
De sloges om sundhedsvæsenet i forhandlinger og på LinkedIn. Nu gør Wolf og Vendelbo regnskabet op

De har været kolleger i Finansministeriet. De har faktisk siddet på kontor sammen. Men i mere end et årti har de arbejdet med og mod hinanden, så det slog gnister på LinkedIn og Twitter i debatten om blandt andet sundhedsvæsenets indretning.
Men mest af alt er de erfarne embedsmænd, som også har stået i spidsen for to poler i Velfærdsdanmark.
Politisk Stuegang har besøg af KL’s direktør Kristian Vendelbo og Adam Wolf, der netop er trådt tilbage som direktør for Danske Regioner.
Det blev en udsendelse om velfærdssamfundets to største trusler, den nye regerings største opgaver og om, Danske Regioner og KL efter den hidsige reformdebat nu kommer ind i en periode med gensidig solskinspolitik.
Men vi kommer også helt ind i økonomiforhandlingslokalet i Finansministeriet og hører, hvorfor AGF’s nyvundne klubmesterskab kan blive et emne næste gang, og om forhandlingerne egentlig bare er et skuespil, hvor resultatet er kendt af djøfferne på begge sider af bordet.
Dagens emner og pointer:
- Hvorfor skændtes I så hårdt på LinkedIn og Twitter?
- Er økonomiforhandlingerne bare en skueproces?
- Hvorfor findes der både svage og stærke regeringer i økonomiforhandlingerne?
- Hvor sure er kommunerne efter sundhedsreformen?
- Er tiden kommet til en fusion mellem Danske Regionger og KL?
- Er tiden igen kommet til fælles udspil mellem Danske Regioner og KL?
- Indenrigs- og Sundhedsministeriets skæbne efter valget.
- Hvad bliver det sværeste ved sundhedsreformen?
- Wolf og Vendelbo: Hvad kigger I efter i den første læsning i et nyt regeringsgrundlag?
- Hvor er I mest bekymrede for velfærdssamfundet?
- Den nye direktør i Danske Regioner: Svend Særkjær vs. Kristian Vendelbo - hvem har det mentale overtag?
Hør blandt andet gæsterne diskutere:
Kristian Vendelbo, direktør for KL
Om nogle regeringer har mere magt over kommuner og regioner:
”Nu har vi haft en flertalsregering for første gang i mange år … Det gør noget for forhandlingsstyrken. Selvfølgelig gør det det.”
Venter kommunerne nu på næste mulighed for at overtage sundhedsområdet?
”Vi har på intet tidspunkt spillet ud med at overtage sundhedsområdet. Det er lidt en myte, tror jeg. Hvis man ser på de udspil, vi har lavet, så er de ikke imperialistiske. De har været fokuseret på, hvordan vi fik den samarbejdsrelation mellem det nære sundhedsvæsen og hospitalerne til at fungere bedst muligt.”
Om den mislykkede fusionsplan mellem KL og Danske Regioner:
”Det er jo lidt ’don’t mention the war’, det her. Vi blev jo stemt ned på vores delegeretmøde (KL’s red.). Men gudskelov for det, kan man sige, fordi hvis den her fusion var blevet stemt hjem med et smalt flertal, havde det jo været rædsomt. Og så var det jo sikkert crashet senere.”
Adam Wolf, tidligere direktør for Danske Regioner
Om de økonomiforhandlinger, hvor regeringen manglede penge til drift af det nødlidende Statens Serum Institut og ville have betaling fra regionerne.
”Bent Hansen foreslog, lidt på egen hånd, at regionerne købte SSI for en krone. Det blev ikke vel modtaget.”
Om regioner og kommuner er på vej tilbage til fælles udspil og samarbejde:
”Jeg tror bestemt, at begge parter vil læne sig ind i samarbejdet. Det har været forsøgt før. Men der er måske hele tiden kommet udspil om at nedlægge regionerne. Og så er konflikterne blusset op igen…. Det afgørende bliver, at sundhedsrådene kommer til at fungere godt.”
Er økonomiforhandlingerne bare en skueproces?
”Det er en reel forhandling. Det undervurderer man nogle gange. Det er ikke sådan, at vi kender beløbet på forhånd. Men der er nogle år, hvor man bedre kan gætte på, hvad det realistiske beløb er. Andre år viser det sig, at se helt anderledes ud. Og man undervurderer tit, hvor meget der bliver filet til i aftaleteksterne.”

Indsigt
- Sofie Carsten Nielsen skal være DI's udenrigsminister: "Jeg savner ikke politik"
- Alternativet stiller økonomisk hovedkrav til nye regeringsforhandlinger
- I Vejle forsøgte Alternativet at slippe sin grønne spændetrøje: "Noget er råddent helt ind i kernen"
- Erhvervslobbyister er Danmarksdemokraternes største økonomiske støtter i 2024
- Mohammed med blå mærker har ikke brug for en integrationsdebat. Han har brug for beskyttelse











































