Dansk EU-topchef: Briterne modsiger sig selv i Brexit-forhandlingerne

INTERVIEW: EU tilbyder Storbritannien "den mest ambitiøse frihandelsaftale i verden" efter Brexit, siger generalsekretæren for EU's Ministerråd, Jeppe Tranholm-Mikkelsen. Men mere kan London ikke få, for Danmark og de andre medlemslande vil aldrig lade briterne være delvist med i det indre marked, siger han.

Generalsekretæren i EU's Ministerråd, Jeppe Tranholm-Mikkelsen (t.h.), er den øverste embedsmand for EU-præsident Donald Tusk, der leder de europæiske topmøder.
Generalsekretæren i EU's Ministerråd, Jeppe Tranholm-Mikkelsen (t.h.), er den øverste embedsmand for EU-præsident Donald Tusk, der leder de europæiske topmøder.Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: Man kan ikke både beholde sin kage og spise den. Sådan lyder det udtryk på engelsk, som EU-præsident Donald Tusk flere gange har brugt for at forklare Storbritanniens regering, at man ikke på én og samme tid kan melde sig ud af det indre marked og samtidig fortsætte med at nyde godt af alle dets fordele. Med andre ord: Hvis du har spist kagen, så er den altså væk. Enten er et land medlem af EU og en del af det indre marked og toldunionen, eller også er det ikke.

Men er det virkelig nødt til at være sådan, når Storbritannien nu er så vigtig en partner for EU og stadig vil være det efter landets exit fra Unionen i marts næste år? Hvorfor kan briterne ikke bare få fri adgang til det indre marked på de særlige betingelser (for eksempel uden fri bevægelighed og med minimal indblanding fra EU-Domstolen), sådan som de ønsker?

Det spørgsmål hører man ofte under de intense og svære forhandlinger om Storbritanniens udmeldelse, både fra den britiske regering og fra danske politikere, ikke mindst i Dansk Folkeparti. Men EU's topfolk holder uden at blinke fast i, at det er umuligt at begynde at pille det indre marked fra hinanden for briternes skyld.

"Når de nu ikke vil være en del af det indre marked, så er det svært for os at forstå, hvordan de så skulle være i stand til at høste de fordele, som vi har med det indre marked", siger den højst placerede danske embedsmand i EU-systemet, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, i et interview med Altingets Europa-podcast, Parlamentet.

Rent mekanisk er der altså nogle problemer i den tankegang, som synes at komme til udtryk i det, den britiske regering siger. Vi har simpelthen svært ved at forstå, hvordan det skulle virke. Og vi mener, at vi her er enige med britiske regeringer fra 1985 indtil Brexit-afstemningen.

Jeppe Tranholm-Mikkelsen
Generalsekretær for EU's Ministerråd

Som generalsekretær for EU's Ministerråd er Tranholm den øverste funktionær for Unionens faste rådsformand, EU-præsident Donald Tusk, der forbereder og styrer topmøderne for de europæiske stats- og regeringsledere. Det betyder blandt andet, at Jeppe Tranholm i øjeblikket spiller en helt central rolle i forhandlingerne om Brexit.

EU's chefforhandler, franskmanden Michel Barnier, er langt mere synlig for offentligheden, men danskerens arbejde bag kulissen er næsten lige så afgørende.

Mens Barnier og Kommissionen forhandler på EU's vegne, så er det Tusk og hans højre hånd Tranholm, der hele tiden sonderer holdningerne hos de 27 medlemslande og fremlægger retningslinjer for, hvad Michel Barnier kan tilbyde briterne. Og hvad han ikke kan. Barnier spiller ude på banen, men det er Donald Tusk og Jeppe Tranholm-Mikkelsen, der på vegne af kontinentets medlemslande laver reglerne.

Derfor har Tranholm et unikt indblik i, hvorfor EU's forhandlingsstrategi ser ud, som den gør.

Det er den danske generalsekretær og hans medarbejdere, der har skrevet det udkast til retningslinjer for EU's fremtidige forhold til Storbritannien, som Lars Løkke Rasmussen, Angela Merkel, Emmanuel Macron og de andre stats- og regeringsledere forventes at vedtage under et topmøde i Bruxelles 22.-23. marts.

