Debat

Debat: Genopretningen skal være grøn, socialt ansvarlig – og gældsfinansieret

DEBAT: Det er godt, at frygten for gæld på de offentlige finanser er aftaget, for staten er ikke en husholdningsøkonomi, og der er brug for penge til en grøn genopretning efter coronakrisen, mener en økonom og finansanalytiker. 

Finansminister Nicolai Wammen (S) har annonceret, at coronahjælpepakkerne ikke kommer til at blive finansieret af nedskæringspolitik. 
Finansminister Nicolai Wammen (S) har annonceret, at coronahjælpepakkerne ikke kommer til at blive finansieret af nedskæringspolitik. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Peter Bjørnbak Hansen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Nielsen og Christopher Escalona
Hhv. finansanalytiker, MPhil in Economics og projektleder og bæredygtighedsrådgiver, MSc Social Enterpreneurship and Management

Covid-19-pandemien har de sidste tre måneder bogstavelig talt lukket den danske økonomi ned, og vi ser nu følgerne i form af stigende arbejdsløshed og alarmerende økonomiske prognoser.

Med fase to af genåbningen af samfundet i fuld gang er flere politikere begyndt at formulere konkrete bud på, hvordan vi kan sætte gang i økonomien igen. Står det til de borgerlige partier, skal det ske gennem en ”ansvarlig økonomisk politik”, der ikke gældsætter Danmark unødigt, og – hvis politikken i kølvandet på sidste krise står til troende – afvikler eventuel gæld hurtigst muligt.

Inden vi lægger os fast på en sådan tilgang er det dog værd at genkalde os følgerne af genopretningspolitikken, der fulgte i kølvandet på finanskrisen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Overskud med sociale slagsider
Genopretningspolitikken mellem 2010 og 2013 var på den ene side en lempelig pengepolitik og på den anden side en stram finanspolitik. Pengepolitikken var direkte afledt af vores fastkurspolitik overfor euroen og Den Europæiske Centralbanks forsøg på at sparke gang i inflationen gennem en lav rentesats og store opkøbsprogrammer for værdipapirer.

Finanspolitikken kom blandt andet til udtryk gennem strukturelle reformer, der medførte besparelser på det offentlige forbrug. Tiltagene inkluderede de kontroversielle efterløns-, kontanthjælps- og dagpengereformer samt kravet om nulvækst i den offentlige sektor.

Danmark er fortsat et af de lande, hvor velstanden fordeles allerbedst. Men tendensen har været nedadgående, og vi behøver ikke at se langt ud over landets grænser for at se de mulige konsekvenser af yderligere social fragmentering.

Peter Nielsen og Christopher Escalona
Hhv. finansanalytiker, MPhil in Economics og projektleder og bæredygtighedsrådgiver, MSc Social Enterpreneurship and Management

De førte politikker var givet medvirkende til at vende offentlige underskud til overskud, men vi vil bestride, at dette er ensbetydende med, at de var succesfulde. For det første havde de en lang række negative sociale konsekvenser. For det andet var de formentlig ikke så nødvendige som ellers påstået.

Den lempelige pengepolitik medførte eksempelvis kun begrænsede investeringer i den produktive sektor. Derimod oplevede vi en værdistigning på finansielle aktiver såsom aktier og ejendomme, der medførte en yderligere skævvridning af formue- og indkomstfordelingen i samfundet. 

Finanspolitikken havde gennem de offentlige besparelser ligeledes en forstærkende effekt på uligheden. Dagpengereformen var reelt set en forringelse af eksistensgrundlaget for dem, der stod til at falde ud af systemet, mens kontanthjælpsreformen ramte dem, der allerede havde et ben udenfor. Samtidig har kravet om nulvækst og loftet over de kommunale budgetter givetvis bidraget til en stigning i udsatte borgere. 

Overordnet set har vi oplevet en acceleration i stigningen i ulighed. Hvor den disponible indkomst steg med 27 procent og 33 procent for henholdsvis 1. og 9. decil i perioden 2000 til 2008, lå stigningen på 16 procent og 37procent i årene 2009 til 2018. Ikke blot steg uligheden; den steg hurtigere end i den foregående periode. 

Genopretning må ikke centralisere ressourcer
Danmark er fortsat et af de lande, hvor velstanden fordeles allerbedst. Men tendensen har været nedadgående, og vi behøver ikke at se langt ud over landets grænser for at se de mulige konsekvenser af yderligere social fragmentering.

Vi har derfor behov for, at den kommende genopretning ikke centraliserer de økonomiske ressourcer yderligere hos den velhavende del af samfundet. Modsat har vi brug for en socialt ansvarlig og grøn finanspolitik.

