David Trads: Alle statsministre burde have en Rossen

KOMMENTAR: Når man sidder i toppen af dansk politisk, er der altid en risiko for, at pludselige begivenheder tager kontrollen over strategien. I sådanne tilfælde er det godt at have en Rossen, skriver David Trads.

Engang midt imellem de to perioder, hvor Lars Løkke Rasmussen var statsminister, mødtes jeg med ham – og han talte meget om, hvad han havde lært af sin første tid som statsminister, og hvad han ville ændre, hvis han fik chancen igen:

Der var, understregede han, meget, der var gået rigtig godt, men det stod lysende klart for ham, at det allersværeste var at holde fokus på den overordnede strategi – simpelthen fordi Statsministeriet ikke havde samme styrke som fagministerierne.

Løkke var optaget af erhvervslivet, som på det tidspunkt for alvor var begyndt at indføre de amerikanske jobtitler – og mens han genkendte sig selv som chief executive officer (CEO), ja, så savnede han, at han havde en højre hånd i stil med en chief operating officer (COO).

Den rolle, som en COO har i større virksomheder, er allermest at sikre, at den overordnede kurs, som CEO’en udstikker, rent faktisk bliver gennemført ude i organisationen. COO’en er garanten for, at det, man aftaler, bliver til noget og ikke løber ud i sandet, når chefen ser bort.

Derfor talte Løkke den dag på sit kontor på Christiansborg meget om, hvordan han kunne indrette Statsministeriet på en lignende måde. Han var ikke særligt konkret, han talte hverken om en minister uden portefølje, en vicestatsminister eller en stabschef, men ideen var der.

Da Løkke så blev statsminister i 2015, opgav han ideen. I stedet for at styrke den politiske power omkring sig gjorde han den mindre, idet han ofte kun havde en særlig rådgiver, selv om kutymen længe har været at have to. Måske troede han, at han kunne klare det hele selv?

Mette Frederiksen havde, inden hun blev partileder, identiske tanker om Statsministeriets indretning som Løkke mellem sine to perioder. Da Helle Thorning-Schmidt var statsminister, havde holdet omkring Frederiksen ærgret sig over, at strategien ofte veg for det kortsigtede.

Da Frederiksen overtog formandsposten umiddelbart efter valget i 2015, blev Martin Rossen, som hun oprindeligt kendte fra DSU-tiden, og som havde været særlig rådgiver for hende i Beskæftigelses- og Justitsministeriet, indsat i præcis den funktion som COO, som hun ønskede.

Rossen var og er ud over at være den, der holder fokus på de lange linjer, også naturligt med til at udvikle strategien. I dag er han som stabschef i Statsministeriet selvfølgelig magtfuld. Det faktum, at han er medlem af regeringens Koordinations- og Økonomiudvalg, understreger selvsagt pointen.

En statsminister har naturligvis brug for et fagligt stærkt embedsapparat, som sikrer, at professionalismen og rådgivningen i forhold til driften er i særklasse, men en statsminister har også brug for en sikkerhed for, at hun er i stand til at dreje supertankeren politisk.

Embedsfolk er konservative – ikke i politisk forstand, men i træghed i forhold til for alvor at skifte politisk retning. Derfor er det en god ide, at nye regeringer får mulighed for at indsætte et slagskraftigt politisk sekretariat, som kan styrke den retning, statsministeren ønsker.

De, der i disse dage og uger skælder mest ud på Rossens position, har næppe dyb forståelse for, hvad det vil sige at være topleder, for selvfølgelig har en statsminister brug for at have en højre hånd, hvis eneste opgave er at sikre, at hun får succes med den politik, hun ønsker.

Der er en kolossal risiko for, når man sidder allerøverst, at alt det, der sker rundt omkring en, og som man ingen indflydelse har på, tager kontrollen over strategien. Der er så meget, der kræver statsministerens opmærksomhed på den korte bane, at det lange lys nemt svækkes.

Harold Macmillan, britisk premierminister fra 1957 til 1963, skar det ud i pap, da han senere i sit liv af en ung journalist blev spurgt om, hvad man som regeringschef frygtede allermest:

”Begivenheder, min ven, begivenheder.”

Der sker hele tiden noget, som ingen kunne forudse. De forløbne uger i dansk politik har givet os to skoleeksempler på enorme begivenheder, som har taget kolossalt meget tid hos henholdsvis regeringen og Venstre: forløbet om Trump-besøget og om Venstres ledelse.

Alle statsministre burde derfor i overført betydning have mulighed for at have en Rossen: en betroet højrehånd, der med tilstrækkelig magt kan sørge for, at den strategi, der overordnet set er lagt, rent faktisk bliver ført ud i livet. Også når andre begivenheder truer med at stjæle dagsordenen.

Det vidste Løkke. Det ved Frederiksen. Det burde alle andre også vide.

-----

David Trads (1967) er journalist, skribent og debattør og tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet, forhenværende udviklingsdirektør, Metro International.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Paula Larrain: Lad os nu få et ægte borgerlig-liberalt Venstre Paula Larrain: Lad os nu få et ægte borgerlig-liberalt Venstre Næste artikel Rune Engelbreth: Alarmerende rapport om naturkrise listes ud under radaren Rune Engelbreth: Alarmerende rapport om naturkrise listes ud under radaren
Bramsen bombarderet med samrådsspørgsmål

Bramsen bombarderet med samrådsspørgsmål

SVAR: Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og Venstre vil alle sammen have forsvarsminister Trine Bramsen i samråd oven på regnskabsskandalen i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.