Ellemann skal til landsmøde som dansk politiks mest pressede leder

Man forstår ikke, hvordan et politisk nederlag for alvor føles, medmindre man selv er politisk engageret.

Det stod jeg og tænkte på valgnatten, mens Ellemann banede sig vej op til Venstres valgfest på Christiansborg. Eller fest og fest. Det var netop ikke festligt.  Folk var ægte kede af det, og jeg forstod det ikke.

Ville de hellere i regering med de fem borgerlige partier og Løkke? Altså, VLAK+ igen?

Det var jo en rendyrket katastrofe, og de blå fik så mange valgtæsk bagefter, at det halve havde været nok.

Og Venstre er faldet fra at være et stort parti til at være et mellemstort et af slagsen med blot 13,3 procent af stemmerne bag sig. Hvem vil i regering på den præmis?

Hvis valget har en tale, så var vælgernes besked til Venstre, at partiet befinder sig på et nulpunkt. Går det mere tilbage, er Venstre simpelthen et andet slags parti, end man forestiller sig efter 30 år som det ledende borgerlige parti.

Jeg tænkte: Hvorfor ser I det ikke som rock bottom, det her. Som Stunde Null. Som en mulighed for at tænke nyt. Er der nogen anden vej, egentlig?

Sagt på en anden måde: om Jakob Ellemann-Jensen går i regering med Socialdemokratiet eller ej, så befinder Venstre sig i en gedigen politisk identitetskrise.

Men som Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, sagde i den #dkpol-podcast, vi lavede lige efter valget, er det måske også for meget forlangt. Folk skal lige have lov at føle nederlaget. Og Venstre havde tabt – tabt næsten halvdelen af sine mandater, tabt magtkampen til rivaler i Socialdemokratiet. Tabt kampen om regeringsmagten.