Debat: Manglende vaccinationer koster liv

Janus Tarp, formand for PolioForeningen
Helge Hess, formand for Rotary Danmark
Der er mange myter om vaccinationer, og vi kan godt forstå, at forældre kan komme i tvivl, om de gør det rette, når de får vaccineret deres børn. Medierne har de seneste mange måneder bragt en del historier om de påståede bivirkninger ved vaccinationer, men de har glemt den anden side af historien.
Faktum er, at manglende vaccination mod blandt andet polio, mæslinger, fåresyge og røde hunde kan medføre hospitalsindlæggelser, flere uger med voldsom feber og hoste, men desværre også mere alvorlige konsekvenser, som kan være invaliderende eller i værste fald dødelig.
350 døde børn
I sommeren 1952 og nogle måneder frem blev Danmark ramt af en polioepidemi, hvor cirka 7.000 mennesker – de fleste børn – blev angrebet af sygdommen. Omkring 3.000 fik lammelser og cirka 350 børn døde. Få år senere kom vaccinen, og det sidste tilfælde af polio i Danmark var i 1976.
Polio findes dog fortsat flere steder i verden, og det er en yderst smitsom sygdom. Rundt om i verden er WHO sammen med blandt andre Rotary yderst aktive i at få udryddet polio, så børn og deres familier ikke i fremtiden skal frygte den forfærdelige sygdom.
I Danmark lever der cirka 10.000 mennesker med den polio, de fik som små, inden vaccinen blev opfundet. Der er formentlig ingen af dem, der ønsker, at børn igen skal smittes med den frygtelige sygdom.
Janus Tarp og Helge Hess
Vacciner virker
Kampen mod polio går den rette vej takket været en massiv indsats for at få vaccineret verdens børn. I 1988 var der 350.000 poliotilfælde i 125 lande over hele verden, i 2015 var der 74 tilfælde af polio, og i 2016 var der kun omkring 40 poliotilfælde i blandt andet Pakistan, Afghanistan og Nigeria.
Den eneste måde, hvorpå vi kan bekæmpe polio og andre smitsomme sygdomme, er ved vaccination. Vaccination mod polio er fortsat en vigtig del af vaccinationsprogrammet, så når danske børn af den ene eller anden grund ikke får deres poliovacciner, så går det ikke alene ud over det enkelte barn, men også ud over hele befolkningen og kan medføre epidemier. Dermed udsætter man os alle for fare.
10.000 levende vidner
I Danmark lever der cirka 10.000 mennesker med den polio, de fik som små, inden vaccinen blev opfundet. Der er formentlig ingen af dem, der ønsker, at børn igen skal smittes med den frygtelige sygdom.
Fra Rotarys og PolioForeningens side kan vi kun opfordre til, at man som forældre bakker op om vaccinationsprogrammet og får vaccineret sine børn. Vi er af den klare overbevisning, at de positive effekter ved en vaccination langt overstiger eventuelle bivirkninger.
- Vermund væmmes ved det yderste højre: "En syg tanke, at vi defineres af gener"
- DF's nye folk i København er klar til at gøre livet surt for Sisse Marie Welling
- Tidligere kommunaldirektør: Vi har ladet andelen af elever med skolevægring vokse. Børnene mister især to ting
- Fra dag ét var målet, at hun skulle tilbage. Men pludselig nagede et spørgsmål Mai Mercado
- Mennesker er ikke kun rationelle, men styres af følelser og normer. Det skal afspejles i lovgivningen, mener forsker

