Det kun 6 sider lange topmøde-dokument er skarpt og præcist formuleret. Det beskriver meget klart, at EU trods ønsket om at lave en god aftale med Storbritannien frem for alt må beskytte det indre marked for de 27 andre lande. Tusk og Tranholm foreslår EU-landenes politiske ledere at tilbyde premierminister Theresa May en ambitiøs frihandelsaftale, men absolut ikke andet og mere.

"Sådan en aftale kan ikke tilbyde de samme fordele som medlemskab, og den kan ikke betyde deltagelse i det indre marked eller dele af det", står der sort på hvidt i udkastet.

Artiklen fortsætter under podcasten

I interviewet med Altinget understreger Jeppe Tranholm-Mikkelsen, at den hårde linje ikke er opfundet i Bruxelles. Dokumentet sætter ganske enkelt ord på det, som regeringerne i Danmark, Tyskland, Frankrig, Holland og alle de andre tilbageværende medlemslande kræver.

"Hvis der er nogen, der er strammere her, så er det sådan set ikke institutionerne. Det er medlemslandene", siger han.

Tranholm-Mikkelsen minder også om, at Storbritannien faktisk selv gennem årtier har gået i front for at skabe og forsvare et indre marked, hvor alle medlemslande skulle følge nøjagtig de samme regler hele tiden. Et princip, som skiftende danske regeringer i øvrigt altid har forsvaret med næb og kløer sammen med briterne.

"Rent mekanisk, så er der altså nogle problemer i den tankegang, som synes at komme til udtryk i det, den britiske regering siger. Vi har simpelthen svært ved at forstå, hvordan det skulle virke. Og vi mener, at vi her er enige med britiske regeringer fra 1985 indtil Brexit-afstemningen", siger han:

"Det lyder lidt, som om de mener, at vi måske slet ikke behøver alle de regler alligevel. Måske behøver vi ikke de fælles institutioner. Måske kan vi have en eller anden blødere form og opnå det samme. Dét anser vi ærlig talt ikke for særlig realistisk. Vi er selvfølgelig parate til at se på, hvad de måtte lægge frem, men foreløbig er der ikke rigtig kommet noget. Det er måske også, fordi det er meget svært at sætte det på formel".

 

I DYBDEN: Du kan læse hele interviewet fra Altingets podcast, hvor generalsekretær Jeppe Tranholm-Mikkelsen detaljeret forklarer EU's standpunkt over for Storbritannien, i lettere redigeret form her:

 

Jeppe Tranholm, din politiske chef, EU-præsident Donald Tusk, har flere gange sagt til briterne: "You cannot have your cake and eat it". Det kunne man vel oversætte til det danske udtryk: Man kan ikke både blæse og have mel i munden! I EU's udkast til, hvordan det fremtidige forhold til Storbritannien skal se ud, fornemmer man, at I synes, der er nogle selvmodsigelser i det, briterne beder om. Hvad er det for selvmodsigelser?
"Pointen er jo, at briterne har været meget klare med hensyn til, hvad de ikke vil. De har været meget klare med hensyn til, at de ikke ønsker at være en del af toldunionen i fremtiden, fordi de selv vil have mulighed for at forhandle handelsaftaler med resten af verden. De har også været meget klare om, at de ikke ønsker at være en del af det indre marked, fordi de ønsker at fastsætte deres egne regler. De ønsker, at deres domstole skal være de i sidste instans bestemmende. De har også et problem med den frie bevægelighed, men det andet er i virkeligheden mere grundlæggende: at de vil sætte deres egne regler."

"Det er jo en beslutning fra Storbritanniens side, som vi er nødt til at respektere. Men når de nu ikke vil være en del af det indre marked, så er det svært for os at forstå, hvordan de så skulle være i stand til at høste de fordele, som vi har med det indre marked."

I skriver i EU's udkast, at I vil tilbyde briterne en omfattende frihandelsaftale – men ikke andet end det. Altså ikke nogen diskussion om, hvorvidt man sådan kan være delvist med i det indre marked. Man kan nogle gange få indtryk af, at det er det, briterne forestiller sig: at man godt kan være sådan lidt med i det indre marked?
"Det er præcis det indtryk, som man får, når man lytter til briterne. Det er ikke, fordi vi er særlig firkantede, at vi siger, at det tror vi ikke rigtig på. Det er sådan set bygget på erfaringen. Hvis man tænker lidt over, hvordan vi er kommet dertil, hvor vi er i dag: Vi startede jo med en toldunion, der går helt tilbage til 1958 – altså beslutningen om, at der ikke skulle være told mellem landene. Og som konsekvens af det er man jo nødt til at have én fælles handelspolitik i forhold til resten af verden."

