Debat: Tyrkiet-aftale koster menneskeliv

Af Morten Kjærum
Direktør ved Raoul Wallenberg Instituttet

Red liv er det absolutte udgangspunkt for flygtningearbejdet og FN’s Flygtningekonvention.

Og her ligger kerne-problemet med EU’s flygtningeaftale med Tyrkiet. Aftalen fik som effekt, at den sidste sten blev lagt i muren mellem Tyrkiet og Syrien, så i dag er det næsten umuligt at forlade de daglige rædsler i Syrien.

Vi ved ikke, hvor mange menneskeliv, det har kostet, men det er alvorligt. De samme konsekvenser så vi under krigen i Jugoslavien, da europæiske lande med visumordninger forhindrede bosniske flygtninge i at forlade Kroatien.

Følg op med genbosætning
Tyrkiet-aftalen skulle have været fulgt op med effektive genbosætningsaftaler med EU og andre lande. Få lande kan købes med økonomisk støtte til at acceptere, at antallet af flygtninge kun stiger, uden at nogen rejser videre. Derfor skal økonomisk hjælp i nærområderne ofte kombineres med genbosætningsprogrammer, hvis mennesker på flugt skal sikres retten til liv.

I forbindelse med flygtningesituationen i 2014-15 i Europa er det ofte sagt, at Europa blev taget på sengen. Jeg har siddet med i møder fra 2010 og fremefter med EU’s flygtningeministre, hvor Højkommissæren for Flygtninge og andre har tryglet om øget økonomisk støtte og hjælp til genbosætninger. Tavsheden var larmende og støtten minimal. Så der har været tidlig varsling, men en manglende kapacitet til at lytte. Det må gøres bedre i fremtiden.

Ingen – bortset fra menneskesmuglerne - er tjent med et system, der baserer sig på, at flygtningene skal kaste sig ud i livsfarlige rejser.

Morten Kjærum
Direktør ved Raoul Wallenberg Instituttet

Utilstrækkelig fødevareforsyning og manglende dækning af andre basale behov i nabolandene var hovedårsagerne til, at flygtningene flyttede sig. Men også den manglende skolegang for børnene. Omkring 700.000 børn har været udenfor uddannelsessystemet i adskillige år. Det får ansvarlige forældre til at flytte sig for at sikre en fremtid for deres børn.

Mod et normalt liv
Fremadrettet må flygtningeindsatsen bygge på, at flygtningene skal leve et så normalt liv som muligt i eksilet. Det må sikres, at flygtningebørnene ikke mister adskillige år i deres skolegang, og dermed retten til en fremtid. Derudover må der tages inspiration fra eksperimenter med at stimulere private virksomheder til at etablere sig i de områder, der er berørt af flygtningekriser.

Den jordanske regering forsøger med skattelettelser at tiltrække virksomheder, der kan skabe arbejdspladser til flygtninge og lokalbefolkningen. Raoul Wallenberg Instituttet er i færd med at udvikle et universitetsprogram for de unge syrere i Jordan, Tyrkiet og Libanon. Det involverer også de professorer, der er flygtede fra Syrien. Målet med disse og andre initiativer er at undgå, at flygtninge i årevis kommer på passiv forsørgelse.

EU har et ansvar
Men selvom alt dette måtte lykkes, er der stadig et ansvar for Europa. EU må være solidarisk udadtil og med hinanden, ikke kun i forhold til økonomien, men også med at genbosætte flygtninge. Ingen – bortset fra menneskesmuglerne - er tjent med et system, der baserer sig på, at flygtningene skal kaste sig ud i livsfarlige rejser.

For den enkelte er det gambling med livet som indsats, og for det modtagende samfund er det umuligt at forberede en ordentlig modtagelse. Så det er en win-win situation at skabe flere legale veje til Europa for flygtninge. Det kan ske med udstedelse af humanitære visa for personer i akut nød inde i et konfliktområde, som f.eks Syrien. Det gjorde Raoul Wallenberg i forhold til jøderne i Ungarn i 1944/45. Men det kan også være til flygtninge i nabolandene. Man kan udvide familiesammenføringen eller udstede særlige studie- eller arbejdsvisa etc. Derudover skal det veletablerede internationale kvotesystem udbygges.

Vi kender elementerne i en fremtidig europæisk flygtningepolitik, og vi ved, at det kan virke, så nu kræver det bare politisk vilje og lederskab. Det handler om retten til liv og retten til en fremtid.