Forsker: Lav en ligestillingsreform frem for at lappe udligningssystemet

Oluf Jørgensen
Forskningschef emeritus på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og medforfatter af bogen 'Kommunalt folkestyre'

Mange tror, at borgere med samme indtægter betaler lige meget i skat, uanset hvor i landet de bor, men sådan er det ikke. Borgere i kommuner, hvor de samlede indkomster er høje, betaler mindst, og borgere i kommuner med lave indkomster betaler mest.

Lovgivningen stiller samme krav til offentlig service over hele landet, men kommuner, hvor indkomsterne er lave, har klart ringere muligheder for at sørge for god drift af skoler, daginstitutioner, ældrepleje, miljøforvaltning og andre kommunale opgaver.

Langeland, hvor gennemsnitsindkomsten er godt 20 procent under landsgennemsnittet, har den højeste kommuneskat på 27,8 procent. Gentofte, hvor den gennemsnitlige indkomst er mere end 80 procent over landsgennemsnittet, har en kommuneskat på 22,8 procent. En forskel på fem procent i skat kan mærkes, især hos borgere, der ikke har for meget.

Udligningen betyder, at kommuner med et højt indkomstgrundlag må aflevere noget til andre, men den sikrer langtfra lige vilkår.

Systemet med kommuneskatter og delvis udligning skaber splid. Kommuner, der skal aflevere til udligning, siger, at andre "tager deres penge", og det samme føler mange borgere i disse kommuner. De tænker ikke lige på, at skattelovgivningen sparer dem for skat, som andre må betale. 

Kommuneskatten har historisk set været en del af det kommunale selvstyre, men denne forestilling er i dag en illusion.  

Oluf Jørgensen
Forskningschef emeritus på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og medforfatter af bogen 'Kommunalt folkestyre'

Afskaf kommuneskatten
Kommuneskatten har historisk set været en del af det kommunale selvstyre, men denne forestilling er i dag en illusion.

Staten har i mere end 20 år fastsat et skatteloft, der kraftigt begrænser kommuners mulighed for at sætte skatten op. Det ville i øvrigt også være tungt, hvis kommuneskatten i forvejen hører til de højeste.

Det er ikke helt udelukket at sætte skatten op, men staten straffer kommunerne, hvis forhøjelser ikke modsvares af nedsættelser i andre kommuner. De stramme bånd bliver gentaget år efter år i statens aftaler med Kommunernes Landsforening. 

Lige vilkår for borgerne og kommunerne i alle dele af landet forudsætter samme skatteprocent. Et par, der til sammen har en årlig indkomst på en million kroner, burde betale samme indkomstskat, uanset om de bor på Frederiksberg eller på Lolland.

Det er meget besynderligt og asocialt, at skatten skal være flere tusinde kroner højere om måneden i kommuner, hvor borgerne har de laveste indkomster. 

Kommunalt selvstyre afhænger af, hvor store eller små frihedsgrader kommuner har til at tilrettelægge og prioritere den kommunale service på forskellige områder. Kommuneskatten som en del af et kommunalt selvstyre er en illusion, der blot tjener til at fastholde uligheden.

En ligestillingsreform kunne sikre, at borgere i hele landet bidrager på lige vilkår til at finansiere de offentlige udgifter. En sådan ordning gælder for regionerne. Da vi i sin tid havde amtskommuner, fastsatte de en amtsskat, og systemet lignede det, som vi fortsat har for kommunerne.

Da regionerne afløste amtskommunerne i 2006, blev denne særlige skatteudskrivning opgivet, og regionerne får tildelt beløb fra staten efter objektive udgiftsbehov. Dette system fungerer uden ævl og kævl om, at nogle regioner skal betale til andre.

Norge bruger skattesystemet til distriktspolitik
Den norske skattepolitik er en vigtig del af distriktspolitikken, der sikrer, at borgere og virksomheder i udkanten betaler mindre i skat.

Beskatningen af lønindkomster i Norge består af dels personbeskatning og dels virksomhedsafgifter. Stortinget fastsætter beskatningen, og en væsentlig del af skatteindtægterne fordeles til kommunerne efter objektive udgiftsbehov.

Personbeskatningen er ens i det meste af landet, men borgerne i Nordnorge slipper 3,5 procent billigere. Virksomhedsafgiften af lønomkostninger er meget afhængig af lokalisering. Landet er inddelt i syv zoner, og afgiftsprocenten varierer fra 0 procent i Nordnorge til 14 procent i Oslo-området og andre områder med stærk udvikling.

Danmark har vendt "distriktspolitikken" på hovedet og giver de bedste skattevilkår til områder, hvor udviklingen er stærk og indkomsterne høje. Dermed giver det danske system et væsentligt incitament til at søge mod disse områder.

Tilstrømningen til København, Frederiksberg og Nordsjælland har ført til kraftig stigning i boligpriser, der kun kan betales af borgere med gode indtægter, mens andre, der må leve af sociale ydelser, flytter til områder, hvor de har råd til at bo. 

Incitamentet virker også for virksomheder, der har nemmere ved at tiltrække arbejdskraft, når skatten er lav, og når den offentlige service er høj. Kommunerne får oven i hatten en væsentlig del af selskabsskatten fra virksomheder, der er lokaliseret i kommunen.