"Men man fandt ud af, at det ikke rigtig virkede, at det ikke var nok. Det var selvfølgelig en fordel, at der ikke længere var told imellem landene. Men man fandt ud af, at hvis man for eksempel var en dansk plæneklipperfabrikant, og man skulle have solgt sin plæneklipper, så når man skulle sælge den i udlandet, så skulle man altid igennem nogle ekstra kontroller og godkendelser i disse lande, fordi reglerne var forskellige. Der var ét sæt regler i Danmark, der var et sæt regler i Frankrig. Hvis man ville sælge sin plæneklipper i Frankrig, så skulle man derfor have den godkendt i Frankrig."

"Det er selvfølgelig i sig selv et problem, at der er forskellige regler. Det er ikke særlig økonomisk effektivt. Men derudover kunne det være, at der i Frankrig så måske var nogle regler om, at disse plæneklippere skulle have et ganske bestemt antal lameller på skæret – og det svarede så tilfældigvis til den lokale producents måde at lave en plæneklipper på. Så der blev også tale om såkaldte tekniske handelshindringer: altså regler, der i virkeligheden tjener det formål at holde andre ude af markedet."

"Det var baggrunden for, at den britiske kommissær Lord Cockfield i 1985 kom frem med hvidbogen om det indre marked. Og det grundlæggende princip i det indre marked, er, at den eneste måde at komme sådan et problem til livs, det er at have ét sæt regler i stedet for som i dag 28 sæt regler – eller dengang var det ét sæt regler i stedet for 10 sæt regler. Fordi det er simpelthen den eneste måde at sikre, at du ikke skal producere forskellige plæneklippere. Og det er den eneste måde at sikre, at du ikke skal gå igennem en hel masse ekstra kontroller."

Så det er i virkeligheden et princip, som briterne selv har insisteret på?
"Briterne har været den drivende kraft i udviklingen af det indre marked. Det var som sagt Lord Cockfield, der i sin tid foreslog det. Det var et omfattende projekt: Det omfattede allerede på det tidspunkt 300 sæt retsakter, især direktiver. Det var Margaret Thatcher, der i høj grad også var drivende kraft. Også da vi nåede til at indføre kvalificeret flertal for at få vedtaget de her fælles regler med det, der hed Fællesakten, i sin tid."

"Alt det, der har været et britisk projekt. Briterne er blevet ved med at insistere på det. De har drevet det, og de har altid sagt, at det er den eneste måde, det kan fungere på: at vi har fælles regler – og ikke bare fælles regler, men selvfølgelig også fælles institutioner til at opretholde de regler. Det er ikke nok at have fælles regler, hvis der ikke er nogen til at holde øje med, om man overholder reglerne. Hvis ikke der er noget sted, man kan gå hen og klage."

"Derfor har vi selvfølgelig i første række Kommissionen, og vi har Domstolen, men vi har også over årene opbygget et antal hjælpe-institutioner – agenturer – til at bistå med det. For eksempel med hensyn til godkendelser: Hvis man tager sådan noget som lægemidler, der har vi jo i fortiden haft hver vores lægemiddelmyndighed, der godkendte, i dag har vi én lægemiddelmyndighed. Det er den, der nu skal flyttes fra London."

"Så alt det der: Fælles regler, fælles institutioner, fælles agenturer – det er sådan et samlet system, der gør, at tingene fungerer.”

Og det kan man ikke begynde at pille fra hinanden?
"Det har vi i hvert fald meget svært ved at forstå. Og det har jo altså været det britiske synspunkt indtil Brexit-afstemningen, at det var helt afgørende for, at det fungerer."

Briterne ønsker egentlig at bryde med et princip, de selv har insisteret på i mange år?
"Absolut. De har været drivende kraft i dette med, at vi er nødt til at have ét sæt regler, og at vi er nødt til at have fælles institutioner til at opretholde de regler. Der synes vi, at det, de nu foreslår, som heller ikke er særlig klart, det lyder lidt, som om de mener, at vi måske slet ikke behøver alle de regler alligevel. Måske behøver vi ikke de fælles institutioner. Måske kan vi have en eller anden blødere form og opnå det samme."

