeria. Og hvis gidsler bliver taget i land, så dukker de oftest op i Nigeria,” forklarer Jessica Larsen.

Indtil for to år siden havde Nigeria ikke rigtig villet være med til at finde en løsning på pirateriet. Uden dem, så har det været svært at finde en ordentlig løsning. Men tingene er så småt ved at ændre sig.

”Nigeria har hængt i bremsen. Men nu virker det som om at der er sket et skifte i Nigeria. Deres søværn laver øvelser og de har fået en koordinerende enhed, der koordinerer de forskellige maritime indsatser. Så nu begynder de at røre på sig,” siger Jessica Larsen.

 

Indkassere løsepenge
For 10 år siden handlede det for piraterne i Guineabugten mest om at stjæle olie ved at overtage et tankskib og sejle det ind i eksempelvis det 100 kilometer brede sumpområde Nigerdeltaet i Nigeria. Her kunne man ved hjælp af et sindrigt system med olietønder få olien over på et andet skib og derefter sælge det på det sorte marked.

Faldende oliepriser har imidlertid betydet, at piraterne delvist har skiftet strategi. I dag handler det mere om at kidnappe skibe og besætninger for så at indkassere løsepenge fra rederierne. Det er i stil med den type pirateri, som ”kollegerne” ud for Somalias kyst bedriver.

Rederierne er imidlertid udfordret af, at de ikke kan have bevæbnede vagter ombord på skibene, sådan som det ofte er tilfældet med skibene i Det Indiske Ocean og Adenbugten.

De mange angreb i Guineabugten er det, der har holdt os vågne om natten de sidste mange måneder, og vi har derfor haft som vores højeste prioritet at få gjort noget for søfolkenes og handelsskibenes sikkerhed.

Anne H. Steffensen
Adm. direktør, Danske Rederier

Skibene skal nemlig ofte ind til havnene i landene langs Guineabugten. Og her vil man ikke have udenlandske skibe med bevæbnede vagter ombord på besøg i territorialfarvande og havne.

”I Det Indiske Ocean skal skibene meget sjældent ind til havne i Somalia. Så her man lettere undgå fare. De skibe, der sejler i Vestafrika, skal typisk hente olie eller af med varer. De skal ind og kan ikke bare sejle forbi,” forklarer Jessica Larsen.

Vågne om natten
I gennemsnit sejler 30-40 danskopererede skibe i Guineabugten på daglig basis, og tre danske handelsskibe er siden november sidste år blevet angrebet af pirater i området.

I alle tre tilfælde slap besætningerne fysisk uskadte fra hændelserne med hjælp fra henholdsvis nigerianske og et italiensk krigsskib.

Hos Danske Rederier har man arbejdet målrettet for at få øget sikkerheden for handelsflåden og derfor er man her taknemmelig for beslutningen om at sende en fregat afsted.

”De mange angreb i Guineabugten er det, der har holdt os vågne om natten de sidste mange måneder, og vi har derfor haft som vores højeste prioritet at få gjort noget for søfolkenes og handelsskibenes sikkerhed. Ingen søfarende skal frygte at møde på arbejde. Alle skal kunne være sikre på at komme helskindet hjem,” siger Anne H. Steffensen, administrerende direktør i Danske Rederier.

Frankrig, Portugal, USA og Spanien er nogle af de lande, som jævnligt har krigsskibe til stede i området.

I januar udnævnte Danmark den nye særlige repræsentant for maritim sikkerhed, Jens-Otto Horslund, og øgede støtten til bekæmpelse af maritim kriminalitet med 10 millioner kroner.