Andreas Kamm: Uskøn konkurrence om at undgå flygtninge

DEBAT: Den manglende vilje til at samarbejde om flygtninge- og migrationskrisen har ført til en uskøn konkurrence om at undgå flygtninge. Resultatet er et EU i krise, skriver Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Af Andreas Kamm
Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp

Fællesskaber mellem lande etableres for at håndtere udfordringer og skabe løsninger, som det enkelte land ikke selv kan klare.

Sådan er det også med EU-fællesskabet. En af de største udfordringer i disse år er flygtninge- og migrationskrisen. En krise, der er dyb og forbundet med en række globale udfordringer, såsom konflikter, klimaudviklingen, befolkningstilvæksten, fattigdom m.v.

Efter alt at dømme vil flygtninge- og migrationsstrømmen vokse i fremtiden. Scenariet kalder på en styrket fælles indsats.

Når EU kommer til kort
Konfronteret med dette scenarie er det ikke opmuntrende at se, hvorledes EU-samarbejdet kommer til kort, når de globale bølgeslag rammer EU’s ydre grænser. EU er velsagtens verdens største humanitære donor, og vi kan glæde os over, at EU yder verdens fattige og forfulgte stor hjælp ude i verden. Det er der brug for.

Vi kan desværre ikke på samme måde glæde os over, hvordan EU-fællesskabet klarer den del af flygtninge- og migrationskrisen, som skal håndteres inden for EU’s ydre grænser. Medlemslandene er i det store hele gået hvert til sit i en tro på, at det nok er bedst at håndtere den globale krises udfordringer ud fra hver enkelt lands hovedstad.

En uskøn konkurrence
Resultatet af den manglende vilje til samarbejde har ført til en uskøn konkurrence om at undgå flygtninge. Formlen er simpel. Hvert enkelt land gør sig så lidt attraktiv som mulig ved forskellige forringelser af flygtninges vilkår. Dertil vokser indre grænser op inden for fællesskabets ydre grænser – det stik modsatte af, hvad fællesskabet er bygget på.

Resultatet er et EU i krise og en vanskelig situation for de lande, som ligger ved de ydre grænser – der, hvor flygtningene fortsat ankommer og ankom, før Balkan-ruten blev lukket i forbindelse med Tyrkiet-aftalen sidste år.

Grækenland er fastlåst i en situation med mere end 60.000 flygtninge, og Italien modtager stadig et betydeligt antal hver uge. Situationen er helt uholdbar og demonstrerer en ubehagelig mangel på solidaritet i det fællesskab, som sammen godt kunne klare udfordringerne, hvis de ville.

Libyen kan ikke tage ansvar
I stedet tales der om at etablere en aftale med Libyen om at bremse flugten over Middelhavet.

Ja, man taler om at lave en aftale, som ligner den, der i 2016 blev indgået med Tyrkiet. Men Tyrkiet og Libyen er helt usammenlignelige. Man har reelt kunnet lave en aftale med Tyrkiet. Man kan have kritiske bemærkninger til den, men man skal ikke glemme, at Tyrkiet faktisk tager ansvar for tre millioner flygtninge, får børnene i skole og giver adgang til arbejdsmarkedet.

Tyrkiet er et land, der fungerer. Det kan man ikke sige om Libyen. Der er to konkurrerende regeringer og et utal af militser, som kappes om magten. Forholdene for de flygtninge, som opholder sig i Libyen, er forfærdelige, og det er vanskeligt at forstå, at nogen kan mene, at netop Libyen kan tage ansvar for beskyttelsen af flygtninge og håndteringen af irregulære migranter på vej mod Europa.

Flygtninge- og migrationskrisen kan kun løses på den lange bane, og indtil der er gjort fremskridt på de grundlæggende årsager til fordrivelserne, må EU besinde sig: Vi må styrke fællesskab og solidaritet, og vi må agere i bedre overensstemmelse med vores grundlæggende værdier og den internationale retsorden. Vi skal huske på, at EU er vores bedste svar på at løse de globale udfordringer og forsvare disse værdier.

Forrige artikel Alternativet: Papes bandepakke er dyr symbolpolitik Alternativet: Papes bandepakke er dyr symbolpolitik Næste artikel Enhedslisten: Sæt skovene fri Enhedslisten: Sæt skovene fri