Det er ikke nemt at reformere universiteterne, for intet sted er konservatismen mere rodfæstet end der

Regeringen bør åbent vedstå, at kandidatreformen drejer sig om at få flere til at tage erhvervs- og professionsuddannelser og færre til at tage en kandidatuddannelse. Men det bliver svært at gennemføre, for uddannelsesverdenen er præget af konservatisme, skriver Bertel Haarder.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) præsenterede for nylig regeringens reformplan for universiteterne. Men nu venter der ballade med universitetsfolket, skriver Bertel Haarder.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med det aktuelle, katastrofale fald i søgningen til pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne må der nu for alvor sættes fokus på regeringens omdiskuterede reformplaner for universiteterne.

Når man som jeg har været undervisnings- og uddannelsesminister i mange år, kan man levende forestille sig, hvad der nu venter den nye uddannelsesminister af ballade med universitetsfolket - den skrivende og talende klasse. Det bliver en dramatisk armlægning, som langt overgår store bededags-skærmydslerne.

Når man som jeg har været undervisnings- og uddannelsesminister i mange år, kan man levende forestille sig, hvad der nu venter den nye minister af ballade med universitetsfolket
Bertel Haarder

Reformplanerne er grundigt forberedt i den spændende – næsten et år gamle – Nina Smith-rapport, som tager hele uddannelsessektoren under kærlig og tiltrængt behandling. Her gøres der op med en stribe hellige køer, herunder den hellige almindelige femårige bachelor + kandidat model, som foreslås splittet op i fire mulige universitetsforløb:

En toårig specialistkandidatuddannelse, svarende til den nuværende.

En 1,25-årig kandidatuddannelse, der senere kan suppleres, eksempelvis med en etårig såkaldt master.

En toårig erhvervskandidatuddannelse i kombination med studierelevant arbejde.

En fireårig erhvervskandidatuddannelse i kombination med fuldtidsarbejde.

Som én, der selv har taget sin universitetsuddannelse på 4,5 år, kan jeg ikke chokeres af forslaget, om at lade op mod halvdelen af kandidatuddannelserne bestå af tre års bachelor plus 1,25 års kandidatuddannelse eller en kortere eller længere erhvervskandidatuddannelse.

Jeg har den største respekt for dem, der fordyber sig og tager en lang kandidat- og ph.d.-uddannelse, men det giver ingen mening at gøre det til hovedvejen.

Hvis jeg ikke husker forkert, arbejder en gennemsnitsstuderende mindre end 30 timer om ugen med studiet og har i gennemsnit 1-1,5 times undervisning om dagen i de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser to tredjedele af året. Mon ikke, det kan gøres lidt bedre? Eksempelvis ved at tilbyde kortere forløb med øget timetal og øget arbejdsbyrde for op mod halvdelen af de kandidatstuderende.

Læs også

Lektor: Regeringens universitetsreform er en kulturkamp på falske præmisser

Når man har læst i USA, må man (som en tidligere rektor beskrev det) undres over, hvor relativt få timer, der er fyldt op på parkeringspladserne ved danske universiteter. Man skulle tro, det var omvendt, eftersom amerikanske studerende nødvendigvis må have meget erhvervsarbejde for at finansiere studiet og opretholde livet uden SU.

Det er naturligvis ilde hørt, og jeg forstår godt, at den nye uddannelsesminister værger for sig og prøver at afdramatisere reformerne.

Men måske bør regeringen åbent vedstå, at reformen også drejer sig om at få flere til at tage erhvervs- og professionsuddannelser. Det vil sige: at få færre til at tage kandidatuddannelser.

Tiden er inde til at gøre op med den gamle tyske universitetsmodel med lange specialiserede studier, der ikke altid øger beskæftigelsesmulighederne. Den dur ikke som standardmodel, når så mange vælger at gå universitetsvejen.

Måske bør regeringen åbent vedstå, at reformen også drejer sig om at få flere til at tage erhvervs- og professionsuddannelser. Det vil sige: at få færre til at tage kandidatuddannelser
Bertel Haarder

Det er fint, at de sparede penge ved dimensioneringen og studieafkortningen bruges til at forbedre undervisningen, men så bør det samtidig åbent indrømmes, at de afledte SU-besparelser – ligesom eventuelle besparelser ved at ændre SU til lån på kandidatuddannelserne – skal overføres til erhvervsuddannelserne, som trænger til et løft på alle måder.

Det vil også afbøde det forhold, at de, der får de længste uddannelser og højeste indkomster, får en større luns af samfundskagen end dem, der kommer fra lavere indkomstlag.

Det må ikke gå som i Japan og Korea, hvor alt for mange går universitetsvejen, og alt for få tager erhvervsuddannelser. Heroverfor står Schweiz som et eksempel på, at det ikke behøver være sådan. I det rige Schweiz begynder halvdelen af de unge på en erhvervsuddannelse, hvorefter mange fortsætter med at dygtiggøre sig.

Sådan var det også tidligere i Danmark. Men det er svært at genindføre. Intet sted er konservatismen mere rodfæstet end i uddannelsesverdenen. Jeg taler af erfaring efter 15 år som undervisnings- og i ti år tillige uddannelses- og forskningsminister.

Lad os huske, at det, der har gjort Danmark berømt ud over grænserne, ikke blot er fremragende akademikere og nobelpristagere, senest Morten Meldal, men også ypperligt håndværk og design, Wegner- og Børge Mogensen-møbler, Georg Jensen design, Bjørn Wiinblad, de mange Michelin-stjerne-vindende kokke med videre.

Tænk også på alle de medaljer, der vindes af stjernedygtige unge håndværkere, senest ved Skills-konkurrencerne i Fredericia og ved den årlige medaljeuddeling på Københavns Rådhus.

Læs også