Der er mange, som kritiserer kræftpakken. Men der findes også gode historier – og en af dem er min

Forårets nyhedsstrøm har været præget af historier om, hvordan mange danskere har måtte vente meget længere på kræftoperationer, end behandlingsgarantien for kræft tilsiger.

Når vi som samfund har en aftale med hinanden om, at kræftpatienter skal tilbydes hurtig behandling, så er det selvfølgelig fordi, der er sundhedsmæssigt belæg for, at hurtig behandling gør flere mennesker raske.

Derfor har vi med meget god grund været både forargede og rystede over, at mange mennesker med kræft ikke har fået behandlingstilbud i tide og derfor står i langt mere alvorlige sygdomssituationer, end de havde behøvet. Det er en katastrofe for hver enkelt patient og vedkommendes pårørende.

Men der er altså også gode historier. En af dem er min.

Tillad mig at dele den som eksempel på, at vi også har et sundhedsvæsen, som sine steder fungerer, nok fordi der på de hospitaler er ledelser, som formår at skabe rammer for, at sundhedspersonalet kan udfolde deres faglighed dygtigt og være empatiske mennesker, der går på arbejde og løser deres opgaver med faglig dygtighed og stor omtanke for deres patienter.

For en månedstid siden fik jeg indkaldelse til screening for brystkræft. Allerede mens jeg stod og betragtede mit bryst blive trukket i besynderlige former i mammografiapparatet, var jeg på vej videre i mit liv. Det her var jo bare rutine. Jeg havde prøvet det før, og altid med en blank påtale.

Men en uge efter lå der en besked i min e-boks om, at jeg skulle komme igen. Screeningen havde nemlig vist, at der var forandringer, som krævede nærmere undersøgelse. Afsted igen.

Denne gang til ultralydsscanning og – da to knuder var lokaliseret – biopsi af begge. Ti dage senere sad min kæreste og jeg til samtale med en læge og fik den besked, som alle frygter: Du har kræft.

Ti dage senere sad min kæreste og jeg til samtale med en læge og fik den besked, som alle frygter: Du har kræft.

Jane Mylenberg
Museumsdirektør og debattør

Lægen Lina og sygeplejersken Laura tegnede og fortalte. Viste os fotos af kroppe med afskårne bryster og bad mig beslutte, om jeg ville have fjernet det bryst med kræft, eller bare knuderne. Vi mødte to mennesker i hvide kitler. Men de var først og fremmest mennesker.

De havde tid, og de udviste stor forståelse for, at beskeden var tung og beslutningerne store. Laura havde ovenikøbet nærvær til at huske min søns navn og spørge til ham.

Jeg valgte at få fjernet knuderne, og fik tid til operation to dage efter den frist, som behandlingsgarantien har sat. Jeg lod vide, at hvis der kom et afbud, så var jeg mere end frisk. Dagen efter ringede Laura og fortalte, at der var et afbud til mig om 48 timer.

For at den opererende læge kan ramme rigtigt, skal man have indsat en markør på de knuder, som skal fjernes og sprøjtet sporstof ind i lymfeknuder. Begge dele dagen inden operationen. Så afsted igen.

Da jeg lå på lejet (som det så fint hedder i hospitalslingo) skete det, der sker, når følelser vinder over fornuften. Jeg blev bange. I forsøget på at holde min angst tøjret, talte jeg huller i loftsplader, for dog at blive holdt fast i en slags ordnet system.

Men hullerne hvirvlede rundt, og eneste faste holdepunkt var min kærestes varme hånd. Og hvorfor overhovedet nævne dette? Fordi da jeg dagen efter tjekker ind på sengeafsnittet og skal gøres klar til operation, så bliver jeg mødt af sygeplejerske Sisse, som vidste, at jeg var blevet bange og derfor nænsomt spurgte til, hvordan jeg havde det, og hvad jeg havde brug for.

Og da læge Mette, som skal føre kniven, kigger forbi min stue inden operationen, så er det også et opmærksomhedspunkt. Hun beroliger mig med sine ord og med den erfaring, som man ikke er et sekund i tvivl om, at hun bærer med sig.

På operationsstuen er omsorgen igen til stede. Både for at forklare, præcis hvad der foregår, men også med forståelse for min særlige situation. Skæbnen vil, at min operation falder på årsdagen for min afdøde søns hjerteoperation. Altså samme dag, som jeg sidst talte med min søn.

Det fylder selvfølgelig hos mig, men også på stuen, hvor sygeplejerskerne Jørgen, Julie og Carina tager sig tid både til mig og min kæreste, som har fået lov til at komme med helt ind og holde mig i hånden, til jeg flyder ind i narkosens tåger.

Da jeg vågner igen, er det til blikket fra endnu en nærværende sygeplejerske. Denne gang er det Annika, som passer opvågnende patienter. Jeg spørger hende til, hvordan det føles at arbejde i en branche, som alle har en holdning til. Hun fortæller, at hun er megaglad for sit arbejde. 

Hun fortæller, at hun er megaglad for sit arbejde.

Jane Mylenberg
Museumsdirektør og debattør

Hun oplever, at hun hver dag gør en forskel (det kan jeg kun bekræfte), og hun ville ønske, at politikerne ville komme ud og rent faktisk opleve, hvordan det også er at være ansat i sundhedsvæsenet. Da jeg spørger hende, om hvad hun tænker, vil gøre en forskel for hendes arbejdsliv, så svarer hun, at det ville være rart om nogle af de gode historier også finder vej til medierne og til danskerne.

Lige der, i sengen på opvågningsstuen, besluttede jeg mig for at dele min. Det, jeg havde forestillet mig skulle være forblevet en privat oplevelse af sygdom i min familie, rummer nemlig muligheden for at fortælle historien om, at vi også har et sundhedsvæsen, som fungerer.

Både når behandlingerne lykkes, men i særlig grad fordi, dygtige, dedikerede medarbejdere hver dag trækker i den hvide kittel for at gøre deres job og bakkes op af kompetente ledelser.

Det skal vi huske at være taknemmelige for. Det er jeg, også selvom jeg slet ikke er færdig med behandling og endnu har fået den besked, jeg drømmer om at få om; at jeg igen er helt rask.