Debat: Foreningslivet har svigtet indvandrerkvinderne

Af Rami Panduro Zouzou
Cand.mag. og udviklingskonsulent i Danmarks Brydeforbund

Pigerne og kvinderne er blevet svigtet, når man har forsøgt at skabe integration af etniske minoriteter i foreningslivet.

Frem for at tilbyde dem et rum, hvor man dyrker diversitet, ligestilling og demokratisk fællesskab, er de blevet efterladt alene i diverse kvindegrupper, hvor ligesindede møder ligesindede.

Og her bærer vi som repræsentanter for foreningslivet et medansvar. For hvor er fokus på piger og kvinder, når vi laver idrætsprojekter for udsatte og sårbare grupper?

Berlingske Tidende har i serien ”Islams ufrie døtre”, som har kørt hen over over sommeren, fokuseret på, hvordan et ukendt antal kvinder fastholdes i parallelsamfund præget af såvel fysisk som psykisk vold. Og efter at have arbejdet med området i flere år, tør jeg godt hævde, at dette også gælder for en lang rækker piger. Piger, som sendes på genopdragelsesrejser, og som hverken får lov til at have danske kærester eller blive en aktiv del af foreningslivet, som jo er hjørnestenen i et aktivt civilsamfund.

Der er ikke brug for flere “kvindeklubber”
Jeg har gennem årene besøgt et utal af foreninger og integrationsprojekter i foreningsregi, og mens der er fodboldskoler, hvor 90 procent er drenge, og bokseklubber målrettet kriminalitetstruede unge, som også primært er drenge, har jeg set utrolig få tiltag, der bringer pigerne og deres mødre tættere på det danske foreningsliv.

Det kunne også være, at det kunne bidrage til, at nogle af kvinderne kunne medvirke til at nuancere debatten om hovedbeklædning og burka, da det immervæk er upraktiske beklædningsgenstande, når man er er på spejderlejr eller tur med idrætsforeningen.

Rami Panduro Zouzou
Cand. mag og udviklingskonsulent i Danmarks Brydeforbund

Og hvor er det egentlig ærgerligt. For hvordan forestiller vi os, at kendskabet til foreningslivet skal styrkes, hvis ikke vi prøver at involvere mødrene i foreningstraditionen?

Hvordan forestiller vi os, at vi kan bryde parallelsamfundets snærende bånd, hvis ikke vi lægger tid og ressourcer i at få kvinderne integreret i det traditionelle foreningsliv?

De skal ikke udelukkende parkeres på sidelinjen i projekter, hvis navn har meget lidt med ligestilling at gøre såsom bydelsmødre, kvindeklubber, separate svømmetilbud og så videre.

Det er muligt, der giver dem et afbræk i dagligdagen og bidrager til øget fysisk velvære, hvilket alt sammen er nødvendigt.

Men på samme måde som deres drengebørn skal de også være en integreret del af de demokratiske fællesskaber, der kan give dem nogle redskaber til at frigøre dem fra parallelsamfundets fængsel.

Behov for en målrettet indsats
De skal opleve mødet mellem forskellige kulturer, socialklasser og etniske grupperinger, som bindes sammen om fælles interesser.

Det kunne måske også være, at det kunne bidrage til, at nogle af kvinderne kunne medvirke til at nuancere debatten om hovedbeklædning og burka, da det immervæk er upraktiske beklædningsgenstande, når man er er på spejderlejr eller tur med idrætsforeningen.

Men det kræver en målrettet indsats fra foreningslivets parter. Det kræver, at vi styrker samarbejdet på tværs af forbund og ikke bilder os ind, at parallelsamfundsproblematikken løses, bare fordi familiens 10-årige knægt bliver medlem af den lokale fodbold- eller bokseklub.

Det er muligt, det holder ham ude af kriminalitet, men det ændrer ikke ved ligestillings- og parallelsamfundsproblematikken.

Der bør derfor i højere grad arbejdes på at udvikle idrætsprojekter, der tilgodeser behovene og efterspørgslen hos begge køn, og som aktivt involverer pigerne og mødrene.

Især hvis vi mener, at foreningslivet skal spille en rolle i nedbrydelse af parallelsamfundene.