Om  
Dana Schmidt
   

Dødsfald: Fhv. udenrigskorrespondent Dana Schmidt (77)

Dana Schmidt dækkede i mange år Rusland, Central- og Østeuropa for Politiken. Chefredaktør Jakob Nielsen skriver nekrolog om sin tidligere kollega.

Lyt til artiklen

Dana Schmidt er død.

Hun var en veteran på Politikens udlandsredaktion, da jeg var ung praktikant og senere redaktionssekretær der. Hun var en original i ordets bedste forstand. Et følelsesmenneske, frem for alt.

"Ja, hej du, det' Dana. Skal jeg skrive den artikel, Jakob?", spurgte hun med sin let slaviske accent, som aldrig kunne ses i det fejlfrie dansk, hun skrev.

Man bestilte artiklen, og to timer senere ville hun ringe igen: "Jakob, jeg er altså stadig i tvivl: vil du virkelig have den artikel?" Hun var en diva, og lidt smiger fremmede som regel skriveprocessen betragteligt.

Som Michael Jarlner så fint skriver i sin nekrolog i Politiken, så græd hun med kilderne og ofrene, da hun dækkede de store oversvømmelser i Centraleuropa. "Men når jeg er færdig med at græde, så skriver jeg!"

Men mest af alt husker jeg selvfølgelig Dana for den meget aparte reportage, vi tog på - mig selv, Dana og fotograf Peter Hove Olesen. Vi skulle rejse rundt i det sydlige Polen - på jagt efter et folk og et land i forvandling fra østland til EU-land.

Først ankom vi til Prag, hvor Dana hentede os i lufthavnen og kørte rundt og rundt med os i lang tid, indtil vi havde udtrykt tilpas beundring for hendes elskede by.

Så kørte vi til Polen, hvor Dana ofte overtog vores interview ved at begynde at diskutere med kilderne på polsk, hvis de sagde noget, der var for skørt. Det var livligt, men svært at få ned på blokken.

Hver aften skulle vi spille Scrabble, og Dana vandt stort, hver gang. Heldigvis - det havde ikke været sjovt for os, hvis hun tabte. Sproget var hendes hjemmebane. Hun talte så meget og havde læst så meget, at hun aldrig kunne tabe. Ord var grundstoffet i hendes liv.

Efter et par dage meldte Dana sig lidt ud og gik til frisør. Så sad vi der. "I har rottet jer sammen imod mig!, sagde hun, da hun kom tilbage fra frisøren. Hun blev god igen over aftenens Scrabble, ledsaget af noget øl, lokal pølse og brød, hun havde købt.

Historierne fra den reportage blev forglemmelige - men at rejse med Dana glemmer man aldrig.

Selv rejste hun fra Øst mod Vest (selv om hun HADEDE, når man kaldte hendes hjemland for Østeuropa. "Prag ligger vest for Wien!", som hun legendarisk og ofte belærte uvidende kolleger). Men det gjorde hun altså: rejste fra øst mod vest, og skæbnen ville, at hun kom til at dække de årtier i verdenshistorien, da lige præcis den bevægelse var kernen i vores politiske og filosofiske debat.

Det gjorde hun med en sproglig og menneskelig sans, der var i særklasse. Og med en divas sans for at lade sig nøde til at skrive den der artikel.

"Er du nu SIKKER på, at du vil have den, Jakob?"

Tak for alle ordene, Dana!

Bisættelse: mandag 3. maj kl. 13.30 fra Vestre Kirkegård, Aarhus

Omtalte personer

Dana Schmidt

Fhv. udenrigskorrespondent, Politiken

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser