Kommentar af 
David Trads

David Trads: Og allermest savner jeg kulturen

KOMMENTAR: Mens teatre, biografer og biblioteker er lukket, og sommerens festivaler må aflyses, bliver vi mindet om, hvor meget vi savner kulturen.

Uden kultur kan det hele være lige meget, skriver David Trads.
Uden kultur kan det hele være lige meget, skriver David Trads.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er især én afgørende ting, som coronakrisen har lært os, nemlig at vi er indbyrdes afhængig af hinanden:

Uden et erhvervsliv, ingen offentlig sektor, uden en offentlig sektor intet erhvervsliv, og uden kultur, ja, så kan det hele være lige meget.

Der er et Churchill-citat fra Anden Verdenskrig, som er så rammende, at jeg tilgiver, at det muligvis slet ikke er sandt – for som Boris Johnson, i dag premierminister, skrev i sin fortrinlige Churchill-biografi, så er historien simpelthen så god, at vi gentager den:

Da Churchill blev bedt om at skære i kultur- og kunstbevillingerne for at finansiere de enorme krigsomkostninger, da nazismen skulle bekæmpes, lød hans korte, koncise og tankevækkende svar angiveligt:

Fakta
David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

”Jamen, hvad kæmper for vi så for?”

Nemlig!

Krisen har understreget behovet for at styrke de fællesskaber, de spark, de provokationer, den kærlighed og de oplevelser, som kunsten giver os.

David Trads

Det er kulturen og kunsten – forstået som den skabende, kreative, fantaserende – som bringer os videre fra den ellers kedsommelige hverdag:

Det er aldrig et excelark, aldrig et kvartalsregnskab, aldrig en konference, aldrig optimerede arbejdsprocesser, vi vil huske, når vi bliver gamle. Aldrig.

Det er altid en bog, altid et skuespil, altid et maleri, altid en film, altid en opera, altid en sang, altid en ballet, vi vil erindre, når vi tænker tilbage. Altid.

Alt det, der samler os, er vores kultur. Det er derfor, at det halve af nationen i disse uger bliver varme om hjertet og synger med af karskens bælg, når DR arrangerer fællessang, og når Erik Grip synger for på Grundtvigs klassiker fra 1852:

”Vi fører løver i vort skjold // Af hjerter tæt omsatte, // Dem førte vi fra hedenold // Og ingen abekatte. // Hver fugl må synge med sit næb, // Og livet, kan vi skønne, // Var uden sang kun slid og slæb. // Velkommen i det grønne!”

Når Søs Fenger, Anne Dorte Michelsen, Poul Krebs, Lars Lilholt og færøske Teitur dukker op fra deres egne hjem og synger de sange, vi alle er vokset op med, ja, så er vi faktisk sammen – hver for sig. Sange, som rammer vores hjerter.

Mens teatre, biografer, biblioteker er lukket, mens sommerens festivaler må aflyses, og mens enhver kulturbegivenhed med den smalleste poet eller den populæreste sanger er udsat, ja, så bliver vi mindet om, hvor meget vi savner kulturen.

Vi har alle – naturligvis – respekt for den maler, der maler vægge, men vi har nu engang større glæde ved at se det exceptionelle værk som den maler, som maler på et lærred, skaber. Det er der ikke noget nedværdigende i. Det er bare naturligt.

Det er kun få, der kan skabe den kunst, der virkelig flytter os:

Sangskrivere som Grundtvig og Anne Linnet, malere som Hammershøi og Tal R, skuespillere som Bodil Kjer og Ghita Nørby, forfattere som Pontoppidan og Martha Christensen, komponister som Carl Nielsen og Bent Fabricius Bjerre – og mange andre.

For at finde de bedste, skal vi hjælpe mange flere. Derfor bør kulturen og kunsten selvfølgelig understøttes – også langt bedre, end vi har gjort længe. Vi skal ikke spare på den støtte, vi giver til dem, som prøver at skabe alt det, som binder os sammen. Tværtimod har krisen understreget behovet for at styrke de fællesskaber, de spark, de provokationer, den kærlighed og de oplevelser, som kunsten giver os.

Det er også i kunsten, at vi kan finde trøsten og smilet, når vi ellers er ved at blive deprimerede – som da jeg forleden måtte aflyse en rejse til Amerika i maj, jeg havde set frem til. Så fandt jeg Henrik Nordbrandts ’New York, New York’ frem – for poeten bryder sig ikke om at rejse og fortæller om glæden ved at blive hjemme:

”Når jeg er rigtigt langt nede, lægger jeg mig på ryggen // lukker øjnene // og tager ud på de rejser, jeg slap for: // den til Mexico City, den til Bagdad, de tre til Island // og alle dem til New York. // Især de sidste. // Få ting i verden overgår dét: ikke at rejse til New York.”

Få ord, der siger så meget, og som det kræver en kunstner at formulere.

Allermest savner jeg kulturen.

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

0:000:00