Om  
Sysette Vinding Kruse

Dødsfald: Advokat, dr.jur. Sysette Vinding Kruse (67)

Advokat, dr.jur. Sysette Vinding Kruse, København K, er død, 67 år gammel. Bisættelse fredag 25. juni.

Redaktionen

Advokaten, dr.jur. Sysette Vinding Kruse, der er død, 67 år gammel, var ud af en fremtrædende jurist-familie. Såvel hendes far som farfar var professorer og dr.jur.

Selv blev hun cand.jur. fra Københavns Universitet i 1977 og gennemførte studieophold i England, Tyskland, Holland og USA.

Social indignation var en drivkraft i hendes lange virke som advokat. Allerede som 30-årig skrev hun disputats om erhvervslivets kriminalitet og skrev siden en afhandling om revisorers strafansvar.

Hendes omtanke på narkomaner fik hende til i 1979 at stifte et privat ambulatorium i Classensgade i København. Hun mente, at anklagede ofte får deres sager afgjort langsommeligt ved det danske retsvæsen og krævede tidsfrister for hvor længe efterforskning må vare.

Dyrevelfærd betød meget for advokaten, og hun var formand for Fonden til Sygdomsbekæmpelse uden Dyreforsøg i alle årene 1989-2005.

Hun var medlem af Advokatrådet og formand for dets strafferetsudvalg 2011-17. Blandt tillidsposter kan også nævnes, at Sysette Vinding Kruse var medlem af Konkurrencerådet 1990-99 og Flygtningenævnet 1991-99. Desuden sad hun i bestyrelsen for flere offentlige og private fonde og institutioner.

Hun arbejdede på flere advokatkontorer og flyttede i 2017 fra Homann til Njord Law Firm.

Sysette Vinding Kruse mindes i familiens dødsannonce som mor, søster, faster og svigermor.

Bisættelse: Fredag 25. juni kl. 11 fra Holmens Kirkegårds Kapel. Efterfølgende gravøl på Ralph's (Øster Farigmagsgade 93), hvor alle er velkomne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sysette Vinding Kruse

Advokat (H)
Cand.jur. (Københavns Uni. 1977), dr.jur. (1984)

0:000:00