Dansk nødhjælpsorganisation åbner kontor i Kyiv: Forventer lang konflikt

Folkekirkens Nødhjælp har besluttet at etablere en fast tilstedeværelse i den ukrainske hovedstad, Kyiv. Krigen slutter ikke lige foreløbig, lyder forklaringen fra nødhjælpsorganisationen, som vil sikre, at det ukrainske folk kan vende tilbage til deres hjem uden at frygte miner.

Ukrainske soldater undgår at udløse en luremine - en såkaldt 'booby trap'. Det er et eksempel på en mine, som Folkekirkens Nødhjælp vil hjælpe med at rydde.
Ukrainske soldater undgår at udløse en luremine - en såkaldt 'booby trap'. Det er et eksempel på en mine, som Folkekirkens Nødhjælp vil hjælpe med at rydde.Foto: Maksim Levin/Reuters/Ritzau Scanpix
Peter Ingemann Nielsen

Hvis man for et år siden havde fortalt international direktør i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær, at nødhjælpsorganisationen skulle bruge kræfter på at engagere sig humanitært i et europæisk land, ville han have rystet på hovedet.

Men efter Ruslands invasion af Ukraine 24. februar har Folkekirkens Nødhjælp været nødsaget til at vende blikket mod det store østeuropæiske land, hvor eksplosioner, ødelæggelser og drab for mange ukrainere er blevet en del af hverdagen. 

Det er "beskæmmende", at der nu er krig i Europa, fortæller international direktør Jonas Nøddekær, og godt et halvt år inde i krigen har organisationen derfor besluttet at etablere en mere fast tilstedeværelse i landet.

Målet er at starte et minerydningsprogram i og omkring hovedstaden Kyiv.

"I de sidste par måneder har vi indsamlet informationer om ueksploderet ammunition, der ligger uden for Kyiv. Processen nu er at få det rigtige udstyr ind i landet," beretter Jonas Nøddekær.

I forvejen er Folkekirkens Nødhjælp til stede på et kontor i den vestukrainske by Lviv. Her arbejdes der med humanitær hjælp til flygtninge. Det nye kontor i Kyiv skal udelukkende beskæftige sig med minerydning, som nødhjælpsorganisationens ansatte har erfaring med fra blandt andet Libyen.

Et minerydningshold består typisk af cirka 12 personer, fortæller Jonas Nøddekær, som regner med, at der skal etableres tre-fire hold i Kyiv. Mange af minerydderne skal gerne være lokale ukrainere, lyder det.

"Vi forsøger altid at rekruttere de lokale i de lande, vi er i. Men det kan være svært, fordi folk med den type erfaring i Ukraine vil være engageret i hæren. Det må vi finde ud af i dialog med det ukrainske civilforsvar," siger den internationale direktør.

"Flerårig indsats" forventes

Folkekirkens Nødhjælps internationale direktør vil ikke sætte tid på, hvor længe organisationen skal befinde sig i Ukraine, da det kommer an på så meget. Det er dog en "flerårig indsats", siger han.

"Når man først sætter et ordentligt minerydningsprogram i gang og får finansieringen på plads, er det en flerårig indsats. Lige nu har vi finansiering frem til slutningen af 2023, og perioden frem til det bruger vi på at få et ordentligt program igangsat," lyder det.

Herefter er planen at understøtte de ukrainske myndigheder, så det i højere grad er dem, der kan levere arbejdet med at rydde miner.

Vi ville ikke gøre det, hvis vi troede, at krigen vil slutte inden for et halvt år.

Jonas Nøddekær
International direktør, Folkekirkens Nødhjælp

Den vigtigste faktor i Folkekirkens Nødhjælps ophold i Ukraine er dog penge.

"Skal det være ordentligt, kræver det ekstra finansiering. Det er dyrt. Så det er en forudsætning for en længerevarende tilstedeværelse," siger Jonas Nøddekær, som imidlertid fortæller, at gavmilde donationer fra den danske befolkning har givet et godt afsæt til at komme i gang med aktiviteter i landet.

Ukraine er det 20. land, som Folkekirkens Nødhjælp åbner kontorer i, og det er bestemt ikke en lille ting at etablere et kontor-setup i et andet land, lyder det.

"Vi ville ikke gøre det, hvis vi troede, at krigen vil slutte inden for et halvt år. Der er selvfølgelig grænser for, hvor mange lande vi kan have større programmer i, men vores vurdering er, at som situationen ser ud nu, går vi i gang med registrering og opsætning af kontor," fortæller den internationale direktør.

NGO: Krig kan vare i årtier

Også nødhjælpsorganisationen DRC Dansk Flygtningehjælp ser ind i en længere konflikt og dermed behov for en fast tilstedeværelse i det krigshærgede land.

Landechef i Ukraine for DRC Dansk Flygtningehjælp, Brieuc Le Merle, mener, at det er "umuligt" at gætte på, hvor lang tid krigen vil vare.

"Som en humanitær organisation, der arbejder i nogle af verdens mest skrøbelige konfliktområder, ser vi, at krig og voldelige konflikter kan vare i årevis og endda årtier. Vi skal forberede os på alle scenarier og på at yde den bedste støtte, vi kan, afhængigt af situationens udvikling," siger landechefen og fortsætter:

"Selv hvis konflikten skulle slutte i morgen, vil det tage mange år at gøre det muligt for folk trygt at vende tilbage til steder, de måtte flygte fra."

Ligesom Folkekirkens Nødhjælp arbejder DRC Dansk Flygtningehjælp også med minerydningsarbejde i Ukraine i partnerskab med landets statslige beredskabstjenester.

DRC Dansk Flygtningehjælp har været til stede i Ukraine siden 2014.

Vil ikke blive længere end højst nødvendigt

Arbejdet med at rydde miner i Ukraine er altafgørende i forhold til en dag igen at få et velfungerende land op at køre, mener Folkekirkens Nødhjælp.

En hurtig rydning af miner vil også betyde, at nogle ukrainske landmænd vil kunne vende hurtigere tilbage til produktionen af korn, end tilfældet ellers var. Ukraine står for en betydelig del af verdenshandelen inden for eksempelvis majs, hvede og byg.

"Ukrainerne kan ikke vende tilbage til områderne, hvis ikke der bliver ryddet miner. Det vigtigste er folks sikkerhed, og den sikkerhed er udfordret af, at der ligger ueksploderet ammunition og lureminer i områderne," siger Jonas Nøddekær og fortsætter:

"Så inden man overhovedet kan finde tilbage til almindelig aktivitet – landbrug eller andet arbejde – så skal man selvfølgelig have sikret områderne. Det er en forudsætning for genopbygningen af landet."

Selvom Jonas Nøddekær mener, at hans organisation har påtaget sig en af de vigtigste hjælpeopgaver i Ukraine, skal man hele tiden huske på ikke at blive i landet for længe, lyder det.

"Ukraine var jo på ingen måde et u-land, inden konflikten startede. Derfor er der en masse struktur og infrastruktur og stærke kompetencer. Så vi skal være opmærksomme på ikke at gå ind og duplikere de lokales arbejde og blive længere end højst nødvendigt."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00