
Vibeke Schwerin blev født på selve Højriis Slot og Gods, men voksede op i en almindelig villa, som hendes forældre byggede lige ved siden af slottet.
Hendes bedsteforældre købte slottet i 1924, men slottet havde stået tomt, siden hun var ganske lille.
Vibeke Schwerins far var den tyske greve Woldemar Graf von Schwerin, der oprindeligt selv var arving til betydelige godsbesiddelser i det østlige Tyskland.
De blev imidlertid efter Anden Verdenskrig delvist overtaget af den polske stat, mens resten blev konfiskeret af den sovjetiske besættelsesmagt - for i 1949 at blive overdraget til DDR. Sådan gemmer historiens gang på mange skæbner.
Han traf Vibeke Schwerins mor i Tyskland, og de blev gift på Højriis først i 1950erne, og datteren blev så født i 1956.
"Alt det med oldfruer og tjenestefolk var før min tid, så for mig er livet på slottet også historie", har Vibeke Schwerin fortalt.
Højriis Slot nævnes første gang i 1397. Dets daværende ejer, Johan Skarpenberg, var en af de vigtigste rådgivere for dronning Margrethe den Første.
Haven hørte i 1700-tallet til de fineste i Nordeuropa. Slottets nuværende arkitektur stammer fra 1859, da godsejer Diderik Galtrup Gjedde lod tårnet opføre.
Så smukt og unikt sted
Vibeke Schwerin var egentlig uddannet journalist med praktik på Ritzaus Bureau, arbejdede for bl.a. DR, og stod til en god tv-karriere i København, netop som branchen med TV 2s fremkomst boomede.
Men så skete det: hendes mor, Marie Luise von Schwerin, besluttede sig i 1989 for at sælge godset. Datteren vaklede frem og tilbage. For skulle hun forlade sit fag, journalistikken, og flytte fra København og tilbage til Mors og påtage sig den enorme opgave med at genoprette det gamle, nærmest nedbrudte slot?
“Jeg tænkte: ‘Den chance kan du ikke lade ligge, Højriis er så smukt og unikt et sted og så spændende på mange måder’. Jeg havde ganske vist ikke de store forudsætninger for at drive det, men jeg var så optaget af opgaven, at jeg ikke ænsede det.”
Dermed fik Vibeke Schwerin ansvaret for slottet og de 500 hektar med skov og landbrugsjord med sin mand, den 25 år ældre men stadig friske skovrider Ib Smith, som hun efterlader.
Vibeke Schwerin og hendes mand gik fra 1994 i gang med at istandsætte det meget nedslidte slot, som havde stået ubeboet i årtier. En livsgerning.
Noget af det gamle møblement og andet inventar blev tilbageført, og ægteparret indkøbte tidstypiske møbler, der passede til.
I 2002 anlagde de en gifthave med over 100 planter - bl.a. mange medicinske.
Indtægterne til det hele er kommet fra de mange besøgende og fra det bortforpagtede landbrug samt skovbrug og udlejning af slottets tilhørende ejendomme.
En særlig opmærksomhed gav hun til eventyret om 'Mysteriet på Højriis Slot', hvor besøgende kommer på et 'Stævnemøde med sandheden' og kan blive detektiv for en dag ved at udforske slottets gemmer, løse gåder og afsløre hemmeligheder, mens skuespillere bringer mysteriet til live. Det sker næste gang fra 5. juli til 2. august i år - uanset slotsfruens bortgang.
Bisættelsen af Vibeke Franziska Gräfin von Schwerin finder sted fra Ljørslev Kirke, Nykøbing Mors lørdag 10. maj 2025 kl. 13.
Artiklen var skrevet af
- Alt står stille i DR. Det er alarmerende for både brugerne og mediehuset
- Løkke har siden valgnatten kun haft én reel mulighed. Derfor kunne rød blok kalde hans bluff
- Her er de kendte og ukendte personer, der forhandler om Danmarks næste regering
- Vraget klimaprofil vil gøre op med Venstres image: "Vi er ikke et landbrugsparti"
- Ny måling: Et nyvalg vil være en gave til Messerschmidt














































