Debat

Debat: Det skal ikke være en god forretning for kommuner at bryde loven

DEBAT: Det bør ikke være muligt, at kommuner i princippet kan tjene penge på at træffe forkerte afgørelser i socialsager, skriver repræsentantskabsmedlem i Muskelsvindfonden. 

Ankesager kan tage flere år, og i mellemtiden sparer kommunerne penge.
Det er blevet en god forretning at bryde loven, skriver repræsentantskabsmedlem i Muskelsvindfonden. 
Ankesager kan tage flere år, og i mellemtiden sparer kommunerne penge. Det er blevet en god forretning at bryde loven, skriver repræsentantskabsmedlem i Muskelsvindfonden. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Marie Lagoni Pedersen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Isak Kornerup Houe
Repræsentantskabsmedlem i Muskelsvindfonden

Danske kommuner er efterhånden helt åbne om, at de forsøger at ’gå til grænsen’ på socialområdet. Den generelle praksis er, at man hellere risikerer at give for lidt end for meget, og at målet i den forbindelse helliger midlet.

Et kort blik på ankestatistikkerne viser i hvert fald, at jo mere man går til grænsen, desto mere går man også over den.

I øjeblikket vrimler det frem med grimme og groteske eksempler på kommuner, der fordrejer loven til egen fordel, hyrer professionelle sparekonsulenter og går efter samfundets svageste, hvis eneste livline er at kunne anke sig til retfærdighed.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Den slags kan dog tage flere år, og i mellemtiden indkasserer kommunen en besparelse.

Kort fortalt er det blevet en god forretning for kommunerne at bryde loven.

Beløn kommuner for få forkerte afgørelser
Når man forholder sig til borgere, er det i en teknokrattankegang almindeligt at tænke i incitamenter. Selv er jeg som scient.pol. skolet i at se borgere som rationelle og optimerende individer, der kynisk overvejer, hvordan de kan få mest muligt med mindst indsats.

På den anden side er jeg også kørestolsbruger og således en borger, der ved, at den opfattelse ligger meget langt fra virkeligheden.

Vi er den svage part i forhold til et system, der fra den ene dag til den anden kan træffe afgørelser, som har fundamental betydning for vores dagligdag. Især for dem, der er mindst ressourcestærke, er spørgsmålet snarere, om vi har kræfterne til at tage kampen med kommunen.

At kommunerne konstant tænker i incitamenter, kommer også til syne i den måde, som de mange sparekonsulenter aflønnes på. Besparelser på socialområdet er lig med belønning og gulerod, der får konsulenterne til at skære ind til benet. Og lidt mere til.

Men når vi snakker incitamenter, så er vi også nødt til at skabe nogle, der går den anden vej. Kommunen skal kort sagt have en gulerod for ikke at træffe forkerte afgørelser til skade for deres borgere.

Læs også

Kommune skal ikke beholde sparede penge
Som det er i dag, har alle kommuner et klokkeklart økonomisk incitament til at afvise en naturalieydelse på socialområdet. Selv hvis en borger klager, anker og vinder sin sag, så har kommunen sparet udgiften, imens sagen kører.

Som vi lige har set i Landsretten, er kommunerne ikke engang ansvarlige for direkte skader, der opstår som følge af uberettiget afvisning af en ydelse.

Jeg har derfor behov for at gentage mig selv: Det bør ikke være en god forretning at bryde loven.

Kommunen skal i stedet tvinges til at beregne, hvad den har sparet i forbindelse med en forkert afgørelse. De penge skal den ikke have lov til at beholde.

Mit enkle forslag er, at de bliver indbetalt til en pulje, som hvert år uddeles til de kommuner, der har bidraget mindst til puljen i forhold til deres størrelse.

På den måde belønner vi de kommuner, der er dygtige til at overholde lovgivningen, da de vil få mere fra puljen, end de afleverer. Måske kunne det ligefrem blive noget at stræbe efter som kommune. Noget, en kommune kunne være stolt af.

Det kan jo være, at selv danske kommuner er en lille smule mere end blot rationelle kynikere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00