Brancheforening: Skræmmebilleder om havbrug bygger ikke på fakta. Det er problematisk

Ikke en branchepåstand

I Norge overvåges opdrætsfisk løbende for forurenende stoffer og lægemidler. Ifølge Havforskningsinstituttets seneste rapport fra 2025 indeholder opdrætsfisk ikke rester af ulovlige stoffer, antibiotika eller forbudte lægemidler.

De godkendte behandlingsmidler, der blev fundet i enkelte prøver, lå alle under EU's tilladte grænseværdier. Det samme gælder for koncentrationerne af miljøfremmede stoffer, herunder dioxiner, PCB og PFAS.

Marine ingredienser har et markant lavere klima- og naturaftryk end mange af de alternative proteinkilder, de konkurrerer med.

Anne Mette Bæk
Administrerende direktør, Marine Ingredients Denmark

Opdrætsfisk er sikre og sunde fødevarer. Det er ikke en branchepåstand, det er dokumenteret videnskab.

Gjerding fraråder desuden forbrugere at købe fisk med MSC- eller ASC-mærket. Det er et alvorligt problem. MSC og ASC er ikke tilfældige certificeringer. De er udviklet for at skabe gennemsigtighed og troværdighed i et komplekst globalt marked.

MSC certificerer bæredygtigt fiskeri med krav til bestandsundhed og fangstmetoder, mens ASC sætter høje internationale standarder for opdræt af fisk. Begge er uafhængigt verificerede og anerkendt af de institutioner, der arbejder hårdest for havets sundhed.

Så når en af landets mest indflydelsesrige naturorganisationer opfordrer folk til at se bort fra disse mærker, undergraver det ikke kun industrien, men også de fælles redskaber, vi har bygget for at kunne træffe oplyste valg.

Ansvarlig udnyttelse

Opslaget antyder, at det er bekymrende, at "fisk fra vilde bestande bruges som foder" til opdrætsfisk.

Men at bruge fisk til foder er langt fra et problem.

For fisk, der anvendes til foder, er for 42 procent vedkommende "affaldsprodukter" i form af hoved, skrog, indvolde og kasserede fisk, som sorteres fra ved forarbejdningen på fiskeauktioner, i supermarkeder med mere.

Hvis vi skal træffe gode politiske beslutninger om fremtidens bæredygtige fødevareproduktion, må vi bygge dem på fakta.

Anne Mette Bæk
Administrerende direktør, Marine Ingredients Denmark

Disse restprodukter bruger vi til at producere foderingredienser med en helt unik sundhedsprofil. Der fiskes ganske rigtigt også direkte til foder.

Det er fiskeri efter små, kortlivede stimefisk som tobis, blåhvilling og lodde, som fanges i vandsøjlen. Det vil sige, at fiskeriet ikke berører havbunden.

Kvoter og fangst styres af videnskabelige anbefalinger fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), fiskeriet er fuldt kontrolleret og i stigende grad videoovervåget, og akkrediterede tredjeparter sikrer korrekt vejning og artskontrol ved hver eneste landing.

Det er således ikke "støvsugning" af havet, men ansvarlig og veldokumenteret ressourceudnyttelse.

Lavere klima- og naturaftryk

Hertil kommer, at marine ingredienser har et markant lavere klima- og naturaftryk end mange af de alternative proteinkilder, de konkurrerer med. Som for eksempel soja og raps, der er forbundet med intensiv dyrkning, pesticidanvendelse, skovrydning og betydelig CO2-udledning.

Undersøgelser viser, at hvis man fuldt ud erstattede fiskemel med soja, ville det kræve over 47.000 kvadratkilometer nyt landbrugsareal.

Forsøg på at "redde havet" ved at udfase marine ingredienser kan ende med at true langt mere liv på land, end det beskytter i havet.

Den offentlige debat om havbrug fortjener præcision. Ikke skræmmebilleder. EU-Kommissionen lancerede sidste år en målrettet kampagne for at fremme akvakultur i Europa, netop fordi 60 procent af den fisk, der lander på europæernes tallerkener, i dag importeres fra tredjelande.

Kommissionen har selv advaret om, at misvisende opfattelser af akvakultur er en af de største barrierer for at nå målet om øget fødevaresuverænitet i EU.

Hvis vi skal træffe gode politiske beslutninger om fremtidens bæredygtige fødevareproduktion, må vi derfor bygge dem på fakta og ikke på misvisende påstande, uanset hvem der fremsætter dem.