Det danske paradoks: Vi glemte demokratiet i socialøkonomien

”Coop er ejet af 1,7 millioner danskere. Og fordi vi er så mange, kan vi gøre hverdagen lidt bedre for alle.”

Sådan lyder det for tiden i en reklame, hvis budskab er noget anderledes end detailhandlens vanlige slagtilbud på rugbrød og økologisk letmælk.

Med kampagnen vil Coop fortælle danskerne, at de gennem et medlemskab kan få direkte indflydelse på de forretningsmæssige dispositioner i en dagligvarekæde med en årlig omsætning på 50 milliarder kroner. Og dermed vække et glemt demokrati til live.

”Vi har i en del år ikke fortalt omverdenen, at vores medlemmer er med i en forening og ejer en forretning, og at de dermed er en del af noget større. I det hele taget har vi i Danmark nærmest glemt, hvad denne her virksomhedsform kan,” siger Mike Dranov, foreningsdirektør i Coop.

Nu kommer folk valfartende for at lære om andelsselskaber, men vi dyrker det ikke selv. Det er først, når udlandet kommer, at vi selv er i stand til at se værdien.

Magnus Skovrind Pedersen
Direktør for presse, Tænketanken Demokratisk Erhverv

Vi har taget demokratiet for givet
Det er Gurli Jakobsen fra Center for Civilsamfundsstudier ved CBS enig i. I et nyt forskningsstudie har hun sågar givet hukommelsestabet et navn. Hun kalder det for Det Danske Paradoks.

Da socialøkonomi blev født i 1800-tallet, handlede det om social retfærdighed i økonomien. Og med dannelsen af andelsbevægelsen, brugsbevægelsen og den kooperative bevægelse trak Danmark i den socialøkonomiske førertrøje.

Vi har taget for givet, at vi kan demokrati. Det er ikke noget, vi har diskuteret.

Gurli Jakobsen
Forsker, CBS

Vi fik demokratisk ejede elselskaber, vandværker, realkredit, forsikring, slagterier og mejerier og de kooperative dagligvarebutikker. Flere af dem – som Arla, Coop og Danish Crown – voksede sig store og blev markedsledende.

Og herefter skænkede vi ikke erhvervsdemokratiet mange tanker.

”Vi har taget for givet, at vi kan demokrati. Det er ikke noget, vi har diskuteret. I erhvervslivet har man ikke talt om det,” siger Gurli Jakobsen.

En ny socialøkonomi kom til verden
Paradokset bliver ikke mindre af, at de virksomheder, der i den klassiske forstand er socialøkonomiske, ifølge Gurli Jakobsens tal beskæftiger cirka 160.000 mennesker. Det svarer til seks procent af arbejdsstyrken.  

Alligevel gled socialøkonomi ud af den offentlige samtale. Ingen talte om det. Ingen forskede i det. Og ingen lovgav om det. Før årtusindskiftet.

Med initiativer fra EU fik begrebet nyt liv, men nu i en ny og snævrere betydning. Socialøkonomi var nu primært et socialpolitisk redskab, som skulle bruges til at hjælpe marginaliserede mennesker til at finde deres plads i fællesskabet – og ikke mindst på arbejdsmarkedet. 

EU-Kommissionen skovlede kul på, så sveden sprang fra brankede pander, og den erhvervsrettede socialpolitik buldrede afsted gennem Europa.

Danmark sprang på toget, og socialøkonomiske virksomheder, der beskæftigede migrantkvinder, utilpassede unge eller folk med psykiske diagnoser, begyndte at opstå. Regeringen etablerede et videnscenter for socialøkonomi, og vi fik en registreringsordning for socialøkonomiske virksomheder.

Men tilbage i remisen stod den vogn, der var ladet med demokrati.

Kooperationen: Vi går glip af saft og kraft
Og det er et tab, mener Susanne Westhausen. Hun er direktør for brancheforeningen Kooperationen.

”I dag er vi jo kun 'to håndfulde', der ved, hvad vi snakker om, når vi taler om demokratiske virksomheder. Og det er ikke særlig sjovt,” siger hun.

Når ingen er klar over, at det er muligt at danne en demokratisk virksomhed, er der heller ingen, der gør det, pointerer hun.

”Vi går glip af den saft og kraft og viden, der ligger i, at flere er sammen om at drive en virksomhed,” siger Susanne Westhausen.

Og det er en skam, mener hun. For meget tyder på, at den type virksomheder er mere levedygtige end konventionelle.

”Når vi ser på iværksættervirksomheder, så tager det længere tid at starte en fællesskabsejet virksomhed end en almindelig. Men en større andel overlever de første fem år,” siger Susanne Westhausen. 

Coop: Demokratiet styrker vores forretning
Forskningen i erhvervsdemokrati er sparsom, og resultaterne er ikke entydige. Alligevel tyder meget på, at de demokratiske virksomheder klarer sig bedre end andre i krisetider, og at de er mere produktive.

