Der var jubel, da Danmark fik sin første ligestillingsminister i 1999. Men nu er det endt med at blive en politisk kastebold

Et politikområde, der skulle tages seriøst

Opstartsperioden som ny ligestillingsminister var heller ikke helt nem, fortæller den tidligere ligestillingsminister Jytte Andersen. Hun forklarer, at hendes ministerperiode især handlede om at “systematisere ligestillingsarbejdet”.

“Det var lidt svært til at starte med. Statsministeren havde godt nok sagt til mig, at alle de ligestillingsressourcer, der var i Statsministeriet, skulle følge med posten. Det viste sig så at være én medarbejder.”

Det lykkedes hende at lokke flere ressourcer ud Finansministeriet med tiden, og i sin tid som ligestillingsminister faldt Ligestillingsloven på plads.

Det var ifølge hende et stort skridt fremad, men Jytte Andersen ville gerne have gået endnu længere for blandt andet at sikre, at der var en kønsmæssig balance i nævn, råd og bestyrelser.

“Det blev mere en ‘bør’ opgave frem for en ‘skal’ opgave. Der kunne jeg godt have tænkt mig, at det var lidt skarpere.”

På trods af den svære start var forventningens glæde ved at få en ligestillingsminister tydelig at mærke tilbage i 1999, da man adskilte ligestillingsområdet fra Statsministeriet og gjorde Jytte Andersen (S) til den første minister for ligestilling.

“Vi var alle glade, da vi i årtier havde efterlyst, at ligestilling blev et politikområde, som blev taget seriøst på Christiansborg,” fortæller Jytte Nielsen.

Op til oprettelsen af ministerposten havde Poul Nyrup Rasmussen (S) lavet en kommission, der skulle lave en såkaldt betænkning omkring, hvordan man kunne organisere og arbejde med ligestillingsområdet fremadrettet.

“Det var ved at være på tide at kigge det gamle system igennem og komme lidt op i gear,” siger Jytte Nielsen.

På baggrund af kommissionens betænkning blev det besluttet, at man skulle lave en separat afdeling med en ligestillingsminister, et ligestillingsnævn samt et videnscenter med eksperter, der kunne frembringe viden om området.

Danmarks første ligestillingsminister, Jytte Andersen (S), fremhæver, at den beslutning sendte et klart signal udadtil.

“Det blev mere synligt og gav mig en mulighed for at fokusere mere konkret på ligestilling, end man havde i Statsministeriet.”

Mangel på muskler

Med en ligestillingsminister, et ligestillingsnævn og et helt videnscenter på området, lovede det godt. Men snart 22 år senere er det desværre ikke gået så hurtigt med ligestillingspolitikken, som mange havde håbet.

Da Anders Fogh Rasmussen (V) kom til magten i 2000, nedlagde den daværende regering videnscenteret for ligestilling, og det har haft betydning for, hvor meget ligestillingsområdet har fået lov at fylde, mener eksperter.

Ifølge Jytte Nielsen er det nemlig vigtigt at få al den forskning og dokumentation om ligestilling, der eksisterer, frem i lyset.

“Hvis man skal kunne løfte en ligestillingspolitik, så kræver det kæmpe viden. Der er en masse viden, men den kommer aldrig i spil, og der er ikke nogen, der håndhæver den eller efterspørger den,” siger Jytte Nielsen.

Samtidig peger Anette Borchorst på, at det vigtigt for ligestillingspolitikken at have nogle organer, der kan sætte fokus på området. Her sammenligner hun med vores nabolande Norge og Sverige, der begge har et såkaldt diskriminationsombud.

“Det gør en forskel at have nogle nævn og organer, der kan tage dagsordner op af sig selv og rejse nogle principielle debatter.”

Ressourcerne er så marginale, og det har været ministre, der har været placeret lavt i hierarkiet. Derfor har man ikke set, at der er en minister, der har rykket alvorligt på det her område.

Anette Borchorst
Professor, Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet

Ligestillingsforskeren fra Aalborg Universitet pointerer, at det har været et gennemgående problem, at ligestillingspolitikken er blevet underprioriteret i Danmark, uanset hvilken regering der har været.

Der mangler nemlig ressourcer til afdelingen, der består af omkring 15 medarbejdere og en afdelingschef, mener hun.