"Dét anser vi ærlig talt ikke for særlig realistisk. Vi er selvfølgelig parate til at se på, hvad de måtte lægge frem, men foreløbig er der ikke rigtig kommet noget. Det er måske også fordi, at det er meget svært at sætte det på formel."

Ikke desto mindre er det jo noget i den stil, den britiske regering beder om. Det lyder, som om de gerne vil have en form for ’indre marked light’, hvor de selv kan vælge, hvilke dele af det indre marked de bedst kan lide. Også i Danmark er der politikere, der siger, at det ville være i alles interesse at give Storbritannien indre marked, men uden fri bevægelighed. Hvorfor udelukker I den mulighed?
"Det er jo ikke kun er et spørgsmål om den frie bevægelighed. Det er mere et spørgsmål om, at det her altid har været en pakke. Fordi hvis for eksempel Danmark sagde: Vi vil gerne være med i det indre marked for svinekød, men vi vil ikke være med i det indre marked for olivenolie – så det kan godt være, vi synes, at det er en god idé, men det er ikke sikkert, at de sydeuropæiske lande synes, at det er en god idé. Modsat kan det så være, at de sydeuropæiske lande gerne vil være med i det indre marked for olivenolie, men ikke for svinekød. Derfor er vi nødt til at have den samlede pakke."

"Man kan ikke på den måde gå ind og tage enkeltdele ud, som passer én. Så bryder det hele sammen. For det ene lands rettigheder er det andet lands forpligtelser, og på den måde hænger det hele sammen."

"Men det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke kun er det. Det er ikke kun et spørgsmål om dette princip med, at vi ikke vil have, at man sådan piller enkeltdele ud af det indre marked. Det er vigtigt nok i sig selv – og det har jeg set til min store fornøjelse, at en række danske organisationer også har forstået – men der er også det mere grundlæggende: at briterne ikke accepterer princippet om ét sæt fælles regler. Så det er i virkeligheden mere grundlæggende, at de bryder med hele idéen om det indre marked. Og derfor er det ikke muligt."

"Det er derfor, vi siger: Jamen okay, nu har vi kørt frem og tilbage, og vi har hørt forskellige udmeldinger, men der er én ting, briterne bliver ved med at sige. Det er, at de forlader det indre marked, de forlader toldunionen, de vil lave deres egne regler, de vil have deres egne domstole. Nu er vi så kommet til et punkt, hvor vi er nødt til ligesom for at komme videre – også fordi tiden går, og vi ikke har så meget tid – så er vi nødt til at begynde at forhandle noget, der er realistisk i lyset af det. Og det er en frihandelsaftale, fordi en frihandelsaftale hviler på, at der er to suveræne parter, der indgår en aftale og vedtager nogle fælles rammer, men opretholder deres ret til hver især at regulere."

Og det er jo det, briterne siger, at de vil..?
"Præcis. Derfor er det rent konceptuelt for os at se en frihandelsaftale, det, de beskriver. Det er jo så heller ikke ligegyldigt. Det, der nu ligger i det udkast, som er på vej til Det Europæiske Råd (EU-topmødet 22.-23. marts, red.), det er, at vi synes, der skal være nultold. Og at der ikke skal være nogen mængdemæssige begrænsninger."

Det er jo en meget ambitiøs frihandelsaftale?
"Det er den mest ambitiøse frihandelsaftale i verden. Vi er aldrig startet på den måde før. I andre tilfælde har vi altid bevaret nogle særlig følsomme områder, hvor vi ikke har nultold. Eller vi har sagt, at vi faser det ind over meget lang tid. Eller vi har en bestemt mængde, der må sælges til en bestemt told, og ellers er det den høje told. Så det her, det er en meget ambitiøs frihandelsaftale."

"Men det er bare noget andet end toldunion og indre marked. Og her er debatten desværre ofte en lille smule uklar. Især i Storbritannien, hvor vi igen og igen har hørt, at det handler om at få adgang til det indre marked uden told. Ja, det er ikke noget problem: Det er det, vi foreslår. Men det er bare ikke nok for moderne virksomheder. Og så kommer jeg tilbage til den erkendelse, som man gjorde i Europa allerede i 1980'erne, og som stadigvæk gælder."