I Coop er Mike Dranov ikke i tvivl om, at strukturen med et landsråd og lokale butiksbestyrelser giver kæden forretningsmæssige fordele.

”Jo stærkere foreningen er, jo stærkere bliver forretningen,” siger han.

Mike Dranov slår fast, at den demokratiske struktur skal slå igennem i det afkast, Coop laver. Og det gør den, mener han.

”Vores afstand til kunderne er mindre. Den feedback, vi får, er hurtigere end normalt, fordi vi har et landsråd med kunder og medlemmer, som er hurtige til at opfange trends. Det betyder, at vores ledelse er i dialog med kunderne i stedet for at befinde sig i et vakuum. Det er en superstærk model – især i en branche som vores, hvor det går hurtigt,” siger Mike Dranov.

Han medgiver, at nye trends også kan opsnappes på andre måder – for eksempel gennem kundeundersøgelser.

”Men det er ikke alle kundeundersøgelser, der når helt op til direktionen. Derimod har vores bestyrelse og landsråd direkte kontakt til direktionen, og den styreform giver noget andet – både i de lokale butikker og centralt,” siger Mike Dranov.  

Et bidrag til sammenhængskraften
En ting er imidlertid det kommercielle aspekt. Noget andet er det større hele, som Mike Dranov også taler om. De demokratiske virksomheder er typisk formålsdrevne. For Coops vedkommende er hensynet til en bæredygtig samfundsudvikling skrevet ind i vedtægterne.

Generelt sender demokratiske virksomheder flere penge i omløb i deres lokalsamfund og er bedre rustet til at tage hensyn til det omgivende samfund.

Og så er der selve kernen i virksomhedsformen – nemlig demokratiet. Og det er en værdi i sig selv.

I sin research kiggede Gurli Jakobsen på de sygekasser, der før indførelsen af den offentlige sygesikring i 1973 hjalp mennesker, som blev ramt af sygdom.

Sygekasserne var lokale foreninger, hvis medlemmer gennem deres kontingent og med tilskud fra staten sikrede hinanden gensidigt mod de økonomiske følger af alvorlig sygdom.

Bestyrelserne bestod af revisoren, skorstensfejeren, slagteren, hønseavleren og arbejderen. På tværs af de herskende sociale og økonomiske skel – og trods åbenlyse politiske uoverensstemmelser – forenedes de her i at tage ansvar for at give alle i deres lokalsamfund adgang til læge, hospital og sygedagpenge.

Og heri ligger noget centralt, mener Gurli Jakobsen. Det handler om en social, økonomisk bæredygtighed. Om fællesskab. Om at bygge et samfund, hvor det at tage vare på hinanden er en integreret værdi. Om at gå sammen om at sikre det fælles bedste i lokalsamfundet.

”Jeg tror, at institutionelle strukturer som denne har været med til at skabe masser af sammenhæng i vores samfund. Og jo færre der er af den slags fora, jo mindre anledning er der til denne type borger-engagement – og dermed også mindre sammenhæng,” siger hun.

Principperne fra de lokale sygekasser kan i et vist omfang – og med forbehold – overføres på de demokratiske virksomheder. Også her går ganske almindelige mennesker sammen om at sikre, at virksomhedens behov for profit er forenet med det overordnede hensyn til det omgivende samfund.

Dong-sagen blev et wakeupcall
Alt det taget i betragtning kan det undre, at andelsbevægelsen, den kooperative bevægelse og brugsforeningerne i halvandet århundrede befandt sig i hvert sit hjørne af spillepladen – uden nævneværdigt overløb mellem siloerne. Men sidste år stiftede de i fællesskab tænketanken Demokratisk Erhverv.    

Salget af en fjerdedel af det statsejede energiselskab Dong i 2014 var muligvis den morgenvækning, der fik aktørerne ud af fjerene, funderer Susanne Westhausen fra Kooperationen.

”Vi har jo alle sammen syntes, det var smertefuldt, at man ikke har kunnet finde et eneste studie, hvor nogen snakkede om fællesskabsejede virksomheder. Og når så der bliver stillet spørgsmålstegn ved, hvem der ejer vores infrastruktur, så har vi sagt: ’Det er sgu vigtigt, det her. Det er vi nødt til at få tilbage i befolkningens bevidsthed igen’,” siger Susanne Westhausen.

Store dele af infrastrukturen ville ikke eksistere i den kvalitet og til den pris, vi kender, hvis ikke vi havde ejet den i fællesskab, mener hun og peger på det vidt forgrenede fibernet.   

”Hvis ikke energiselskaberne primært havde været forbrugerejet, tror jeg ikke, vi havde været så langt med fibernet. Men det er vi, fordi du og jeg kan se, at det ville være godt for os, hvis vores virksomhed investerer i det,” siger hun.

