Ali Aminali: Det er et usselt træk at lade det sidste danske barn i Syrien i stikken

Jeg har virkelig svært ved at sætte ord på, hvor skuffet jeg er over regeringen og resten af politikerne på Christiansborg, når det kommer til håndteringen af det sidste danske barn i den forfærdelige fangelejr i Syrien.  

Jeg indrømmer blankt, at jeg selv har stået et andet sted, men det var kun, fordi efterretningstjenesterne på daværende tidspunkt ikke kunne udelukke et sikkerhedsmæssigt problem.  

Det er nu forsvundet, og vi har hentet næsten alle hjem. Men tilbage står vores samvittighed og vores manglende handling som samfund, når det kommer til at redde det sidste uskyldige barn fra en ussel og forfærdelig fremtid. 

Lad mig sige det klart – jeg forstår godt modargumentet. Især med hensyn til den tilbageværende familie. Kvinden er ingen ringere end en af de IS-tvillinger, der er blevet berygtede støtter af det umenneskelige terrorregime, som vi nu alle kender historier fra.

Men – undskyld mig – det ændrer intet ved, at det lille barn på seks år, som nu sidder fanget i en lejr, fordi moren er for inkompetent til at træffe valg, nu skal lide, fordi vi nægter at hjælpe ham. Det kan jeg bare ikke forstå.

Der er ingen tvivl om, at vi bør fordømme og på sin vis hade kvinden, der tilsluttede sig Islamisk Stat og fødte et lille barn med ønsket om at lade det vokse op i en vanvittig islamistisk terrorstat. Men at konkludere, at barnet, som intet har med det ovenstående at gøre, skal lide en langsom død, er rystende.

Selvom vi tror, at vi virker hårde, principfaste og retfærdige både i ind- og udland, er vi præcis det modsatte. Vi er nærmere kujoner og stakler, der ikke tør tage ansvar og afviger fra vores egne principper, når det kommer til svære valg. 

Ali Aminali

Faktum er nemlig, at regeringens egne eksperter anbefaler at få den seksårige hjem. Faktum er også, at der må være noget galt med en, hvis man konkluderer, at et barn på seks år udgør en sikkerhedsrisiko for den danske stat.  

Det at skyde skylden på moren for så at retfærdiggøre et massivt svigt af et lille barn er nærmest usmageligt.  

Undskyld mig – vi taler om et barn på seks år, der må sove oprejst, fordi han har vejrtrækningsbesvær, et barn, der lider af angst og gennemgår et helvede hver eneste dag i den forladte lejr. Hvordan kan vi være bekendt at sige "ja, men det er bare ærgerligt for dig, lille du, for din mor er ond"? Nej, det er svært at begribe. 

Ærligt talt – det gør ondt som far til to små drenge på tre og seks år at forestille mig, hvis det var mit barn, der skulle igennem dette helvede. Ja, moren repræsenterer et rædselsregime, som altid vil sætte sine spor, og ja, hun er noget af det usleste, der findes, hvis du spørger mig.  

Men at vi som stat går med til at gøre et uskyldigt barns liv til et helvede, fordi vi vil signalere, at vi er strenge i forhold til udlændingepolitikken og vil have et opgør med et usselt terrorregime, giver ingen mening for mig.  

Det, vi burde gøre, er at hente det uskyldige barn hjem, retsforfølge kvinden alt det, vi kan og eventuelt bortadoptere barnet, så det aldrig kommer i nærheden af kvinden.