“Problemet er, at ressourcerne er så marginale, og det har været ministre, der har været placeret lavt i hierarkiet. Derfor har man ikke set, at der er en minister, der har rykket alvorligt på det her område,” siger Anette Borchorst.

Jytte Nielsen fremhæver desuden, at når man har en medarbejderstab på omkring 15 medarbejdere, har man heller ikke nok kræfter til at håndhæve ligestillingsloven. Hun forklarer blandt andet, at man som en del af denne lov skal kigge alle lovforslag igennem for ligestillingseffekter.

“Det er der bare ikke nogen, der reelt gør,” siger hun.

Flytning er spild af ressourcer

Og mangel på muskler i ligestillingsafdelingen er ikke det eneste, der spænder ben for ligestillingspolitikkens prioritering. Afdelingen har nemlig rykket ministerium intet mindre end 12 gange siden dets oprettelse.

Selvom nogle vil mene, at det er smart ikke at have så mange medarbejdere, når man hele tiden skal rykke ministerium, kræver det også mange ressourcer.

Det fortæller Alexander Andersson, der er politisk konsulent hos Kvinfo og tidligere har været ansat i ligestillingsafdelingen.

"Det kræver enormt meget praktik med de her flytninger. Man kan ikke undgå at lægge nogle timer i overflytningen, som måske kunne have været brugt på at lave research eller udvikle politik,” siger han.

Den tidligere ligestillingsmedarbejder fortæller, at flytningerne i hans tid indebar at få nye lokaler, nye computere, lære nye systemer at kende og andre lavpraktiske ting.

En minister med gennemslagskraft

Selvom der inden for de seneste år er kommet fokus på emner som samtykkelovgivning og øremærket barsel til mænd, er der ikke nogen tvivl hos Anette Borchorst om, at ligestilling stadig ligger lavt på regeringens dagsorden. Men det gælder ikke nødvendigvis alle steder.

“Jeg har aldrig set så meget omtale om et ryk af ligestillingsposten før. Det er et tegn på, at der i kølvandet på MeToo er kommet langt mere fokus på ligestilling i samfundet.”

Og fortsætter debatten med at vokse, kan det sive ind i de politiske rækker, mener ligestillingsforskeren.

“Jeg forventer, at politikerne på en eller anden måde responderer på den offentlige debat, der vokser. Der kan nemlig være et pres rundt i samfundet, som kan bidrage til, at ligestilling får et større politisk fokus.”

Når ligestillingsafdelingen rykker fra Beskæftigelsesministeriet, bliver det koblet sammen med Transportministeriet for første gang med Trine Bramsen i spidsen.

Trine skal slå nogle ordentlige slag i bolledejen, hvis der skal ske noget. Men hun er tilstrækkelig sej til, at hun kan trumfe nogle ting igennem.

Jytte Andersen (S)
Tidligere ligestillingsminister

Koblingen mellem transport og ligestilling har vakt kritik fra mange sider for ikke at have nogen sammenhæng. Det giver ifølge Altingets politiske kommentator heller ikke mening at rykke det.

“Ligestillingsministeriet lå meget mere naturligt i Beskæftigelsesministeriet. Her gav det faktisk en vis mening, mens det er helt sort at placere det sammen med transport,” siger Erik Holstein.

Men spørger man tidligere ligestillingsminister Jytte Andersen, er det underordnet hvilket ministerium ligestilling hører inde under.

“Selvfølgelig har det betydning, når der bliver skiftet så meget rundt. Men jeg vil alligevel hævde, at det nærmere er ministerens fokus og gennemslagskraft, som er afgørende for, hvorvidt en regering har en ligestillingspolitik.”

Der er dog hårdt arbejde forude for den nye minister, mener Jytte Andersen.

“Trine skal slå nogle ordentlige slag i bolledejen, hvis der skal ske noget. Men hun er tilstrækkelig sej til, at hun kan trumfe nogle ting igennem,” siger hun.

Og allerede få dage efter sin tiltræden som ligestillingsminister har Trine Bramsen været ude og sætte fokus på drab og overfald på kvinder som en problematik, hun vil gøre op med.

Så noget tyder på, at hun forsøger at slå de første slag i bolledejen.