Danske iværksættere: Store pengetanke skal finansiere verdensmål

PENGEMANGEL: Hvis FN's verdensmål skal indfris, skal erhvervslivet mere med om bord. Det mener to danskere, som i tre år har arbejdet på at hente milliarder fra verdens største pengetanke. Nu har de selv pengekvaler.

"Hvis ikke der kommer flere penge i spil, bliver verdensmålene aldrig andet end hensigtserklæringer," mener Stefan Maard og Morten Møller Holst. 
"Hvis ikke der kommer flere penge i spil, bliver verdensmålene aldrig andet end hensigtserklæringer," mener Stefan Maard og Morten Møller Holst. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Carsten Terp Beck-Nilsson

Verdens største pengetanke skal i spil, hvis der skal være en chance for at nå FN’s verdensmål. Det mener to danske iværksættere, som i tre år har arbejdet på at gøre det kommercielt interessant for kapitalfonde, pensionskasser og andre storinvestorer at sætte penge i bæredygtighed.

”Hvis ikke der kommer flere penge i spil, bliver verdensmålene aldrig andet end hensigtserklæringer,” siger den ene af de to iværksættere, Stefan Maard.

Klik her for at læse artiklen: Magt, milliarder og mødet med muren – historien om to danskere, der satsede alt på at redde verden

Hans kompagnon, Morten Møller Holst, tilføjer, at der aldrig vil være bistandspenge nok til at løfte verdensmålene. Og ngo'er vil altid være underfinansierede.

”Derfor er der brug for at engagere de store virksomheder og de institutionelle investorer. Hvis ikke vi får dem ind over, får vi aldrig løst de problemer, der skal løses,” siger han.

Store firmaer bakker op
For tre år siden stiftede Stefan Maard og Morten Møller Holst selskabet DIVA Ventures – en filantropisk nonprofit-organisation, der vil bygge bro mellem de største pengetanke og de fattigste lande i verden.

Illustration: Jimi Holstebro.

 

Intentionen med DIVA er at skabe nye bæredygtige virksomheder i udviklingslande. Det skal ske i samarbejde med multinationale selskaber.

Modellen er, at de store selskaber leverer ideer eller teknologier, der kan understøtte verdensmålene. DIVA finder så de rette samarbejdspartnere i udviklingslande og hjælper dem med at starte og opbygge virksomheder, der med tiden kan vokse sig stærke nok til at være interessante for de store pengetanke at investere i.

Og det er lykkedes for DIVA at få store selskaber med om bord – for eksempel den hollandske kemigigant DSM.

”Der er et behov for teknologibaserede løsninger mange steder i verden. Og vi har – ligesom andre store selskaber – teknologier på hylderne, der kan kan anvendes de steder. Men vi har ikke de lokale kompetencer til at gøre det. Der kommer en konstruktion som DIVA ind i billedet,” siger managing director i DSM Venturing Pieter Wolters.

Også danske Novozymes samarbejder med DIVA. For dem er det attraktivt, at DIVA afbøder en del af den risiko, der er ved at gå ind på nye og ukendte markeder, fortæller COO og executive vicepresident Thomas Videbæk.

“Der er en risikoprofil på den slags projekter, som vi ikke kan leve med. Derfor er det superspændende at bygge en enhed op, der har de kompetencer og kan tage en del af den risiko,” siger han.

Fondspengene er udeblevet
Imidlertid er DIVA nu selv i pengenød.

Trods stor international interesse for deres projekt er det ikke lykkedes Morten Møller Holst og Stefan Maard at rejse de fondsmidler, der er en forudsætning for, at de når deres mål.

“Vi har ikke fundet nøglen til at få nok filantropiske midler til et initiativ som vores, der jo ellers handler om at skabe forandring i ualmindelig stor skala,” siger Morten Møller Holst.

De tror imidlertid stadig på, at det er muligt at rejse de fornødne midler.

I DSM håber Pieter Wolters også, at DIVA klarer skærene.

”Jeg ved, de er stødt mod nogle mure i fondsverdenen, og jeg har svært ved at forstå, hvorfor det er så vanskeligt at støtte et projekt som dette. Men jeg er villig til fortsat at arbejde på, at de ikke bukker under,” siger han.

I Novozymes vil COO og executive vice president Thomas Videbæk gerne tænke verdensmålene mere ind i forretningen. Men det kræver, at nogen letter risikoen for selskabet. Derfor vil han arbejde for, at tankerne bag DIVA overlever, selv om selskabet skulle lukke.

”Hvis vi skal arbejde mere med verdensmålene i nye lande, kræver det nogle kompetencer, som vi ikke har. Og vi kan se nogle muligheder i DIVA's værktøjer. Så uanset hvordan det går med DIVA, mener jeg, vi skal blive ved med at teste ideen og finde ud af, om der er nogle løsningsmuligheder,” siger han.

Dokumentation

SÅDAN VIL DIVA REDDE VERDEN

DIVA Ventures er en ngo. Den er baseret i Washington DC, USA, men startet af de to danskere Morten Møller Holst og Stefan Maard.

DIVA vil skabe bæredygtig udvikling på markedsvilkår ved at bygge bro mellem fattige lande og store pengetanke som kapitalfonde, pensionskasser og andre institutionelle investorer.

DIVA vil bygge broen ved at skabe virksomheder i udviklingslande. De skal med hjælp fra DIVA vokse sig store nok til, at de bliver interessante for de store investorer.

Det skal ske på denne måde:

DIVA indgår et samarbejde med et multinationalt selskab.

Selskabet har en ide til et produkt eller en service, som den ikke selv kaster sig over. Det kan for eksempel være, fordi ideen kræver, at virksomheden bevæger sig uden for sit normale kerneområde, eller fordi der ikke er udsigt til tilstrækkelig stort eller hurtigt afkast.

Det er et krav, at ideen bidrager væsentligt til at opfylde FN’s bæredygtighedsmål.

I stedet for at udføre sin ide på egen hånd skyder det multinationale selskab teknologi, viden og kapital ind i en virksomhed, som stiftes til formålet i samarbejde med DIVA.

DIVA leder arbejdet med at bygge virksomheden op, og DIVA rekrutterer lokale partnere i et udviklingsland – for eksempel i Afrika.

DIVA bistår også med kompetencer i ledelse, forretningsudvikling, markedsføring, jura etc. De leveres primært af eksperter, som DIVA samarbejder med.

På et tidspunkt bliver startup-virksomheden stærk nok til at være et interessant investeringsobjekt for de store pengetanke. Når det tidspunkt kommer, trækker DIVA sig ud og kaster sig over nye ideer.

Det særlige ved modellen er, at DIVA selv medbringer penge og dermed bærer en del af risikoen i den vanskelige opstartsfase.

Pengene til DIVA’s egen drift og investeringer kommer i begyndelsen fra fonde. Når DIVA’s portefølje med tiden vokser sig stor nok, bliver de filantropiske midler overflødige.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00