David Trads: Woodwards mesterværk tager os med helt ind i Trumps galehus

ANMELDELSE: Stjernejournalisten Bob Woodwards bog "Fear" om Donald Trump og hans kaotiske regime i Det Hvide Hus er som at læse en medrivende insider-krimi, skriver David Trads, der giver bogen topkarakter.

Altingets vurdering: 6/6

 Af David Trads
Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Der er noget rent ud sagt skræmmende over at læse Bob Woodwards intense bog om Donald Trump – for den røde tråd gennem den fremragende bog er jo, hvordan stort set alle, der er omkring præsidenten, forsøger at tale ham fra at gennemføre den politik, han står for:

På den ene side kæmper Trump, reality-stjernen og ejendomsspekulanten, der mod alle odds blev USA's præsident, for at få sine mærkesager igennem – opsigelse af frihandelsaftaler, udtræden af militære alliancer, opbygningen af en mur på den mexicanske grænse.

På den anden siden kæmper stort set alle andre – udenrigsministeren, forsvarsministeren, den nationale sikkerhedsrådgiver, generalerne, finansministeren, den økonomiske chefrådgiver, stabschefen, den særlige stabssekretær, you name them – imod med alle tænkelige kneb.

Flere gange ligner det nærmest et stabskup:

Især når Gary Cohn, den økonomiske chefrådgiver, som skal koordinere den samlede økonomiske politik i Det Hvide Hus, og Rob Porter, den særlige stabssekretær, som alle officielle papirer skal forbi, simpelthen fjerner papirer, som Trump har fået andre til at skrive, og som han agter at underskrive for at gøre til officiel politik. Cohn og Porter, som ikke længere er i Det Hvide Hus, snupper ganske enkelt papirerne fra hans skrivebord, så præsidentens ønsker ikke bliver til noget.

Man veksler mellem at gyse ved tanken om, at demokratiet – Trump er jo for pokker valgt ved et legitimt valg i 2016 – så ofte sættes ud af kraft af folk, der mener at vide bedre end præsidenten, og så at glædes ved visheden om, at der trods alt er voksne i regeringen, som hindrer, at bulderbassens allerværste og allermest impulsive ideer bliver til noget.

Et rammende eksempel fra Woodwards pageturner af en bog er Trumps brændende ønske om at opsige den frihandelsaftale, som USA har med Sydkorea, en af landets stærkeste allierede. Præsidenten er rasende over, at Sydkorea både har et stort milliardoverskud i samhandlen med USA, og at USA samtidig bruger milliarder af dollars på militær tilstedeværelse i Sydkorea.

I januar 2018 er situationen så anspændt, at de ledende ministre mødes med Trump, fordi præsidentens forhold til Moon Jae-in, den sydkoreanske præsident, er ved at løbe helt af sporet efter en telefonsamtale, hvor Trump har skældt ham huden fuld, mens han truede ham med at flå deres alliancer på handel og sikkerhed fra hinanden:

”I ripper og flår os,” havde Trump råbt til Moon Jae-in i et uhørt udiplomatisk anfald. ”Jeg er færdig med bare at give jer gratis penge.”

Moon Jae-in havde – uden held – forsøgt at forklare ham, at sikkerhed og handel hænger sammen. Præcis samme argument, som alle Trumps ministre og chefrådgivere i et helt år havde forsøgt at banke ind i hovedet på præsidenten. Det prellede af – men nu var alle de vigtigste spillere i Trumps kabinet kaldt sammen til ’topmøde’ i Det Hvide Hus.

”Hvad får vi ud af at være så massivt til stede militært i Sydkorea,” spurgte Trump ud i lokalet?

Forsvarsminister Jim Mattis svarede, som han havde gjort så mange gange før – nemlig at USA får et stabilt, kapitalistisk demokrati som en stærk allieret i en meget ustabil del af verden. Han fortalte – igen – om alle de militære fordele, der er i at være så massivt til stede i det Sydkorea, der grænser direkte op til det Nordkorea, som kan true USA med atomvåben.

Trump var ligeglad. Gad ikke høre på argumenterne. Mattis, karrieresoldaten, så træt ud, lænede sig frem og sagde rolig og stille med sin myndige stemme:

”Vi gør det her for at forhindre tredje verdenskrig.”

Den dramatiske beskrivelse af scenen fra ’topmødet’ i Det Hvide Hus er typisk for Woodwards bog. Woodward, der givet er klodens mest kendte og måske mest respekterede journalist, har et enestående kildenetværk. Helt ind i magtens inderste korridorer. Det var ham, der i begyndelsen af 1970’erne (sammen med Carl Bernstein) afslørede Watergate, som førte til præsident Richard Nixons ydmygende tilbagetræden i utide. Og lige siden har han på imponerende vis skrevet den ene bog efter den anden om, hvad der sker i magtens centrum.

Denne bog, Fear, er virkelig, virkelig god. Det er som at læse en krimi, og selv for denne anmelder, som er besat af trumpismen, er der så meget nyt at hente. Woodward er – som altid – fair og afbalanceret. Trumps narcissisme og egenrådighed er selvfølgelig tydelig – alt andet ville være mærkeligt og forkert – men bogen giver også et nuanceret billede.

Et enkelt eksempel på Trumps selvglæde er dog vidunderligt:

Præsidenten er så glad for sin succes på Twitter, at han på et tidspunkt beder om at få printet alle de tweets, han har fået mere end 200.000 likes på, for at studere dem nærmere. Da han lidt senere får at vide, at Twitter fordobler antallet af tilladte tegn fra 140 til 280, er han både glad, fordi det giver ham mulighed for at fortælle mere, men også ærgerlig:

”Det er godt, men også lidt en skam, for jeg var Ernest Hemingway på 140 tegn.”

Trump sætter aldrig – aldrig, aldrig, aldrig – sit lys under en skæppe. 
------------

Bob Woodward: Fear – Trump in the White House, 448 sider udgivet 11. september, forlaget Simon & Schuster. 

Forrige artikel Kaare Dybvad: Rød blok gør klogt i at læse Lars Olsens bog om arbejderklassen Kaare Dybvad: Rød blok gør klogt i at læse Lars Olsens bog om arbejderklassen Næste artikel Anmeldelse: På sporet af techgiganternes magt – god bog trods blinde punkter Anmeldelse: På sporet af techgiganternes magt – god bog trods blinde punkter
Mai ville redde de svage – men blev overhalet af virkeligheden

Mai ville redde de svage – men blev overhalet af virkeligheden

PORTRÆT: Mai Mercado blev politiker for at tage hånd om de svage. Nu kan hun se socialpolitikken falde sammen om ørerne på hende med korruption i Socialstyrelsen og aflivning af satspuljen. Og de hjemløse, som hun brænder så stærkt for, vokser i antal. Alligevel er hun stadig optimist.