"I dag er det så for eksempel sådan noget som bilindustrien, der jo har drevet det her endnu længere. Fordi i dag er det jo ikke længere sådan, at du laver en plæneklipper i ét land – eller i hvert fald laver du ikke en bil i ét land. Den slags produkter er altid stykket sammen af produkter mange forskellige steder fra. Derfor er det ikke bare vigtigt, at der er fælles regler. Det er også vigtigt, at der ikke er forhindringer, og at der ikke er forsinkelser i form af godkendelser. At varerne virkelig kan køre frem og tilbage over grænserne, i nogle tilfælde mange gange."

"Derfor vil det have økonomiske konsekvenser, at briterne vælger at stå uden for toldunionen, vælger at stå uden for det indre marked. For så er der brug for kontroller på grænserne, ellers så kan det ikke fungere. Hvis vi for eksempel aftaler med briterne, at der ikke skal være told i fremtiden, når der så kommer en vare fra England, så er vi nødt til at tjekke, at det er en britisk vare. At det ikke er en plæneklipper fra et eller andet sted i Indien, der lige har fået et lag britisk maling og dermed undslipper en told, der måske ellers ville have været der."

"Derfor vil den model, briterne har valgt, føre til forhindringer for de der meget integrerede produktionsprocesser, som vi har i den verden, vi lever i nu om dage."

Lad os lige tage fat i et andet af de kritikpunkter, vi meget ofte hører. Folk siger: Er det her ikke bare en strafekspedition, opfundet af sådan nogle EU-bureaukrater som dig, fordi I er fornærmede over, at Storbritannien melder sig ud?
"Det har været interessant at se, at hver gang præsident Tusk har fremlagt et udkast til retningslinjer – altså mandat for forhandlingerne for Kommissionen – hver eneste gang, vi har fremlagt sådan en tekst, så har medlemslandene strammet den op. Hver evig eneste gang er det blevet en lidt strammere tekst. Vi har været glade for at se, at det, der er blevet lagt på bordet, i store træk er gået igennem. At strukturen, filosofien og elementerne er blevet opretholdt. Men den har altid lige fået lidt mere fra medlemslandenes side."

"Så hvis der er nogen, der er strammere her, så er det sådan set ikke institutionerne. Det er medlemslandene. Det er jo fordi, at de 27 medlemslande ligesom Storbritannien har en legitim ret til at varetage egne interesser. Det handler ikke om straf. Det handler om, at når man er i det internationale rum, så varetager lande deres interesser. Det gør vi selvfølgelig også her. Så jeg kan helt afvise, at det er en strafekspedition. Jeg kan helt afvise, at det er sådan nogle som mig, der driver en sådan operation. Det afspejler medlemslandenes synspunkter, og det afspejler medlemslandenes interesser."

"Og igen kan jeg jo se også i den danske debat, at danske organisationer forstår det meget vel. De forstår, hvorfor det er vigtigt at opretholde det indre marked, og at det i virkeligheden er det allervigtigste. Både for at sikre, at vores indre marked ikke falder fra hinanden – så vi kun har et indre marked for olivenolie og ikke for svinekød – men også fordi, at der i lyset af, hvad der er blevet sagt i den britiske debat, kan være en vis frygt for, at hvis man ikke har styr på det i form af en eller anden grad af fælles regler og lige konkurrence, så kan det være, at briterne begynder at sende varer, der på forskellig måde afspejler dumping. Social dumping, miljømæssig dumping, regeldumping."

"De er derfor opmærksomme på, at ja vi skal have frihandel med briterne, men vi skal heller ikke være naive. Vi skal sikre, at det her foregår på en måde, hvor danske virksomheder ikke i fremtiden bliver snydt."

Så det er de 27 andre landes regeringer, der insisterer på den her linje, inklusive den danske regering?
"Absolut!"

Det er ikke noget, institutionerne har fundet på?
"Det er ikke noget, vi har fundet på. Og dertil kommer, at rent mekanisk, så er der altså nogle problemer i den tankegang, som synes at komme til udtryk i det, den britiske regering siger. Vi har simpelthen svært ved at forstå, hvordan det skulle virke. Og vi mener, at vi her er enige med britiske regeringer fra 1985 indtil Brexit-afstemningen."
I jeres udkast til det fremtidige forhold er der et afsnit, hvor I gør det klart, at hvis Storbritannien skulle ændre på positionen, så ville EU også være villig til eventuelt at se på et andet udspil. Hvad betyder det? Hvad skal der ske for, at EU revurderer positionen?