Det er beslutninger af den karakter, som erhvervsdemokratiet giver den menige dansker indflydelse på – hvis vi vel at mærke værner om det, pointerer Susanne Westhausen.

De demokratiske virksomheder vågner op til dåd
Og noget tyder på, at den erhvervsdemokratiske tornerosesøvn er ved at være ovre. 

I hvert fald oplever direktør med ansvar for presse og eksterne relationer Magnus Skovrind Pedersen hos Demokratisk Erhverv en stille opvågnen.

”Vi oplever, at der sker noget i hele verden. Danmark er lidt en forstad til Hamborg. Og det tager lidt tid, før udviklingen kommer hertil, men der er også ved at ske noget her,” siger han.

I tænketankens medlemskreds ser Magnus Skovrind Pedersen talrige eksempler på demokratiske virksomheder, som er i færd med at revitalisere deres ejerform.

”De store selskaber er nu ved at markere sig kraftigt på, at de er medlemsejede,” siger han.

Det skyldes, at de efter årtiers demokratisk forvitring har fået blik for det forretningsmæssige potentiale, mener han.

”Tag for eksempel et forsikringsselskab. Det lever af loyale kunder. Hvis du hele tiden skal jagte nye kunder, koster det tid og penge. Det slipper du for, når dine medlemmer føler sig som en del af selskabet og er loyale, fordi de stoler på dit medlemsdemokrati. Og så kan du bruge dine ressourcer på at udvikle mere konkurrencedygtige produkter,” siger Magnus Skovrind Pedersen.

Pelle Dragsted: Den rå kapitalisme er sjælløs
Også politisk er bevågenheden stigende. I dette års finanslovsforhandlinger troppede Enhedslisten op med et forslag om at nedsætte en ekspertgruppe, der skal kulegrave de demokratiske virksomheders vilkår.

Trods sympatierklæringer fra regeringens støttepartier slap forslaget ikke igennem til finanslovens finaleheat. Men partiet har ikke opgivet tanken.

Pelle Dragsted, der sad i Folketinget for Enhedslisten indtil seneste valg, har investeret sig selv massivt i udviklingen af erhvervsdemokratiet.

”Den rå kapitalisme i form af kapitalfonde, aktieselskaber og store koncerner er jo sjælløs. Den har muligvis nogle fordele i form af effektivitet, men den skaber ikke fællesskab og handlekraft. Og det, synes jeg, de demokratiske virksomheder kan – hvis de vel at mærke dyrker deres fællesskab,” siger Pelle Dragsted.

For ham er det et socialistisk projekt, fordi de demokratiske virksomheder giver befolkningen større indflydelse på økonomien i samfundet. Men den tilgang behøver man ikke at have. For primært er det et demokratisk projekt, understreger han.

”Andelsbevægelsen blev jo skabt af landmænd som en reaktion på, at nogle mellemmænd havde sat sig på for store avancer. Det er et opgør med økonomisk uretfærdighed. Er det venstreorienteret?” spørger Pelle Dragsted.

Han understreger, at han ikke har i sinde at omdanne erhvervslivet til et stort basisdemokrati.

”De her virksomheder skal drives sindssygt effektivt og have dygtige ledelser,” siger han og fortsætter:

”Men samtidig skal man sikre, at medlemmerne bliver inddraget i afgørende beslutninger – for eksempel om at invitere fremmede investorer indenfor. Det skal man ikke tage i toppen. Den slags skal kræve en urafstemning.”

Tidsånden bærer i retning af fællesskab
Hos Demokratisk Erhverv er Magnus Skovrind Pedersen ikke i tvivl om, at tidsånden arbejder for de fællesskabsejede virksomheder.

”Der er en grundlæggende bevægelse i hele verden mod en økonomi, der er mere funderet i vores lokale befolkninger. En økonomi, som kommer det lokale til gode og ikke bare driver rovdrift på natur, ressourcer og klima,” siger han.

Beslutningstagerne er klar over, at det er nødvendigt at udvikle en mere inkluderende økonomi, der tager langsigtede hensyn, mener Magnus Skovrind Pedersen.

”Vi står med store kriser. Tag bare miljøet og klimaet og den ulige fordeling af de økonomiske goder,” siger han og fortsætter:

”Et tiltag mod det er at give befolkningen indflydelse på erhvervslivet. Og det er nok også en nemmere og klogere måde end strammere regulering af erhvervslivet.”

Det paradoksale, mener han, er, at Danmark netop har været eksponent for en inkluderende, balanceret økonomi.

”Vi har oplevet nogle store sejre i fortiden, men dem har vi ikke formået at bygge videre på. Nu kommer folk valfartende for at lære om andelsselskaber, men vi dyrker det ikke selv. Det er først, når udlandet kommer, at vi selv er i stand til at se værdien.”

Gurli Jakobsens studie 'Socialøkonomi og EU-politik: fra foreningsbaseret erhverv til socialpolitik' kan findes i sin helhed på www.civilsamfundet.dk.