Anmeldelse af 
Markus Bernsen

David Trads rejser gennem et ”sygt” USA i ny bog. Og det er svært at være uenig i hans diagnose

I sin nye bog 'På jagt efter Amerikas sjæl' er David Trads skiftevis en begejstret, nostalgisk og ængstelig guide gennem et USA på kanten af det hele. 

David Trads gør et hæderligt forsøg på at finde Amerikas sjæl i sin nye bog om USA.  
David Trads gør et hæderligt forsøg på at finde Amerikas sjæl i sin nye bog om USA.   Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Markus Bernsen
Icon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / Rating
På jagt efter Amerikas sjæl - Er der håb for Guds eget land?
David Trads
Politikens Forlag, 348 sider, udkom 29. september

 

Af de mange personlige oplevelser i David Trads’ nye bog er det, måske lidt overraskende, opholdet på et amerikansk gymnasium i 1985, der brænder mest igennem. 

Dengang tilbragte forfatteren et år på noget så eksotisk som Byron Center High School i Michigan, i et helt andet USA end det, man kender i dag. Han forelskede sig så dybt i landet, at han sad og græd i Detroit Lufthavn før hjemrejsen til Danmark. 

Måske gik han også glip af alletiders forretningseventyr. Sammen med en ven udviklede han nemlig et computerprogram, der matchede gymnasieelever efter smag og interesser, altså en slags onlinedating før sådan noget fandtes. Programmet var et hit, kammeraterne stod i kø for at prøve, og alle fik en date på den store matchdag. Men da den amerikanske ven foreslog, at de skulle arbejde videre, gøre det til en forretning - Let’s do it! - kunne Trads slet ikke se det for sig. 

Hvorfor ikke? 

Forfatteren selv er ikke i tvivl: “Jeg er ikke amerikaner!” Det er forklaringen på, at han året efter gik rundt i Aarhus og jobbede som pædagogmedhjælper, mens datingtjenester som kiss.com og match.com brød igennem, og vennen i Michigan blev velhavende businessman, dog i en anden branche. Danskeren havde det ikke i sig. Han så ikke mulighederne, lugtede ikke guldet, sigtede ikke efter stjernerne - The American Way!  

Trads vil vise, at Amerikas aktuelle problemer med vold, racisme og økonomisk ulighed har dybe rødder.

Markus Bernsen

Efter at have læst 'På jagt efter Amerikas sjæl' fristes man nu til at sige, at Trads er kommet godt efter det. Med sig på rejsen gennem nutidens splittede USA har han i hvert fald en ukuelig optimisme, som ikke lader amerikanernes meget tilbage at ønske.    

Det er faktisk lidt af en bedrift. Bogens hovedspor er en reportagerejse foretaget i begyndelsen af 2022 gennem otte delstater, og det er nedslående sager. Oplevelserne sammenligner Trads med de meget lysere indtryk fra det første møde med landet i 1980’erne, hvor det var Morning Again in America med Reagan ved roret, og med årene som korrespondent i Washington under Obama og Yes We Can! 

På et helt fjerde spor kører også en dramatiseret gendigtning af Johannes V. Jensens fem rejser i landet, foretaget mellem 1896 og 1939. Trads skriver, at han føler et slægtskab med forfatteren, der også er fra Himmerland og besøgte USA første gang som ganske ung, men passagerne føles påklistrede, an afterthought, som en amerikansk anmelder måske ville skrive.   

Hensigten er ellers god nok: Trads vil vise, at Amerikas aktuelle problemer med vold, racisme og økonomisk ulighed har dybe rødder. Og at den opsplitning, som er taget til i de seneste år, længe har været til at få øje på for dem, der har villet se efter. 

Ikke alle lokationer er lige originale, men de fungerer efter hensigten, og man er aldrig i tvivl om, at Trads kender landet og dets indbyggere og bekymrer sig for deres fremtid. 

Markus Bernsen

Fra Roosevelt til Trump

Trads er god i disciplinen kondenseret USA-historie, fra slavehandlen til Roosevelt til stormløbet på Kongressen. Han besøger et reservat for indfødte amerikanere, en våbenbutik i Texas, en Trump-fanatiker i Tennessee og flere andre steder, hvor fortid og nutid kan væves sammen i et levende og letforståeligt sprog. Ikke alle lokationer er lige originale, men de fungerer efter hensigten, og man er aldrig i tvivl om, at Trads kender landet og dets indbyggere og bekymrer sig for deres fremtid. 

Han opbruger ganske vist hurtigt denne anmelders kvote for popmusik-citater og kursiverede amerikanismer a lá It’s gonna be a bumpy ride! Udtryk som “den lille mand” bliver oversat lidt for direkte, og der er lidt for mange gentagelser og dobbelt - (trippel!) - konfekt, når en kildes pointe både bliver “skåret ud i pap, bøjet i neon og råbt ud over hustagene i en megafon”. 

Finder David Trads Amerikas sjæl? Han gør et meget hæderligt forsøg. 

Markus Bernsen

Men det er svært at være uenig med hans overordnede diagnose af USA’s "sygdom", som Trads kalder den øgede polarisering. Vægtningen kan diskuteres. Sociale medier og fragmenteringen af USA’s mediebillede fortjener nok mere plads, end Trads har i denne omgang. Omvendt får valgsystemet en stor del af skylden for USA’s problemer, som det også bør have, men at den udemokratiske fordeling af valgmandsstemmer ligefrem gør landet til en “parodi på et demokrati,” er måske at gå for vidt. 

Det er heller ikke sikkert, at Trads skal vente sig så meget af et politisk generationsskifte, som han lader til. Det må nødvendigvis snart komme: Biden, Trump, McConnell (republikansk flertalsleder i Senatet, red.) og Pelosi (forkvinden for Repræsentanternes Hus, red.) er alle tæt på eller over 80 år. Men på yderfløjene af de to partier har den yngre generation faktisk meget sværere ved at tale sammen. Synes man, det var slemt at overvære Nancy Pelosi interagere med Donald Trump, skal man ikke glæde sig til at se konspirationsteoretikeren Marjorie Taylor Greene diskutere udenrigspolitik med den muslimske Israel-basher Ilhan Omar.   

Finder David Trads Amerikas sjæl? Han gør et meget hæderligt forsøg. Man er ikke ligefrem opløftet ved rejsens afslutning, men Trads insisterer på at ende et lyst sted, som han også mener, stadig er landets drivkraft: 

“Der er aldrig noget galt i Amerika, som ikke kan løses ved det, der er bedst ved Amerika,” sagde Bill Clinton ved sin tiltrædelse i 1993 - en evighed siden i amerikansk tidsregning. Men Trads tror stadig på det og slutter med et andet Clinton-citat:    

“I still believe in a place called Hope”

Blev forfatteren ikke helt amerikansk dengang i 1985, lader han til at være blevet det siden. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)