Kommentar af 
Jakob Nielsen

Derfor elsker jeg kandidattesten   

Altingets kandidattest er et af de værktøjer, der kan hjælpe vælgerne med den vanskelige og vigtige opgave at finde ud af, hvem vi er mest enige med. Den gør kort sagt demokratiet større. 

Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Jakob Nielsen

Chefredaktør på Altinget siden maj 2017.

Jakob Nielsen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere studeret international økonomi ved CBS. Han har i en årrække været ansat på Politiken, bl.a. som indlandsredaktør, politisk redaktør og korrespondent i Bruxelles og Washington. Senest var han redaktør for Politikens netavis.

Forfatter til en lærebog om EU, en politisk biografi af Helle Thorning-Schmidt samt en bog om modstandsmanden og redaktøren Børge Outze.

 

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når vi går til valg, bevæger vi os helt ind i kernen af demokratiet. Vi stemmer på kandidater, der skal repræsentere os i Folketinget – det er helt grundlæggende hvad, folkestyret går ud på.

Derfor er der også meget på spil. For politikerne selvsagt: hvem får magten og retten til at bestemme de kommende fire år? Men også for vælgerne: hvem kan bedst repræsentere netop mine ønsker og synspunkter på Christiansborg?

Altingets kandidattest er et af de værktøjer, der kan hjælpe vælgerne med den vanskelige og vigtige opgave at finde ud af, hvem vi er mest enige med. Og lad mig bare sige det lige ud: jeg elsker kandidattesten.

Testen stiller alle kandidater lige

I mine øjne er den et fantastisk værktøj, der indeholder utroligt store mængder information, og som giver alle kandidater – uanset hvor kendte eller ukendte de er – en mulighed for at præsentere sig selv overfor vælgerne.

Men jeg ved også godt, at mange er skeptiske, og ved hvert eneste valg bliver testen udsat for kritik.

Derfor vil jeg gerne bruge nogle ord på at forklare, hvorfor jeg tror på kandidattesten. Og på at forklare, hvordan vi skruer testen sammen.

Det vigtigste ved kandidattesten er, at den stiller alle kandidater lige.

Prøv at tænke over, hvor mange kandidater, der egentlig optræder i de store aviser eller i tv-stationernes valgdækning. Det er ganske få. Som menig kandidat kan det være utroligt svært at gøre opmærksom på, at man findes.

Fakta

Altingets kandidattest

  • Testen er udviklet af Altinget og bygger på en algoritme, som vi selv kontrollerer
  • Testen bliver åbnet for brugerne, når valget er udskrevet, og når mere end halvdelen af kandidater har udfyldt testen
  • Formulering af spørgsmål sker i samarbejde med DR. Hvert medie vælger selv, hvilke spørgsmål der anvendes ud fra en fælles bruttoliste på 35 spørgsmål
  • Maskinen bag testen anvendes også af en række udenlandske medier, bl.a. SVT i Sverige og NTB i Norge. 

Men i kandidattesten har ministeren og den menige kandidat lige gode muligheder for at blive fremhævet. Det kommer udelukkende an på, om brugeren har besvaret spørgsmålene på samme måde som kandidaten.

Derfor kan vælgerne bruge testen til at gå på opdagelse i de kandidater, der vil stå på den lange stemmeseddel, når man lukker sig inde bag forhænget for at sætte sit kryds.

I Altingets version kan man også tage et kig på hele stemmesedlen og klikke på hver enkelt kandidat for at lære dem bedre at kende.

Det er i mine øjne et stort stykke folkeoplysning – og dermed helt ind i kernen af, hvad seriøse medier skal bidrage med, når der er valg. Eller som jeg skrev inden sidste års kommunalvalg: Kandidattesten gør demokratiet større.

Processen med at finde de 25 spørgsmål, som man skal svare på i Altingets kandidattest, begynder mange måneder før valget

For vælgerne er kandidattesten en måde at orientere sig i valget uden at skulle indsamle brochurer fra samtlige partier og sammenligne dem ved køkkenbordet.

I dag er det de færreste vælgere, der føler et fast tilhørsforhold til et bestemt parti – nøjagtigt ligesom politikerne skifter parti på kryds og tværs, så gør vælgerne det samme.

Det øger behovet for at kunne se, hvad partierne og kandidaterne står for. Ikke mindst for unge vælgere er testen en mulighed for at orientere sig og opdage, at man sagtens kan have en holdning, selv om man ikke har fulgt med i politik i mange år. Det er også derfor, vi ledsager alle testens udsagn med nogle få argumenter for og imod.