"Hvis Storbritannien pludselig måtte beslutte sig for, at de alligevel gerne vil være med i toldunionen, hvis de alligevel kan acceptere fælles regler og så videre, så er det ikke os, der dikterer et fremtidigt forhold på et lavere niveau end det, der ville være foreneligt med fortsat gnidningsfri handel. Det er briterne, der insisterer på det. Hvis de skifter holdning, så er vi selvfølgelig parate til at se på det."

"Nu er vi bare nødt til at komme videre. Det sagde den britiske premierminister selv: 'Let's get on with it!' Det er sådan set det, vi også siger: Okay, vi er nødt til som udgangspunkt at tage det, der er sagt, og det, der ligger på bordet nu. Ellers så bliver vi aldrig færdige. Og den værste situation vil være den, hvor vi ikke bliver færdige, så risikerer vi at lande i en situation, hvor der slet ikke er nogen regler. Og så rammer vi denne såkaldte klippeskrænt, som briterne altid taler om."

(…)

Nu skal det her udkast til det fremtidige forhold med Storbritannien så forelægges stats- og regeringslederne på et topmøde 23. marts. Målsætningen, som chefforhandler Michel Barnier har udtalt flere gange, det er at blive færdige med forhandlingerne allerede i oktober. Er det stadig målsætningen, og kan I nå det?
"Det er vigtigt at være præcis her: Det, vi skal nå i oktober, det er en traktat, som rummer noget om skilsmissen og noget om overgangsperioden. Det er en hård ret. Det er en traktat. Der ligger et udkast på 120 sider, som stadigvæk forhandles. Det er teknisk, og det tager tid. Og der er en rigtig stor, politisk knast i det, som handler om Irland. Det er det, vi absolut skal have på plads. Ellers så rammer vi den der klippeskrænt, når briterne kommer ud."

"Men det har også hele tiden været meningen, at der skal være en politisk erklæring ved siden af, som vi henviser til i den her traktat. En politisk erklæring, der forsøger at skitsere i så stor detaljerigdom, som vi nu kan, hvor det er, vi er på vej hen."

Altså hvad der skal ske efter Brexit?
"Det er det. Og det er også nødvendigt for, at vi kan finde ud af, hvordan vi præcist skruer skilsmissen sammen, og hvordan vi skruer overgangsperioden sammen. Der skal vi ligesom vide, hvor vi er på vej hen. Derfor har vi brug for det element også."

"Alt det skal være på plads til efteråret. Hvis ikke det er det, så kan vi ikke nå at få det godkendt, før briterne forlader os. Landene skal sige ja til det, og de har deres procedurer i medlemslandene. (…) I nogle tilfælde har de måske brug for en beslutning fra deres samlede parlament for at kunne sige ja. Og vi har jo også her brug for, at vores Europa-Parlament siger ja. Derfor er der brug for en vis tid fra, at vi har en aftale og indtil, at briterne forlader os. Ellers er der igen en risiko for, at vi ikke når det. Alle indser, at det ville være den værste af alle verdener."

Hvis vi nu ikke er på plads med den aftale inden slutningen af marts næste år, hvor briterne er ude, hvad sker der så?
"Traktaten rummer den mulighed, at Det Europæiske Råd (EU's stats- og regeringsledere, red.) med enstemmighed, og selvfølgelig hvis briterne vil det, kan forlænge forhandlingen. Den mulighed foreligger teoretisk. Men jeg tror ikke, der er særlig stor appetit på den mulighed noget sted. Den her Brexit-proces er altopslugende for EU – og i allerhøjeste grad også for Storbritannien, der jo har svært ved at få plads til noget som helst andet i deres nationale politik, og som på vej mod et næste valg har brug for at levere Brexit."

"Der er også det forhold, at vi skal have et Europa-Parlamentsvalg, og det ville måske være lidt sært at have briter, der skal stille op til det et par måneder senere, når de er på vej ud. Så der er mange gode grunde til at sige: Lad os holde os til den tidsplan, der er. Jeg tror, at appetitten på at forlænge en forhandling vil være meget, meget begrænset. Så vi skal virkelig være færdige."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Donald Tusk

Premiereminister, Polen
historiker (Gdansk Uni. 1980)

Jeppe Tranholm-Mikkelsen

Departementschef, Udenrigsministeriet, fhv. generalsekretær, EU's ministerråd
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1992), msc i internationale relationer (London 1990)

Michel Barnier

fhv. Brexit-forhandler for EU

0:000:00