Danmark udviser 15 russiske diplomater for spionage på dansk grund
Danmark vil "sende et klart signal til Rusland om, at spionage på dansk grund er uacceptabelt", siger udenrigsministeren, efter at 15 russiske diplomater er blevet udvist.


Maja Hagedorn
Redaktionschef15 russiske diplomater skal pakke deres tasker og forlade Danmark. De er nemlig blevet udvist for at have udført spionage på dansk grund.
Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) oven på et ekstraordinært møde i Det Udenrigspolitiske Nævn tirsdag formiddag.
"Vi vil gerne sende et klart signal til Rusland om, at spionage på dansk grund er uacceptabelt," siger han ifølge DR.
Der er tale om 15 efterretningsofficerer. De har 14 dage til at forlade landet. Men ministeren vil ikke fortælle, hvad for en spionage, russerne står bag. Men der er tale om "et angreb på dansk sikkerhedsarkitektur", fortæller han de fremmødte medier.
"Det er et historisk skridt, vi tager her fra dansk side. Men det gør vi også på linje med en lang række europæiske lande, for vi ønsker at beskytte vores tryghed og sikkerhed.
Ambassade: Rusland vil svare igen
Fra russisk side vil der komme et modsvar. Sådan lyder det fra Ruslands ambassade i et skriftligt svar til Politiken.
"Dette skridt fra dansk side er uden grundlag og sigter mod yderligere ødelæggelse af forholdet mellem vores lande. Det kommer ikke til at forblive ubesvaret."
Ambassaden skriver ifølge avisen desuden, at der på et møde i Udenrigsministeriet med den russiske ambassadør, Vladimir V. Barbin, ikke blev fremlagt beviser for Danmarks beskyldninger om spionage.
Gør som flere europæiske lande
Danmarks beslutning om at udvise diplomaterne kommer, efter at både Frankrig og Tyskland mandag traf samme beslutning og erklærede henholdsvis 35 og 40 russiske diplomater for persona non grata. Det skete med henvisning til Ruslands invasion af Ukraine.
Siden har Italien ifølge Reuters fulgt trop tirsdag og bedt 30 diplomater om at forlade landet. Tidligere har også Holland, Belgien, Irland, Tjekkiet og Polen ifølge TV 2 alle udvist russiske diplomater på grund af mistanke om spionage.
Fra Venstre er der opbakning til beslutningen om at udvise de 15 russiske efterretningsofficerer. Men partiet efterlyser et svar på "de grusomme krigsforbrydelser mod de civile i blandt andet Butja", lyder det fra udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen.
"Her bør EU straks stoppe for skibsanløb og lastbiltrafik fra Rusland," skriver han på Twitter.
Selvfølgelig skal Danmark udvise de 15 russiske spioner pga. vores sikkerhed. Men vi mangler regeringens og EU's svar på de grusomme krigsforbrydelser mod de civile i bl.a. Bucha. Her bør EU straks stoppe for skibsanløb og lastbiltrafik fra Rusland #dkpol #eupol
— Michael Aastrup Jensen (@michaelaastrup) April 5, 2022
Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