Her er det fundamentalt, at genopretningen foregår i overensstemmelse med Verdensmålenes krav om social bæredygtighed, og at en ny, grøn økonomi bygges på internationale standarder for ansvarlig virksomhedsadfærd såsom OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder – der i Danmark også gælder den offentlige sektor. Det minimerer sociale og miljømæssige risici og gør det muligt at imødekomme vores bæredygtighedsforpligtelser.

Vi kan ikke bygge en ny social og grøn økonomi på den borgerlige præmis om, at ”pengene skal tjenes før de bruges”. Som det argumenteres ovenfor, havde denne tilgang stærkt negative konsekvenser under den seneste “genopretning”, og som vi vil argumentere nedenfor, bygger den på en misforståelse af de offentlige budgetter.

Frygt for (for høj) gæld
Frygten for statslig gældsættelse har haft uforholdsmæssig stor indflydelse på økonomisk politik i de seneste årtier. Denne frygt har to niveauer: frygt for gældsætning som sådan og frygt for for meget gældsætning.

Indenfor konventionel økonomisk tænkning er den grundlæggende overbevisning, at gældsætning er fornuftig, så længe de rejste midler investeres i aktiviteter, der genererer et tilstrækkeligt risikojusteret afkast, typisk målt ved BNP-vækst. Ikke desto mindre har det været flittigt diskuteret, om statens gæld kan blive så høj, at den til sidst bliver en byrde for samfundet.

Økonomiprofessionen har ikke et klart, teoretisk svar på, hvor meget gæld en stat optimalt har. Ikke desto mindre har der blandt økonomer og politikere været en udbredt aversion mod for høj gældsætning. Jo højere gæld, jo mere fylder renteudgifterne i det statslige budget. Til sidst kan udgifterne til rente og afdrag blive så høj, at investorerne mister tiltroen til statens evne til at møde disse gældsforpligtelser. I det tilfælde ryger der en risikopræmie oven i rentesatsen,og gælden bliver endnu dyrere.

Disse argumenter fandt empirisk opbakning i statistik, der tilsyneladende viste, at når gæld relativ til BNP nåede over et vist niveau, var dette historisk forbundet med negativ vækst eller stigende renter.

Læs også

En uortodoks økonomigren
Disse forbehold har affødt forskellige restriktioner på statslig gældsætning. I EU opererer man med den såkaldte stabilitetsmekanisme, der har sat en nedre grænse for medlemslandenes årlige budgetunderskud og en øvre grænse for gæld-til-BNP på 60 procent. De europæiske økonomier er dermed underlagt en særlig finanspolitisk spændetrøje.

Modstanden mod sådanne spændetrøjer er ikke desto mindre stigende blandt økonomer og politikere, der er utilfredse med de sociale konsekvenser af de afledte nedskæringspolitikker. Særlig ét refræn gentages ofte disse dage: Stater behøver aldrig gå bankerot i gæld etableret i valutaer, de selv udsteder.

Dette er et argument imod overdreven gældsfrygt typisk tilskrevet den uortodokse økonomigren modern monetary theory (MMT). Men observationen er ikke som sådan kontroversiel; den beskriver blot en teknisk finte, der anerkendes også af mere konventionelle økonomer.

Sidstnævnte frygter dog konsekvenserne af en sådan fri pengeskabelse. Den kan føre til, at samfundet må acceptere enten overdreven inflation eller ekstraordinært høje renter, der ødelægger den private sektors investeringslyst. ”MMT’erne” er mindre bekymrede for inflation og peger blandt andet på øget skattetryk, som en mulighed for at holde samfundets købekraft og dermed priserne i ave.

Et nyt gældsregime
Hvad enten man abonnerer på ”MMT’ernes” pengesyn eller ej, blæser vinden ikke desto mindre i retning af højere statslig gæld og øget pengeskabelse. Således er en nødundtagelse i stabilitetsmekanismen blevet aktiveret, hvilket har muliggjort øgede statslige underskud og hidtil uhørte gældsniveauer i EU. I Danmark har finansminister Nicolai Wammen (S) annonceret, at coronakrisen ikke kommer til at koste på velfærden – tilsyneladende et tilsagn om, at hjælpepakkerne ikke vil blive finansieret gennem nedskæringspolitik, men gennem højere gæld. 

Udenfor Europa, hvor den pengepolitiske handlefrihed er større, er man gået skridtet videre. I USA har nationalbanken således givet Finansministeriet lån til at printe en check på 1.000 dollars til alle voksne amerikanere. Og i England har nationalbanken oprettet en direkte kassekredit for regeringen.

Meget tyder altså på, at vi er på vej ind i et nyt gældsregime – teoretisk og praktisk – hvor frygten for statslig gæld er aftagende, og de sociale konsekvenser ved nedskæringspolitik vejes højere.

Det er ikke blot realiteten – det bør også være realiteten. Som samfund har vi simpelthen ikke råd til andet end at acceptere offentlig gæld som en nødvendig del af vores kriseberedskab og den økonomiske normaltilstand på den anden side af krisen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00