Vi stoler på vælgerne

En meget udbredt kritik af kandidattesten er, at den påvirker valget og bestemmer, hvor vælgerne skal sætte deres kryds.

Jeg synes, det er at undervurdere vælgerne. Mon ikke de fleste orienterer sig bredere end en kandidattest, inden de sætter krydset? Kandidattest er en enkelt blandt mange muligheder for at danne sig en holdning, inden man skal stemme. Vi anbefaler udtrykkeligt, at man tager testen flere gange – og at man også prøver konkurrenternes.

En anden kritik går på, at kandidattesten favoriserer bestemte politikere eller partier. Det bliver hurtigt til meget avanceret matematiske diskussioner, men grundlæggende er kritikken i mine øjne forkert.

1.125.899.906.842.624 kombinationer

Selvfølgelig har partier med mange kandidater umiddelbart flere chancer for at ligge i toppen af testen – i hvert fald, hvis deres kandidater svarer forskelligt på spørgsmålene. Men realiteten er, at der er nærmest uendeligt mange kombinationer af svar på testen (prøv selv at regne det ud ved at trykke 4x4 25 gange).

I Altingets test får man desuden at vide, hvilket parti man ligger tættest på. Det beregner vi ud fra et gennemsnit af alle partiets kandidater i den pågældende kommune eller region, og det er med til at stille de mindre partier mere lige med de større partier.

Vi har brugt mange år på at forfine den maskine, der ligger bag valgtesten

Ved sidste valg var der også kritik af, at vi havde tilføjet nogle mere bløde spørgsmål om kandidaternes fritidsinteresser og smag i bøger, film eller musik.

Men for os er testen som nævnt netop en mulighed for at lære kandidaterne bedre at kende, og derfor vil vi også gerne give politikerne mulighed for at præsentere sig selv – nøjagtig som de ville gøre i en brochure eller på deres egen hjemmeside.

Men det er klart, at disse spørgsmål ikke har nogen betydning for algoritmen, og hvis en politiker ikke har lyst til at svare, kan de bare springe de spørgsmål over.

Hvordan bliver testen til?

Processen med at finde de 25 spørgsmål, som man skal svare på i Altingets kandidattest, begynder mange måneder før valget.

I samarbejde med Altingets fagjournalister samler vi en lang liste med aktuelle emner, som ville egne sig til at indgå i testen. Den liste sender vi til de politiske partier på Christiansborg for at få deres feedback. Partierne er gode til at minde os om, hvis der er emner, vi har overset, eller hvis bestemte spørgsmål er misvisende eller nemt kan misforstås.

Vi sender også spørgsmålene til nogle af landets dygtigste valgeksperter, som på samme måde hjælper os med at kvalitetstjekke spørgsmålene.

I sidste ende er det dog os selv på redaktionen, der udvælger og formulerer de spørgsmål, vi ender med at bruge. Inden vi lægger os fast, ser vi på, om spørgsmålene peger i en rød eller blå retning. Vi går efter en balance, sådan at man ikke automatisk rammer en rød eller blå kandidat, hvis man erklærer sig enig i et udsagn. Vi kigger også på, om spørgsmålene fordeler sig bredt på temaer, sådan at de fleste politikområder er repræsenteret.

Vi har også brugt mange år på at forfine den maskine, der ligger bag valgtesten. Det er for eksempel helt bevidst, at der kun er fire svarmuligheder. Hvis man havde en skala fra 1 til 10, ville der være risiko for, at svarene samlede sig omkring midten og dermed gav en fordel til kandidater, der lagde sig omtrent midt i feltet på alle spørgsmål.

Du kan læse mere om, hvordan vores algoritme fungerer, i denne artikel

En sidste ting, der er vigtig at vide om vores kandidattest er, at vi ikke gemmer nogen data om brugerne. Derfor registrerer vi heller ikke, hvilke politikere der oftest kommer ud som dem, man er mest enig med.

Vi vil ikke risikere, at nogen forsøger at hacke testen ved at gennemføre den tusindvis af gange for at fremme en bestemt politiker eller et bestemt parti. Testen er udelukkende et værktøj for den enkelte vælger.

God fornøjelse med Altingets kandidattest – og husk, at vi meget gerne modtager kritik og forslag til forbedringer. Skriv direkte til mig på [email protected]

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00