Direktørskifte i Trygfonden

FARVEL: Efter 16 år i spidsen for Trygfonden giver Gurli Martinussen til efteråret stafetten videre. Hun har personificeret Trygfondens udvikling fra ubetydelig til indflydelsesrig, siger tidligere formand for Tryghedsgruppen Jørgen Huno Rasmussen.

Gurli Martinussen på "World No Tobacco Day" i 2018. Til september stopper hun som direktør i Trygfonden. 
Gurli Martinussen på "World No Tobacco Day" i 2018. Til september stopper hun som direktør i Trygfonden. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

En af de stærkeste kvinder i den danske fondsverden trækker sig til efteråret. Det er Trygfondens direktør, Gurli Martinussen, som til september forlader direktionen i den filantropiske forening.

”Jeg er utrolig stolt af, hvad vi i TrygFonden har opnået, og af den organisation, som jeg giver videre til Tryghedsgruppens nye direktion, der fremover vil stå i spidsen for både Tryghedsgruppen og Trygfonden,” siger Gurli Martinussen i en pressemeddelelse.

Den nye direktion kom på plads tidligere på året og består af administrerende direktør Rie Odsbjerg Werner og økonomidirektør Ulrik Andersson.

Fra ubetydelig til indflydelsesrig
Gurli Martinussen har siden 2003 stået i spidsen for Trygfondens aktiviteter, som er vokset fra 53 millioner kroner i 1998 til 600 millioner i 2019. Og det er en udvikling, som hun med sin rolige og målrettede facon har drevet meget sikkert frem, fortæller Jørgen Huno Rasmussen, som fra 2013 til 2018 var formand for Tryghedsgruppen.

”Gurli personificerer den transformation, som Trygfonden er gået igennem – fra at være helt ubetydelig i omfang til i dag at være meget stor og indflydelsesrig og ifølge de seneste målinger også den mest kendte fond i den brede befolkning,” siger han til Altinget.

Jørgen Huno Rasmussen understreger, at det ikke er nogen let opgave, Gurli Martinussen har løst.  

”Nogle tror, det er lettere at dele ud end at tjene penge. Men det er det ikke, hvis man vil skabe effekter, der kan ses. Og det har Gurli været eminent til,” siger han.

Gurli Martinussen kom til Trygfonden fra Forskningsministeriet uden forhåndskendskab til fondsverdenen. Og Jørgen Huno Rasmussen husker tydeligt hendes første møde med repræsentantskabet.  

”Gurli stod på scenen ved repræsentantskabsmødet og citerede Søren Kierkegaard for ’At prøve noget nyt er for et øjeblik at miste fodfæstet, men ikke at gøre det er at miste sig selv’. Og hun har turdet at prøve nyt,” siger Jørgen Huno Rasmussen og tilføjer:

”Der er ingen tvivl om, at hun vil blive savnet i Trygfonden.”

Formand: Tidspunktet er det rette
Bestyrelsesformand Ida Sofie Jensen takker i pressemeddelelsen Gurli Martinussen for hendes 16 år lange indsats i foreningen og konstaterer, at det er det rette tidspunkt at overdrage stafetten til den nye ledelse.

”Efter Gurli Martinussens mangeårige og værdsatte indsats er bestyrelsen og Gurli Martinussen enige om, at det er et godt tidspunkt at overdrage stafetten til Tryghedsgruppens nye ledelse,” siger Ida Sofie Jensen.

Gurli Martinussen stopper med udgangen af september og får dermed en måned til at overdrage til den nye administrerende direktør, Rie Odsbjerg Werner, som begynder i Trygfonden 1. september.

Hvad 59-årige Gurli Martinussen selv skal foretage sig fremover, er ikke til at aflæse ud af pressemeddelelsen. Men helt uvirksom bliver hun næppe.

”Personligt ser jeg frem til at tage hul på et nyt kapitel i mit virke,” siger hun.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gurli Martinussen

Bestyrelsesforkvinde, Ebbefos Fonden, foreningen Diversity Works/Send Flere Krydderier og Rådet for Sociale Investeringer i Aarhus Kommune. Bestyrelsesmedlem SDU, Gigtforeningen, Fonden Just Human og Vikingeskibsmuseet i Roskilde
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. i 1987)

0:000:00