Kommentar af 
Rikke Viemose

Det er en skandale, at voldsramte i Danmark ikke er sikret hjælp

Den 8. marts kæmpede politikerne om at signalere, at de støtter voldsramte kvinder. Men hvorfor går de så ikke ind for, at hjælpen til dem bliver permanent? Der er i dag syv måneders ventetid på ambulant hjælp i København, skriver Rikke Viemose.

I Mette Frederiksens regeringsgrundlag står der, at man ønsker at stoppe vold mod kvinder og sikre en stabil grundfinansiering, der muliggør langsigtet planlægning. Det er ikke sket endnu, skriver Rikke Viemose.
I Mette Frederiksens regeringsgrundlag står der, at man ønsker at stoppe vold mod kvinder og sikre en stabil grundfinansiering, der muliggør langsigtet planlægning. Det er ikke sket endnu, skriver Rikke Viemose.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Rikke Viemose
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det kræver ofte et enormt mod at beslutte sig for at ville forlade en voldelig mand. Mange kvinder frygter for deres liv, når de gør det. Alene det at taste nummeret ind på krisecentret kan være næsten uoverstigeligt for mange og sker først, når de ikke ser anden udvej.

Forestil dig at stå i den situation og så få at vide, at du må vente syv måneder på at få hjælp.

Jeg ved, at de mange professionelle og frivillige, der knokler for at hjælpe, vil gøre alt for, at ingen skal stå i den situation. Men i København ER der i dag syv måneders ventetid på ambulant hjælp til voldsudsatte kvinder.

Det er simpelthen ikke en retsstat værdigt.

Da jeg forleden så billeder fra Kvinfos store 8. marts-arrangement i Vega i København slog det mig, hvor mange politikere fra regeringspartierne, der deltog side om side med blandt andre Danners direktør, Mette Marie Yde.

En aften, som den, er der ingen grænser for solidariteten. Men allerede dagen efter er krisecentrene vendt tilbage til en usikker virkelighed, hvor de skal kæmpe for hver eneste krone, de bruger på hjælp til de udsatte kvinder.

Hvert år flytter omkring 2.600 kvinder i Danmark på krisecenter. Behovet er langt større, men der er ikke plads til flere

Rikke Viemose

Hvert år udsættes 118.000 kvinder for fysisk eller psykisk vold af deres partner. Cirka en gang om måneden bliver en af dem slået ihjel.

Hvert fjerde drab i Danmark er et partnerdrab, og langt størstedelen af de dræbte er kvinder, der bliver slået ihjel af deres nuværende eller tidligere mandlige partner.

Tal fra Danner viste sidste år, at halvdelen af de kvinder, der søger hjælp, har oplevet, at manden tog kvælertag på dem. Ifølge politiet er det mordforsøg – det kunne let være endt med drab.

Vi véd, at volden ofte eskalerer, når kvinden forsøger at sige fra og blive fri. Der er masser af dokumentation for, at voldsramte kvinder har allermest brug for hjælp, når de forsøger at forlade deres voldelige mand.

En rystende beskrivelse af en sådan situation er Niels Franks bog 'Fanden tage dig', der netop er indstillet til Nordisk Råds litteraturpris. Forfatterens søster forsøgte efter mange år at komme væk fra en mand, der altid havde udsat hende og deres børn for psykisk terror, og som havde spredt gift overalt omkring sig.

Den dag, hun med støtte fra både familie og venner og et krisecenter besluttede sig for at gøre sig fri, måtte hun gå under jorden. Hver dag, hver time var fra det tidspunkt fyldt med angsten for, at han skulle finde hende, og hvad han kunne finde på. Det er tydeligt, at hun ikke ville have kunnet tage den beslutning og holdt fast i den uden hjælp.

Læs også

Ulykkeligvis endte det alligevel med, på trods af støtten, at manden slog hende ihjel. Han skød hende i ryggen og meget tydede bagefter på, at han også havde tænkt sig at ramme resten af familien. 

Hvert år flytter omkring 2.600 kvinder i Danmark på krisecenter. Behovet er langt større, men der er ikke plads til flere. 2.600 af 118.000 voldsramte svarer til to til tre procent.

Det er ikke alle de 118.000, der har behov for at komme på krisecenter, men hvis ikke man er der, har man ikke ret til krisehjælp, selvom man er udsat for vold.

Regeringen har længe pralet af deres handlingsplan imod partnervold, men den bliver helt uforståeligt finansieret midlertidigt i stedet for permanent på finansloven.

Det står ellers i regeringsgrundlaget, at man ønsker at stoppe vold mod kvinder og at sikre en stabil grundfinansiering, der muliggør langsigtet planlægning. Det er ikke sket, og den række af organisationer, der laver ambulant behandling, lever nu igen med usikkerheden ved midlertidige bevillinger.

Der er eksterne evalueringer, der dokumenterer, at tilbuddet har en stor positiv effekt og når ud til et stort mørketal af voldsudsatte kvinder

Rikke Viemose

Ligestillingsminister Marie Bjerre (V) siger, at der ikke er dokumentation for, at de ambulante tilbud virker, og det bruger hun som begrundelse for ikke at give en permanent bevilling til dem. Men det passer ikke. Der er masser af dokumentation for, at for eksempel Danners 'Sig det til nogen', virker.

'Sig det til nogen' har afdelinger i Holstebro, Kolding, Ringsted, Randers og København, og der er eksterne evalueringer, der dokumenterer, at tilbuddet har en stor positiv effekt og når ud til et stort mørketal af voldsudsatte kvinder.

FN har længe anbefalet alle lande at sikre indsatser mod vold, for eksempel gennem krisecentre, ved at lovgive om dem og at lade hjælpen være finansieret af de nationale budgetter.

Det er desværre ikke sket i Danmark.

Det er en skændsel, og det er ulykkeligt for de mange mennesker, som man beviseligt kan hjælpe med relativt få midler.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Marie Yde

Direktør, Danner
Cand.scient, geografi (Københavns Uni. 2004)

Marie Bjerre

Digitaliseringsminister og minister for ligestilling, MF (V)
cand.jur (Københavns Uni. 2011), LL.M. fra UC Berkeley 2016

0:000:00