Køb abonnement
Annonce
Kommentar af 
David Trads

David Trads: Under Elon Musk er Twitter blevet en kloak for løgne, som alle bør forlade

Alle, der har øjne, kan se, at X de forløbne måneder har udviklet sig i toksisk retning. Det asociale medie ikke bare tillader, men fremskynder hadtale, racisme, misogyni og løgne, skriver David Trads. 
Alle, der har øjne, kan se, at X de forløbne måneder har udviklet sig i toksisk retning. Det asociale medie ikke bare tillader, men fremskynder hadtale, racisme, misogyni og løgne, skriver David Trads. Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix
18. november 2024 kl. 12.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Engang elskede jeg Twitter. I dag afskyr jeg X. Derfor har jeg forladt det. Alle bør forlade Elon Musks skraldespand.

Jeg har været der siden foråret 2009. Med 43.000 følgere og millioner af views hver måned var det længe en kolossal stærk drivkraft for at mangfoldiggøre mine indspark. Som en narkoman glædede jeg mig over at se, hvordan 100, 200, 1000 likede mine tweets.

Det var længe en spændende, demokratisk platform, hvor man kunne følge med i, hvad Gud og hvermand tænkte.

I dag er X en demokratisk skandale af misinformation, hadtale, Putin-trolde, Trump-trolde, anti-vaxxere. Gak-gak.  

David Trads
Journalist, forfatter og kommentarskribent

Jeg brugte det især til at følge med i dansk og amerikansk politik. Ved breaking news – eksempelvis stormløbet på Kongressen 6. januar, 2021 – var Twitter i særklasse.

Politikere, organisationer og enkeltpersoner bidrog til samtalen. Det var spændende, lige på og råt. Her kunne man faktisk opleve toppolitikere i debat med vælgere; professorer i dialog med studerende; redaktører i diskussion med læsere. Det var skønt. Et forsamlingshus.

Men så begyndte det hele at falde sammen. Fra det øjeblik, hvor Elon Musk i efteråret 2022 købte Twitter, brød det hele langsomt, men sikkert sammen. I dag er X en demokratisk skandale af misinformation, hadtale, Putin-trolde, Trump-trolde, anti-vaxxere. Gak-gak.

Musk, som er klodens rigeste mand og givet en af verdens mest usympatiske mennesker, er levendegørelsen af alt det værste ved superrige. Totalt skruppelløs i sin jagt på penge.

En genial mand, en af de største opfindere (Tesla, SpaceX), men også en mand, der lyver, praler, skryder og, ja, er bedøvende ligeglad med demokratiet.

"Money, money, money, must be funny, in the rich man's world."

Læs også

Under den netop overståede amerikanske valgkamp sprang han ud som fuldtonet Trump-støtte. Ham om det. Den slags er ok.

Hvad der derimod er skandaløst er, at han fuldkommen åbenlyst har brugt X til at sprede misinformation og løgne. Uafbrudt. Uden hæmninger. Dels har han selv delt åbenlyst falske historier. Dels har han ændret algoritmer til at promovere dem.

I disse døgn forlader ordentlige mennesker og ordentlige medier X. Det burde alle have gjort for længst. Også jeg har tøvet alt for længe.

X er ikke noget demokrati længere. Det er en kloak af løgne, dikteret af verdens rigeste mand, der ligner en ond tegneseriefigur, men som, desværre, udgør en trussel mod selve den demokratiske samtale.

Jeg synes, at alle offentlige, danske myndigheder, burde forlade X.

David Trads
Journalist, forfatter og kommentarskribent

Alle, der har øjne, kan se, at X de forløbne måneder har udviklet sig i toksisk retning. Det asociale medie ikke bare tillader, men fremskynder hadtale, racisme, misogyni og løgne, hvis bare det støtter Trump, Putin og den slags. Alt andet nedgraderes i X’s hemmelige algoritmer.

Den lavine af falske profiler, der eksempelvis har chikaneret mig, er uendelig.

Nu har jeg forladt X. Farvel til 43000 følgere. Det er en lettelse. Ud over at slippe for al idiotien, glæder det mig også, at jeg ikke længere bidrager til, at Musk tjener endnu flere penge.

Jeg burde have sagt farvel for længst. Nu er jeg heldigvis væk.

Og hermed en opfordring:

Jeg synes, at alle offentlige, danske myndigheder, burde forlade X. Det er sygt, hvis danske skatteborgere via kommuner, stat, regioner, styrelser, myndigheder, politiet og så videre er med til at holde gang i Musks syge pengemaskine.

Kom væk. Sig farvel. Hellere i dag end i morgen. 

Og hvis du vil følge mig, så er jeg som noget helt nyt på Bluesky. Indtil videre. Hvis en ny rigmand ødelægger det, er jeg ude.

Læs også

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026