Statens Institut for Folkesundhed anslår, at partikelforurening årligt medfører 3400 for tidlige dødsfald. (Foto: colourbox)

DF: S og SF foreslår hovsa-løsninger

21. oktober 2008 kl. 12:08
LUFTKVALITET: DF mener, S og SF's forslag om miljøzoner for de mellemstore provinsbyer er alt for slapt. Alle har ret til sundere og bedre luftkvalitet, mener DF's miljøordfører.
| Flere

De 80 største byer i Danmark skal have indført miljøzoner. Sådan er meldingen fra Socialdemokraterne, efter at OECD har meldt ud, at én million danskere dagligt udsættes for uacceptabel dårlig luftkvalitet. Også SF vil indføre flere miljøzoner. Alle danske byer med mere end 25.000 indbyggere skal ifølge SF indføre miljøzoner.

Men oppositionens forslag skævvrider miljøindsatsen. Det mener Dansk Folkepartis miljøordfører, Jørn Dohrmann. Han vil have, at miljøindsatsen skal gælde alle, i stedet for nogle få, der bor bestemte steder i landet.

"Det er helt hen i vejret at lave sådanne sporadiske miljøzoner. Jeg så meget hellere, at man lavede nogle landsdækkende miljøkrav. Blandt andet skal lastbiler pålægges at installere et partikelfilter, men så skal det ikke kun gælde danske lastbiler. Tyske, polske og andre europæiske lastbiler, der også færdes på de danske veje, skal også have partikelfilter."

Jørn Dohrmann ser gerne fælles europæiske regler for miljøområdet, men beskylder de EU-venlige partier for at lade deres kærlighed til EU overskygge deres ambitioner på miljøområdet.

"Oppositionspartierne kan jo ikke finde på at foreslå noget, der går videre end det, EU vil. Det synes jeg er særdeles ærgerligt. Det burde være muligt at løfte i fælles flok i en sag om miljøzoner, for der er brug for ens regler. Det nytter jo ikke noget, at man skal forholde sig til forskellige miljøregler og forskellige miljømærker for hver by, man kører ind i, som man har set det hidtil," siger Jørn Dohrmann.

Dansk Folkepartis miljøordfører har tænkt sig at fortsætte debatten om miljøzonerne, men har ikke tænkt sig aktivt at gøre videre ved sagen.

S: Kom i arbejdstøjet, hr. minister
Forslagene fra de to store oppositionspartier kommer, efter at en række miljøorganisationer har meddelt, at de vil slæbe staten i retten for ikke at have overholdt EU's grænseværdier for luftforurening.

Statens Institut for Folkesundhed anslår, at partikelforurening årligt medfører 3400 for tidlige dødsfald, og Socialdemokraternes miljøordfører, Torben Hansen, opfordrer i den forbindelse miljøminister Troels Lund Poulsen (V) til at komme i arbejdstøjet.

"Det er virkelig pinligt for miljøministeren, at miljøorganisationerne lægger sag an, fordi regeringen intet har gjort for at bekæmpe luftforureningen fra trafikken. Man har ikke engang fremlagt en handlingsplan," siger Torben Hansen.

Udover at lave miljøzoner for de mellemstore danske byer foreslår S og SF også at installere SCR-katalysatorer på lastbiler i de fem største danske byer for at nedbringe udslippet af de kræftfremkaldende kvælstofdioxider.

 
Altinget | Miljø
 
Altinget | Sundhed
 
Altinget | Transport

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK